Fokus på Gud
De fleste lovsangsalbum begynder med en masse
hujende mennesker og et up-tempo nummer til at sætte gang i publikum. Det gør dette album ikke.
Det starter meget roligt, mens Brian Johnson synger om, hvordan Gud har sat os fri fra syndens magt. Langsomt opbygges en lovprisning af Gud på dén baggrund. Det var en befriende og smuk start på albummet for mig. For det gjorde det nemt at gøre netop det, som er formålet med lovsangen: At fokusere på Gud – uanset om jeg er jublende glad eller hamrende ulykkelig. Man bliver trukket ind i tilbedelsen på en meget behagelig måde her.
Og det er de dygtige til i Bethel Church i Redding, som har udgivet flere albums. Dette album er på mange måder lavet i samme stil som det tidligere album Be Lifted High. Man skal ikke forvente en masse fornyelse, og det er der sikkert mange som vil blive glade for. Personligt kunne jeg dog godt have ønsket mig en lidt mere eksperimenterende lyd på nogle af numrene. Selvom det er et rigtig godt lovsangsalbum, så er det ikke fuldstændigt unikt, og det kan hurtigt komme til at drukne i de mange andre lovsangsalbum, der udkommer hele tiden.
For The Sake Of The World lykkedes bedst, når man fornemmer nærheden og intimiteten i sangene. Det gør man generelt på hele albummet, men især Jenn Johnson og Steffany Frizzell-Gretzinger formår – i hvert fald for mig – at formidle en blanding af intimitet og power stort set hver gang, de synger. Her bør fremhæves Who you are og Closer. De smitter, og man bliver hurtigt og sikkert trukket ind i en dyb tilbedelse. Jeg har oplevet det samme på mange af de tidligere albums fra kirken i Californien.
Det er noget de gør rigtig godt, og også noget som gør dette album stærkt.
Henrik Engedal