Fredsmuligheder drøftes på internationalt møde i Amman

Jordan er i disse dage i verdens søgelys under et topmøde med deltagelse af Israels præsident Shimon Peres, den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, Jordans kong Abdullah II og USA’s udenrigsminister, John Kerry, der sammen vil prøve at afstikke en kurs for at få den afsporede palæstinensisk-israelske fredsproces tilbage på sporet.
Den 89-årige Peres – og ikke statsminister Binyamin Netanyahu – er Israels repræsentant på denne konference af “World Economiv Forum” (WEF), men de to mænd har nogenlunde samme udenrigspolitiske synspunkter.

Inden Peres’ afrejse til Jordan havde han en flere timer lang samtale med Netanyahu om, hvad Peres kan sige -og hvad han ikke kan sige – på topmødet.

Det ventes at ville komme til et sjældent ansigt-til-ansigt møde mellem palæstinensiske og israelske ledere på mødet i Jordan, hvor Peres i sin tale til de delegerede bl.a. opfordrede de to parter til at overvinde deres meningsforskelle og genoptage fredsforhandlinger.
– De to sider har ikke råd til at gå glip af denne lejlighed, sagde han. Det er tid for fred. Jeg mener, at der nu er en betydningsfuld mulighed for at engagere sig, ikke spilde tid, og vende tilbage til forhandlinger. En fredsaftale må baseres på en to-stats løsning, med en israelsk og en palæstinensisk stat side om side som gode naboer, der samarbejder økonomisk og bringer et budskab til den unge generation.

Fremtrædende Mellemøst-ledere deltager i WEF-konferencen, der finder sted ved Dødehavet, 55 km fra Amman.

Såvel Kerry som kong Abdullah vil spille en fremtrædende rolle i et nyt mæglingsforsøg.
Kerry, som mødtes med israelske og palæstinensiske ledere i de sidste dage, siger, at begge sider må træffe vanskelige beslutninger for at nå frem til direkte forhandlinger.

Peres’ rolle

Peres er en stærk støtte af fred med palæstinenserne, og selv om han som præsident ikke spiller nogen politisk rolle, men en ceremoniel, må man ikke underkende, hvad hans tilstedeværelse på konferecen kan føre til for at få fredssamtalerne igang påny. Han har givet fået et vist mandat af Netanyahu til at forhandle på Israels vegne.

Der er planlagt et møde for Peres med den jordanske monark og – hvis det kan lade sig gøre – med Abbas.

Shimon Peres mødtes med kong Abdullah af Jordan.

Den palæstinensiske forhandlingschef, Saeb Erekat, siger, at “Peres ikke kan træffe politiske beslutninger”.

Adspurgt om Peres’ udtalelse om, at flertallet af israelere støtter en tilbagevenden til 1967- grænserne, sagde Erekat, at det er den israelske regering, snarere end præsidenten, som er ansvarlig for at drøfte politiske anliggender.

Erekat sagde, at Israel må trække sig tilbage til grænserne af 1967 og standse bosættelsesbyggeri – og at dette ikke er forudgående betingelser, men snarere forpligtelser.

En væsentlig grund til at Peres er Israels repræsentant på denne konference. er hans visioner om en forbedret økonomi for hele Mellemøst-området, som han har givet udtryk for på tidligere internationale økonomiske konferencer, bl.a. i Davos.

Kerry

Ved afslutningen af sit besøg i Israel for få dage siden prøvede Kerry at forklare, hvorfor han investerer så megen af sin tid med at forsøge at forny fredsprocessen.
Kerry svarede:
– I hvert eneste land, jeg har besøgt – Kina, Japan, europæiske lande og stater i Persergolfen – og på mine møder med udenrigsministre fra Brasilien og New Zealand, var det første emne der kom på tale den israelsk-palæstinensiske konflikt.
– Det er en global bekymring, sagde han.

Kerry har i de sidste to måneder haft mindst 10 samtaler med Netanyahu og Abbas, pr. telefon eller under et personligt møde. Det ventes, at Kerry vil vende tilbage til Jerusalem og Ramallah om kort tid, men han mener, at parterne nu har fået mest muligt ud af samtalerne med ham, og at bolden nu er på deres banehalvdel.

Han gjorde det klart over for Netanyahu og Abbas, at han forventer deres svar i løbet af en til to uger – og han sagde, at han har andre ansvarsområder som udenrigsminister end konflikten i dette område.

Den store israelske avis, “Ha’aretz”, skriver idag, at forhandlinger først og fremmest vil dreje sig om grænserne for en fremtidig palæstinensisk stat og sikkkerhedsarrangementer for Israel.