Adventisterne har 150 års jubilæum

De 200 skuffede i 1844 er blevet til 17 millioner adventister, som forventer Jesu genkomst, skriver kronikøren.
Syvende Dags Adventisterne fejrede globalt deres 150 år jubilæum ved gudstjenesterne den 18. maj 2013. Det tilkendegiver, at 200 skuffede i 1844 gennem årene op til 2013 er vokset til 17 millioner forventningsfulde kristne, tilhørende 65.000 kirker i 209 lande.Af Børge Schantz, ph.d.
Forfatter og præst, Bjæverskov

Bevægelsen havde sin rod i de mange interessante kontroversielle og omfattende åndelige vækkelser i Amerika omkring 1800-tallet.
Det nye kontinent med indvandrere fra Europa oplevede en brydningstid med tekniske fremskridt. Men der var også et religiøst, kristent resultat af immigrationen. Indvandrere fra Europa kom ikke alene med mange sprog og kulturer. De bragte også med sig forskellige kristne traditioner, som i visse tilfælde havde været statskirkernes monopol og derfor i mange tilfælde ikke nydt fuld religionsfrihed. Der var indvandrerne, som principielt var flygtet fra åndelige monopoler.

Det nye land med fuld religionsfrihed gav anledning til dannelse af nye kirker og sekter. Blandt de mest kendte var Mormonerne, Christian Science og Spiritisterne.
Men også traditionelle kristne samfund fra hjemlandene, som lutheranere, anglikanere, metodister og baptister, fik i Amerika muligheder for nye og interessante initiativer. Den nye situation gjorde, at immigranter og deres efterkommere kunne mødes under mere private forhold som lægfolk og dække deres åndelige vakuum med bibelstudier.

Blandt disse mange grupper var William Miller (1782-1849), en fremtrædende personlighed, som ret ”økumenisk” sammen med metodister, baptister og presbyterianere studerede Bibelens profetier om de sidste tider og Kristi genkomst.
Grundigt granskede de både Gamle og Nye Testamente og kom til det resultat ud fra de bibelske tidsprofetier, at Kristi Andet Komme ville finde sted den 22. oktober 1844. De prædikede deres dommedagsbudskab med iver og med overbevisning i New England og fik en forbavsende stor gruppe, anslået til mere end 100.000 medtroende, som med større eller mindre personlig indsats gjorde sig rede til Genkomsten.

Men Kristus kom ikke igen. Og den 23. oktober 1844 måtte titusinder skuffede og forlegne troende tilbage til hverdagslivet. De fleste forlod bibelstudiegrupperne og fandt tilbage til deres lokale kirker.
Imidlertid var der en gruppe på omkring 200, der hævdede, man havde blot havde taget fejl af datoen. De isolerede sig og fortsatte intense bibelstudier. Selve læren om Genkomsten stod fast, men fastsættelsen af en bestemt dato var u-bibelsk.

Imidlertid fandt de, i deres fortsatte intensive studier af både Gamle og Nye Testamente, andre bibelske lærepunkter, som de mente kristne kirker havde overset.
Især hviledagsspørgsmålet fik deres interesse, og de blev overbevist om, at sabbatten (den syvende dag, lørdagen) er den eneste hviledag, Bibelen taler om. Kirkehistorien bekræftede, at søndagen blev lov på befaling af kejser Konstantin 312 e. Kr. Som tiden gik, fik de tilmed en ny forståelse af dåben, udødeligheden og helvedeslæren. Senere fandt man frem til Bibelens lære om sund levevis samt den kristnes økonomiske forpligtelser.

Bibelstudenterne tilhørte baptisterne, metodisterne og andre evangeliske protestantiske kirker og de havde ikke til hensigt at stifte et nyt kirkesamfund. De følte, de havde samme opgave som Martin Luther, der ønskede at reformere den katolske kirke indefra.
Erfaringen blev dog på samme måde, at det var enkeltpersoner, der tog imod deres vidnesbyrd om forsømte, måske oversete, bibelske teser. De søgte så sammen i ”uorganiserede” konferencer, hvor ligesindede mødtes og styrkede hinanden i nyfundne trospunkter. Mangelen på organisation med fast ledelse førte dog også med, at selvbestaltede prædikanter ofte stod frem med afvigende forkyndelser og skabte forvirring og splid.

Ellen G. Whites profetier, forfatterskab og rådgivning fik stor betydning for organiseringen af adventisterne og deres teologi. Hun var bla. fortaler for vigtigheden af at være vegetar.

