Gud ser gennem forsoningen

Guds hensigt med forsoningen er at kunne føre enhver kristen frem for sit ansigt som hellig, lydefri og uangribelig. Anders Ova
Frikirkepræst, højskole-lærer og foredragsholder

”Også jer, som før var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død, for at føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt.” (Koll,22).
En sådan erklæring kan enten få glæden til at vælde frem eller skabe de mest bange anelser, alt efter hvordan man ”forstår” det. Nogle kristne oplever ord som ”lydefrie” og ”uangribelige” som fuldstændig fejlplacerede på sig selv og tør næsten ikke tænke på, at Gud har sat en så høj standard på deres liv.
Skulle man opnå så svimlende tilstande, måtte Gud i det mindste beskære kødet helt ind til benet. Og selv da er vist chancerne små for, at man kommer til at stå lydefri og uangribelig for hans ansigt!
Ja, hvis Gud skulle fremme disse egenskaber, som en gartner fremmer frugter ved beskæring, ville det se sort ud for alle. Om andre skulle betragte mig som lydefri, så gør jeg det i hvert fald ikke selv. Og hvis andre skulle vurdere mig som uangribelig, så gør jeg det til gengæld heller ikke selv. Hvad så med Guds fuldkomne vurdering? Når Gud alligevel suverænt og magtfuldt fremstiller enhver kristen som lydefri og fuldkommen for sit ansigt, er det fordi han gør det i kraft af forsoningen. Gennem forsoningen ser han os som mennesker, der fuldt ud svarer til hans fuldkomne retfærdighedskrav. I forsoningen er den svage og skrøbelige ligestillet med den stærke og fremgangsrige, og Gud ser dem begge som hellige og uden anklage.
En kristen har adgang til Guds nærhed, uden gnist af skyldfølelse, som om synden aldrig har eksisteret.
Med forståelsen af retfærdiggørelsen træder den kristne ud af mælkestadiet og går ind i den modne kristnes rækker.
”For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der
tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn”. (Hebr 5,13). Ingen kan blive ved med at leve på mælkekost hele livet. Det ville medføre en række mangelsygdomme. Den kristnes symptomer på sådanne mangelsygdomme er netop følelsen af, at der ”mangler noget” i hans kristendom.
Og dette ”noget” er, uden at han selv er klar over det, forståelsen af retfærdiggørelsen. Med retfærdiggørelsen åbnes der op for åndelig vitalitet og kraft.

Fra bogen ”Frikendt og retfærdig” af Anders Ova.