4 nordmænd og 11 svenskere deporteres fra Israel
Af de henved 30 udenlandske, pro-palæstinensiske aktivister, der forsøgte at sejle til Gaza-striben for at bryde den israelske søblokade, er de 10 allerede blevet deporteret fra Israel.
De var ombord på det svenske skib “Estelle”, der var afsejlet fra Neapel i Italien. Det 51 meter lange sejlskib, der er svensk-ejet og sejler under finsk flag, blev opbragt af den israelske flåde i rum sø og beordret til at sejle til den israelske Middelhavshavn Ashdod, hvor de blev arresteret af israelsk politi.
En af de tre israelere ombord, Elazar Elhanan, siger, at ikke færre end 15 israelske marinefartøjer havde omringet “flotille-skibet”, før de israelske commandos bordede det.
– Hvis de tror, at de kan afskrække mig, og de der sejlede med mig, tager de fejl, sagde han. Blokaden af Gaza er en forbrydelse, der må afsluttes. Vi vil fortsætte kampen.
15 skandinaver ombord vil i disse dage blive deporteret – 11 svenskere og fire nordmænd. Der var aktivister fra en række lande omfattende – udover nordmændene og svenskerne – to fra Finland, fem fra Grækenland, tre fra Spanien, tre fra Israel, en fra Canada og en fra Italien.
I juli 2011 offentliggjorde FN’s Palmer kommission en rapport om israelsk militærs opsnappen af et tyrkisk protestskib og afsagde kendelse om, at den israelske sikkerhedsblokade af Gaza er “såvel legal som passende”.
Palæstinensiske terrorister i Gaza-striben har siden 2001 afskudt over 10.000 raketter mod byer og landsbyer i det sydlige Israel. Denne beskydning har ført til Israels oprettelse af blokaden for at forhindre, at der indføres våben og materialer, som kan bruges til at fremstille våben.