I Apostlenes Gerninger berettes det, at nye menigheder blev stiftet af personer udstyret med nådegaver som apostle, hyrder, lærere og profeter. Adventistpionererne havde indsigtsfulde folk, der tjente som apostle, hyrder og lærere. De var nødvendige for ordets forkyndelse, fortolkning og omsorgen for medtroende.
Den profetiske nådegave fik man, da en ung kvinde, Ellen G. White (1827-1915), fik en enestående indflydelse på gruppernes normalisering og samfundets første 50 års historie ved sine råd og omfattende forfattervirksomhed.
I 1863 blev det nødvendigt for overlevelse, at man fik et struktureret samfund med doktriner, som der var enighed om, valgte ledere og de nødvendige regler.

De advent-troende grupper bestemte sig for at blive organiserede efter mange debatter og indre stridigheder. Spørgsmålet var der dog for nogle, at når vi nu forkynder, at vi står lige overfor Jesu genkomst, hvad skal vi så med en organisation?
For trods alt fandt stiftelsen af det nye samfund sted midt under den amerikanske borgerkrig for slaveriets ophævelse (1861-65), som de advent-kristne ikke viste meget interesse for, idet man mente, at Jesu Genkomst ville løse slaveri-problemerne.

3500 medlemmer fra de nordvestlige amerikanske stater organiserede sig og fik legal status. De tog navnet Syvende Dags Adventister, som i tre ord forkyndte deres hovedbudskab, som en reformbevægelse blandt kristne.
Navnet rummer hele menneskeslægtens historie fra Skabelsen (Sabbatten) til Genkomsten (Adventen). Med organisationen begyndte også udviklingen fra at være en amerikansk sekt til en verdenskirke.

I Missionsbefalingen (Matt 28: 18 – 20) skal evangeliet gå til hele verden. Dog mente den lille skare, at man jo havde hele verden samlet i Amerika. Europa var rigt repræsenteret ved immigranterne, Afrika ved slaverne og Asien ved bl. a. kineserne, der arbejde på jernbanerne i det vestlige Amerika.
Imidlertid følte de nye troende med stærke bånd til deres europæiske hjemlande, at det nyfundne adventbudskab også skulle forkyndes i deres hjemlande. Senere blev immigranter sendt til Europa, Australien og Sydafrika som pionerer.

En indvandrer fra Langeland med det amerikanske navn John G. Matteson vendte hjem til Danmark i 1877 og stiftede de første Adventkirker.
Adventisterne grundlagde i 1898 Skodsborg Badesanatorium, som blev en betydningsfuld banebryder på fysioterapiens område. Adventisterne har 40 menigheder, de fleste med kirkebygninger, men oplever som andre traditionelle samfund en stilstand i menighedsvæksten.

Først i 1890’erne begyndte adventisterne med global mission i ordets bedste betydning. Indtil da tilhørte medlemmerne, inklusive de nyvundne på fire kontinenter, den hvide race. De nyoprettede hjemmebaser blev brugt som missionsbaser. Europa sendte missionærer til Nordafrika og Mellemøsten. Sydafrika sendte til kontinentet syd for ækvator, og Australien til Asien og øerne i Stillehavet. Nordamerika sendte til Sydamerika samt støttede alle baserne.
En væsentlig del af missionsprogrammerne var hospitaler, klinikker og skoler. ADRA (Adventist Development and Relief Agency), et selvstændigt NGO-velfærdsprogram, blev startet i 1956. Efter 150 år forvalter kirken globalt omkring 8000 læreanstalter fra grundskoler til universiteter, over 800 sundhedsinstitutioner samt forlagshuse og fødevarefabrikker.

I dag har man medlemmer i 203 af verdens 229 lande. Den store vækst i dag finder sted i landene syd for ækvator. Områder, som for få år siden blev betegnet missionsmarker, udsender nu selv missionærer.
Pionererne for 150 år siden troede fuldt og fast, at Genkomsten var lige for døren. Ventetiden, nu på over 150 år, blev så en periode, hvor man med mission og velfærdsarbejde indfriede evangeliets ord ”arbejd… indtil jeg kommer”.
Ordet Advent er stadig i bevægelsens navn. Men forkyndelsen blev med årene tilpasset omgivelsernes behov. Medlemmer, ledere og teologer fra de mange kulturer nødvendiggjorde vedvarende dialog om doktriner, kirkevækstprocedurer og administrationsformer, som holder trit med udviklingen. Der debatteres i nogenlunde samme stil som i årene før 1863, men nu indenfor kirkens rammer.
Kirken fejrer sit 150 års jubilæum med det problem, at Genkomsten skulle have fundet sted for syv generationer siden. Men med den forhalede dato fulgte en talmæssig fremgang, administrative justeringer og doktrinære tilpasninger.
De 200 skuffede bibelstudenter blev til 17 millioner stadig-forventende-advent-troende, som kan fejre 150 års jubilæum.
(Forfatteren har arbejdet for Adventkirken som præst, administrator, lærer, sidst på Loma Linda Universitetet i California).