Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Savner at NYDE tiden op til jul

Kære Suh
I denne tid hvor alt står i julens tegn, savner jeg nogle gange at kunne NYDE tiden op til jul!
Man snakker om ”den søde juletid”, men alt for ofte bliver det mere til ”den stressede juletid”, som næsten bare skal overstås, så man kan komme på arbejde igen i januar og slappe af ovenpå!
Nogle af mine venner køber julegaver allerede i starten af november – bare for at få det overstået. Kan det være rigtigt, at julen efterhånden bare er blevet noget, der skal overstås?? Det synes jeg er rigtig ærgerligt og dumt. Jeg skal selvfølgelig gribe i egen barm og forsøge at stå af ræset, men hvor er det svært, når hele samfundet omkring én ikke tager hensyn, men bare drøner videre.
Hilsen J.

Kære J.
Jeg kan så udmærket følge dig, juletiden starter også efter min mening alt for tidligt i de danske butikker, og man kan næsten nå at blive træt af den ellers kønne julepynt og julestemning, inden julen for alvor står for døren.
Man kan synes, at der på nogle måder er gået lidt inflation i julen. Er man børnefamilie, er de mange velmente arrangementer med klippe-klistre, børne-julefrokoster, juleafslutninger i forbindelse med diverse fritidsaktiviteter også med til at fortravle december-dagene.
Pebernødder og julekager kan man faktisk nå at blive godt og grundigt træt af inden d.12. december. Hvis man samtidig som voksen selv har et par julefrokoster på arbejdet eller i tennisklubben – ja, så er kalenderen hurtigt overtegnet.
Det er rigtig ærgerligt, hvis tiden, hvor man egentlig havde lyst til at gå og jule i ro og fred, bliver til et ræs af ”burde” og ”skulle” – det har vi nok af til daglig. Din frustration over, at man ikke bare ”kan stå af ræset”, fordi samfundet og relationer i hverdagen nærmest forventer eller kræver forpligtelse/engagement, kan jeg også godt genkende – men i sidste ende handler det måske netop om det: at stå af ræset alligevel, på trods af de nogle gange ufordelagtige konsekvenser, det fører med sig?
Når alt kommer til alt, så er kuren mod stress og fortravlethed som altid en bedre prioritering af tid og energi. Her skiller december-månedens udfordringer sig ikke ud fra alle andre udfordringer af den karakter. Og hvis vi lige skal opfriske, hvad prioritering er, så er udfordringen for de fleste her at huske, at det ikke kun handler om at sige nej til de ufordelagtige, kedelige, intetsigende aftaler – det giver jo ligesom sig selv, det er sjældent så svært for os. Nej, den virkelige udfordring i prioriteringens svære kunst er at kunne og turde sige nej også til nogle af de gode, fordelagtige, profit-givende, relationsopbyggende arrangementer/aftaler for således at frigøre noget tid til bare at kunne slappe af, hygge, til at være! Men for de fleste af os er det faktisk svært at sige nej til noget, der potentielt er fordelagtigt – vi er bange for enten at gå glip af noget, eller for, hvad andre skal tænke om os.
Hvis vi prøver at se bort fra disse ting – sætte os ud over det, fordi vi i stedet begynder at fokusere på, hvilke FORDELE det netop også giver at sige nej alligevel – så kan det være, at vi efterhånden opdager, at roen og freden – også julefreden – kommer til os.
Hilsen Suh

Jeg er som regel alene i julen

Kære Suh
For mig er julen ikke altid så glædelig, og det er, fordi jeg ikke rigtig har nogen at dele den med.
Jeg har ikke længere nogen kontakt med min familie, kun ganske få venner, og dem jeg har, har selv forpligtelser over for deres familier. Jeg er derfor som regel alene og har efterhånden indstillet mig på, at det er sådan, det er.
Jeg ville dog ønske, at det kunne blive anderledes, men har svært ved at se hvordan. Har du nogle gode idéer til det, hører jeg det gerne.
E.L.

