Søren Kierkegaard elskede sit hjem
– Det at have et behageligt hjem har været én af mine største opmuntringer og trøst i mit jordiske liv, skriver Søren Kierkegaard et sted i sine breve. Kierkegaards hjem eksisterer desværre ikke mere, men nogle af hans private ejendele gør, og dem fortæller vi om her. De fleste kunstnere gennem historien har vidst, hvor vigtigt det er at have et hjem, hvor de i fred og ro har kunnet trække sig tilbage og lave deres værker færdige.
Ofte kunne det tage flere år, før disse forfattere, malere og digtere fandt det rigtige sted. Det var nemlig ikke kun huset, som skulle være specielt, også omgivelserne var afgørende.
Desværre er der kun få intakte kunstnerhjem tilbage i Danmark. Et hjem, som vi alle ville have elsket at besøge, er Søren Kierkegaards. Hvordan mon der har set ud i hans hjem? Hvordan havde han indrettet sig? Havde han ting i sit hjem, som betød noget særligt for ham? Og er der overhovedet nogle af hans personlige ejendele tilbage? Og hvis der er, hvor er de så henne?
Måske har private opkøbere erhvervet dem på en auktion, eller det kan være, de bare er blevet smidt væk. Udfordringen satte sig for at undersøge sagen.
Inde på Vesterbrogade i København ligger Københavns Museum. Lige nu har de en udstilling om skrald. Det er rystende og tankevækkende at se, hvor meget vi moderne mennesker hvert år smider væk.
Det er en god og levende udstilling, men det var ikke den, jeg var interesseret i, da jeg for nylig tog ind for at besøge museet. Jeg havde hørt, at der var en permanent Søren Kierkegaard udstilling, og det var den, jeg ville se.
Min stedsans er helt til rotterne, og selv på et museum kan det være svært for mig at finde vej. Men endelig, dybt inde i museets hjerte, fandt jeg Søren Kierkegaard rummet. Det viser sig, at hovedparten af de ting, Kierkegaard ejede, ganske rigtigt er spredt for alle vinde. Men to af hans betydeligste møbler, skrivepulten og en palisander-piedestal, står her i rummet. De to ting er med til at vise, at Kierkegaard havde indrettet sig, som det omkring 1840 var skik og brug i bedrestillede familier. Som han selv siger:
Mishandlet på mange måder af pøbelagtighed og nysgerrighed har mit hjem været mig en trøst, det at have et behageligt hjem min største (jordiske) opmuntring.
Man bliver bevæget af at se Søren Kierkegaards skrivepult. Jeg gjorde i hvert fald. At tænke sig at denne mand, som har beriget vores liv med sine tanker og sin filosofi, har siddet her – og med sin fjerpen nedskrevet sine værker. Det synes jeg er fantastisk. Kierkegaard er jo ikke kun elsket for sine tanker og filosofi herhjemme. I hele verden er han kendt, og mange er begyndt at læse dansk på universitetet – ene og alene for at kunne læse Kierkegaards bøger på originalsproget.
Søren Kierkegaard holdt tjener og havde, når han ikke spiste på restaurant, en kone til at lave mad til sig. I en belastet arbejdsperiode var en sekretær ofte inviteret til at spise med. Hun skriver om en af middagene hos Kirkegård:
Vi fik hver dag suppe, uhyre stærk. Fisk og et stykke melon, hvortil et glas fin sherry; derpå kom kaffen ind. 2 sølvkander, 2 flødekander og en pose sukker, som hver dag blev fyldt på ny. Nu kom han (Søren Kierkegaard) sukker i til op over randen og hældte så kaffen derpå. Det morede ham hver dag uhyre meget at se sukkeret smelte, så var han saa glad. Kaffen var uhyre stærk, han ødelagde sig med den. Sukkeret var fra Sundorph, og nøjagtig den første i hver måned betalte han sig regning.
Søren Kirkegård havde en stor samling af uens kopper og holdt af at lade sine gæster vælge, hvilken kop de ønskede at drikke af.
I 1840 drog Søren Kierkegaard til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn. Kort tid efter at han var kommet hjem fra denne rejse, forlovede han sig med den ni år yngre Regine Olsen.
Forlovelsen opløstes godt et år senere og fik indgribende betydning for hans forfatterskab. I den lille udstilling på Københavns bymuseum findes der nogle personlige ting fra Søren Kierkegaards korte forlovelsestid med Regine Olsen. Forlovelsesringen, som han forærede hende, er af guld med fem diamanter. Da båndet brast mellem de to, og Regine sendte ringen retur til Søren, lod han den store og de fire små diamanter montere i form af et kors og bar ringen til sin dødsdag.
Et lille palisanderskab, som også stod i Kierkegaards hjem, og som i dag kan ses på bymuseets udstilling, har følgende historie, hvortil der er knyttet minder om tiden med Regine Olsen. Kierkegaard skriver i sine breve om palisanderskabet:
En palisander-piedestal har jeg selv ladet gøre, mens jeg boede i Nørregade på 1. sal. Den er efter min opgivne konstruktion, og denne igen efter anledning af et ord fra hende, den elskelige, i hendes vånde. Hun sagde, at hun gerne ville takke mig hele livet igennem for at måtte blive hos mig, om hun så skulle bo i et lille skab.
Med hensyn dertil er den dannet uden hylder. I denne findes alt omhyggeligt gemt. Alt hvad der minder om hende og vil kunne minde hende om mig.
Søren Kierkegaard skiftede, som det var almindeligt i København, bolig mange gange i løbet af sit liv. Han anvendte en betydelig del af sin formue på at indlogere sig i herskabelige lejligheder og på, at intet skulle hindre hans skribentvirksomhed.
Kierkegaard flyttede hjemmefra i 1837 og lejede sig ind i Løvstræde, oven på Reitzels Boghandel, og efter det følgende år at have arvet faderen, flyttede han til Kultorvet nummer 22. Indtægterne ved forfatterskabet dækkede kun delvis hans leveomkostninger. Efter 1839 måtte han næsten hvert år afhænde aktier og obligationer fra den fædrene arv.
Efter i 1840 at have bestået sin embedseksamen bosatte den nyforlovede teolog sig i Nørregade 38. Herfra vendte han i 1844 tilbage til det arvede barndomshjem på Nytorv, og efter at det var solgt, bosatte han sig i 1848 i Rosenborggade.
Årene indtil sin død i 1855 tilbragte han i lejede værelser i Skindergade 38. Han døde på Frederiks Hospital, Bredgade 70, hvor Designmuseet i dag ligger. I dette hus døde Søren Kierkegaard den 11. november 1855 står der skrevet på en mindetavle, der hænger på bygningen.
