Mange kirker på Folkemødet

12 kirker og kirkelige organisationer deler teltet ”Mellem Himmel og Jord” på Folkemødet i Allinge.I år er det 12 kirker og kirkelige organisationer, som står sammen om teltet ”Mellem Himmel og Jord” på Folkemødet i Allinge den 13.-16. juni.

Selvom Folkemødet i Allinge på Bornholm kun har eksisteret et par sæsoner, ønsker flere og flere kirker og kristne organisationer at være til stede der.

De landsdækkende kirkelige organisationer, som fx Dansk Missionsråd og Folkekirkens Nødhjælp, nyder godt af, at tre lokale frikirker og den lokale folkekirke står for det praktiske. 30-40 lokale kristne er i aktion i dagene omkring Folkemødet for at sørge for rammerne – og kaffe og kage til de hundredvis af gæster, som forventes i teltet. Koordinator for teltet er pinsemanden John Mester fra Allinge. Han fortæller, at der sidste år serveredes 2000 kopper kaffe. I år er der købt 2500 kopper.

Kristne er frivillige

Kirkernes Integrations Tjeneste er med for andet år i teltet ”Mellem Himmel og Jord”. Hans Henrik Lund fra KiT siger:
”Vi deltager, fordi vi synes, Folkemødet er et relevant sted, hvor kirkerne har en mulighed for at møde andre samfundsdebattører. Vi synes, det er vigtigt, at kirken ikke holder sig ude af den offentlige debat.”
I teltet vil der i løbet af de tre dage bliver afholdt seks debatter, som forskellige organisationer står for.
KiT holder bl.a. en om frivillighed i fremtidens velfærdssamfund. ”Vi vil specielt have fokus på, hvad kirken kan bidrage med. Hvor går grænsen mellem kirkernes og kommunernes roller?” spørger Hans Henrik Lund.
En tredjedel af frivillig-Danmark kommer med en kirkelig baggrund. Det er åbenbart motiverende at vokse op i en kirke. Man er vant til at tage fat og tage ansvar, når der er nogle behov.

Verdens vigtigste bog

Bibelselskabet er også med for anden gang. Preben Schousboe, leder af medlemsservice, siger:
”Bibelen er efter vores mening Verdens Vigtigste Bog. Bibelen er en kulturbærer.
Kirken og de kirkelige organisationer har så meget godt at bringe vore medmennesker i 2013. Derfor glæder vi os til mødet og samtalen med det enkelte menneske under Folkemødet 2013.”

Fokus ud i verden

Mission Øst er med for første gang.
”Vi deltager i Folkemødet på Bornholm, fordi det er et oplagt sted at møde politikere, almindelige danskere og andre organisationer for at diskutere nød- og udviklingshjælp, NGO’ernes rolle, og hvad Danmark kan og skal i udviklingssammenhænge”, siger generalsekretær Kim Hartzner og fortsætter.
”Demokrati forudsætter diskussion, og det vil vi bidrage til. Mission Øst afholder to møder, hvor vi lægger op til debat om, hvorfor vi skal hjælpe befolkningen i Nordkorea og om, hvorfor vi skal hjælpe nogle af verdens mest isolerede befolkningsgrupper i eksempelvis Nepal.”

Gudstjeneste på P1

I år holder frikirkerne og folkekirken sammen en stor økumenisk gudstjeneste søndag på Kæmpeløkke-stranden – i teltet Stilhedens Katedral. Her taler biskop Peter Skov-Jakobsen. Han siger:
“Vi vil gerne bekende troen sammen med de øvrige kristne trossamfund og vise, at vi kan være fælles. Vi er mangfoldige, har forskellige traditioner, og vi kan alligevel fejre gudstjeneste med hinanden. Vi færdes med respekt for hinanden og respekterer hinandens forskellighed.”
Ved gudstjenesten deltager lokale musik-kræfter fra både Folkekirken og frikirkerne. Gudstjenesten transmitteres direkte i DR P1 søndag den 16. juni kl. 10.
Eva