Luthersk inspirationsdag satte kirkestruktur i baggrunden
Omkring 100 evangelisk-lutherske kirkefolk delte erfaringer på tværs af strukturer ved Kirkeinspiration 2013 i Aarhus.Lørdag den 26. januar mødtes 100 kirkeledere fra sogne-, valg- og frimenighede til en dag med inspiration og mulighed for at møde andre kirkefolk for at dele gode idéer og erfaringer.
Fra morgenstunden var der på Kirkeinspiration 2013 i Århus Bykirkes lokaler lagt op til et program med fælles stormøder, en række seminarer og workshops arrangeret af Evangelisk Luthersk Netværk og Aarhus Bykirke.
– Det bliver en dag, hvor vi som kirke skal samles om kernen i kirkelivet, nemlig, at Gud viste sin kærlighed til os ved, at Jesus døde og opstod for vores skyld, og at vi ved tro på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Ud fra denne fælles forståelse inviterer vi til en dag, hvor vi skal inspirere hinanden til at være Guds kirke og redskaber netop dér, hvor vi er, lød det fra arrangørerne op til inspirationsdagen.
Ved dagens første stormøde blev der sat fokus på fordele og ulemper ved strukturerne i sogne-, valg-, og frimenigheder. Oplæggene blev holdt af en leder fra hver af de tre strukturer, der hører til blandt de almindelige evangelisk-lutherske menighedsstrukturer.
– Det var en god start på dagen at få det belyst, sagde en af deltagerne, Jens Christian Kjeldsen, næstformand i Herning Bykirke efterfølgende og tilføjede, at fokus resten af dagen kunne ligge på netværk og inspiration.
I pauserne blev kaffekrusene genopfyldt, mens lydbilledet i gange og foyer var præget af snak om erfaringer og idéer på tværs af menigheder og generationer.
Psykoterapeut Steen Palm-qvist ledte et velbesøgt seminar om menighedstrivsel. Han indledte med et glimt i øjet seminaret med en bemærkning om, at menighedens funktion er, at præsten trives.
I oplægget blev menigheden illustreret med et kompliceret familiesystem og som en avanceret organisme.
– Der ligger en stor opgave i at se det enkelte menneske i menigheden, sagde Steen Palmqvist.
– Der må være plads til, at blive hørt. Det ideelle er, at der er plads til at være deltager og tilskuer, sagde Steen Palmqvist og nævnte forandringsprocesserne i menigheden, hvor visioner har en særlig rolle.
– Visioner skabes af relation og præstation, sagde Steen Palmqvist med henvisning til beretningen om Martha og Maria, der tager imod Jesus.
– Du skal elske din næste som dig selv. Så får du både i pose og i sæk, sluttede Steen Palmqvist.
Ved et seminar med inspiration til bønsfællesskab, ledt af præst i Fjellerup Valgmenighed ,Ingolf Henoch Pedersen, var flere af deltagerne inde på styrkerne ved bønnen som led i medvandringen med et andet menneske.
– Vi er hinandens medvandrere, og vi vandrer sammen mod målet, lød det.
Ved samtalerne undervejs i seminaret kom nogle af deltagerne ind på, at det ikke er altid, at bønsfællesskabet i en relation til et andet menneske er det, der ligger først for.
– Medvandring kan tage år ,inden bønnen kommer med, bemærkede en deltager, mens en anden deltager kom ind på gode erfaringer med at gå på gaden og bede for folk.
Der blev også efterspurgt idéer til, hvordan forbøn kan organiseres ved gudstjenesten.
Mod slutningen pointerede Ingolf Henoch Pedersen, hvor det hele begynder:
– Det begynder med det personlige bønsliv.
Blandt deltagerne ved Kirkeinspiration var Martin Eskesen, præst i Agerskov Valgmenighed.
– Det, vi kan lære af hinanden, er forståelse og respekt ,og at vi har nogle fælles udfordringer. Det, der binder os sammen, er troen på Kristus, sagde Martin Eskesen, der har været præst i menigheden siden sommeren 2010.
I Agerskov har valgmenigheden har en aftale om at holde gudstjenesterne i den lokale sognekirke.
– Der er mange trofaste og så er der gæster. I den første tid som præst her har jeg villet lære menigheden at kende og få tjenestegrupper i gang, sagde Martin Eskesen.
– Vi er en lille valgmenighed og har ikke ressourcer til at arrangere noget som dette selv. Derfor er det godt at være med i et større fællesskab.
Jens Christian Kjeldsen og Thomas Kildeholm fra Herning Bykirke deltog også i Kirkeinspiration 2012. Det var en anden oplevelse denne gang.
– I år var der i større grad noget helt konkret at tage med hjem, sagde Thomas Kildeholm, der deltog i et seminar i fokusområdet Teknik og Kommunikation. Her var der inspiration at hente til det organisatoriske.
Fra arrangørerne blev der udtrykt tilfredshed med opbakningen til inspirationsdagen.
– Jeg bliver ydmyg, når jeg hører, at nogle har kørt i to-tre timer og andre overnattet for at kunne være med til Kirkeinspiration, sagde Jonas Holdensen, der kunne fortælle, at 23 procent af deltagerne er fra sognemenigheder, 31 procent fra valgmenigheder og 46 procent fra frimenigheder.
– Det betyder noget at finde inspiration sammen på tværs af kirkedanmark.