Kære E.L.
Julen er en af de sværeste højtider at komme igennem, når man er ensom, og desværre er du langt fra den eneste med det problem.
Jeg ville ønske, jeg kunne give dig en nem og hurtigt løsning, men sandheden er, at det kan være en sej kamp at ændre ensomhed til fællesskab. Så selvom du formentlig har prøvet mange forskellige ting og sikkert også har gjort dit for at holde liv i venskaber og relationer, så er der kun én vej frem, og det er ved at blive ved! Men det kan være en god idé at evaluere dine tiltag grundigt: hvad har du forsøgt dig med? Hvad har virket? Hvad har ikke virket? Hvilke andre muligheder er der? Selvom det er svært, så prøv at tænke ”ud af boksen” – måske der er muligheder for at netværke, du indtil videre har overset/forkastet?
Rust dig med al din frimodighed, og slug den stolthed, som evt. måtte dukke op, og søg med lys og lygte efter nye muligheder i dit lokalområde/din menighed/dit sparsomme netværk. Der er også flere forskellige tilbud til enlige/ensomme rundt omkring i DK, jeg fandt ved en enkelt søgning på nettet bl.a. oplysninger om: – et tilbud i IKAST på initiativ af en privatperson, som gerne må kontaktes: Louise Nielsen, tlf. 28 26 86 97 (læs selv om det på nettet, søg på Louise Nielsen+jul+IKAST)
– Røde Kors har forskellige tilbud, bl.a. nogle som er målrettet ensomme, de kan kontaktes på info@rodekors.dk eller tlf: 3525 9200
– Hvis du er fortrolig med internettet er der også her mulighed for social kontakt, og der er særlige tilbud for ensomme i forbindelse med jul: http://www.livsnettet.dk/
– Endelig er der også muligheden for at tage væk i julen på fx et højskoleophold, flere højskoler har særlige tilbud i forbindelse med jul, bl.a. Vallekilde Højskole dukkede op i søgningen med et specielt juleprogram
Vallekilde Højskole
Højskolevej 9
4534 Hørve
vallekilde@vallekilde.dk

Jeg håber, du har fået lidt mod på og inspiration til at kæmpe videre, det er heldigvis først, når vi helt opgiver kampen, og kun dér, at alt håb er ude.
Hilsen Suh

Klumme

Han gav sig selv til os

Så er det endnu engang snart jul. Og selvom vi lever i en tid, hvor julen på mange måder er blevet kommercialiseret, er der dog stadig grund til at glæde sig over julen, til at gøre den højtidelig og særlig.
For julens budskab er trods alt så meget mere end god mad og gaver, det handler om det ene, det enkle, som for nogle er blevet en tom kliché, for andre en mangelvare: kærlighed.
Uanset hvad verden har gjort ved forståelsen af dette ord, så besidder det stadig en kraft, som – når det frigives i vores liv – har magt til at forandre det uforanderlige, give liv til det, vi regnede for dødt og til at redde det fortabte.
I sidste ende er det det, julen handler om: at Gud i kærlighed til mennesket gav sig selv til os igennem Jesus-barnets fødsel. Og hver 24. december er der anledning til, at vi stopper op og fornemmer denne kærlighed – til os – og dernæst lader den sprede sig videre til de relationer og de fællesskaber, vi er en del af. Det er denne kærlighed, mellem mennesker, i fællesskabet, i og til Gud, som giver vores liv, vores eksistens mening.
Så lad os skærpe fokus og fejre det egentlige: at kærligheden julenat fik form på jorden i skikkelse af et lille menneske – lad det være dette, som præger juletiden og året, der følger efter.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk

Brevkasse om helbredelse
På skift med Suhs brevkasse bringer
Udfordringen hver anden uge en brevkasse
om åndelig helbredelse. Orla Lindskov beder gratis for alle syge og tilbyder at sende en
salvedug, hvis man blot medsender en
frankeret svarkuvert. Mange er blevet
gennem årene helbredt ved tro.

Du kan skrive et spørgsmål til
Orla@Udfordringen.dk.
eller adressen: Orla Lindskov,
Anne Maries Vej 16, 9000 Aalborg.