To nye præster i Odder Frimenighed
En 50 procents præst og en frivillig hjælpepræst er netop blevet ansat i Odder.Leif Johanson er per 1. april ansat som præst i Odder Frimenighed, mens Daniel Hougaard bliver frivillig hjælpepræst.
De skal sammen indgå i et dynamisk team og lede Odder Frimenighed ind i den nye 5-års vision. De brænder begge for menigheden, det frivillige arbejde, den daglige drift, børneklubberne, ungdomsarbejdet og Odder by.
Leif har stort kendskab til menigheden og byen og har stort hjerte for begge. Han er ansat i en 50% stilling. Daniel har erfaring med ledelse af stab og frivillige fra sit nuværende job i KFS.
Både Leif og Daniel er kendt for at formidle teologi på en nærværende og vedkommende måde.
Der er indsættelsesgudstjeneste d. 2. juni.
I øjeblikket er Daniel Hougaard ansat i en fuldtidsstilling som studentersekretær hos Kristeligt Forbund for Studerende.
Frem til sommeren 2015 vil han derfor være frivillig hjælpepræst i Odder Frimenighed. Fra august 2015 ansættes Daniel Hougaard som frimenighedspræst og vil derefter fortsat lede menigheden sammen med Leif Johanson.
Leif Johanson er gift med Anne Mie Skak Johanson, og sammen har de fire børn og to plejebørn.
De har boet i Odder i 19 år, og er begge aktive i både byen og menigheden. Leif har i 6 år været ansat som børne- og ungemedarbejder i Odder Frimenighed. Senest har han fungeret som daglig leder, i den periode menigheden ikke har haft en præst ansat.
Daniel Hougaard er gift med Karina Hougaard, og sammen har de to børn. De flyttede til Odder for knap to år siden og er aktive i byen, menigheden og på Rudehøj Efterskole.
Daniel har været ansat som studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, siden han i 2010 blev uddannet cand. teol.
Eva