Det bliver godt for både os og kirken

Efter 20 år som ledere i Kolding Kirkecenter er
Grete og Flemming Petterson klar til noget nyt.- Det bliver godt både for os selv og for menigheden at få nogle nye mennesker ind, fortæller Flemming Petterson.

Grete og Flemming Petterson

Han og hustruen Grete har nemlig besluttet, at efter 20 år som præstepar i Koldings Kirkecenter er det tid til at drage videre.

Har holdt dørtærsklen lav

Ægteparret, som begge er midt i tresserne, var selv med til at plante menigheden i begyndelsen af halvfemserne.
– Vores kald gik nok mest på at plante, men vi har også været glade for at være en del af den mere ordinære menighedspleje, fortæller Flemming.
– Og indenfor menigheden har vi også haft mulighed for at bruge vores gaver til at sætte nye ting igang, forklarer han og fortæller om Kolding Aftenskole, hvor Kirkecentret har skabt et tilbud med plads til byen, men som stadig er knyttet til kirken.
Der er mange gode oplevelser knyttet til tiden i Kolding Kirkecenter for Flemming og Grete Petterson.
– Både i kontakten med de kirkevante, men ikke mindst de ikke-kirkevante, hvor vi har fået lov til at opleve, at vi har kunnet være med til at holde dørtærsklen lav og møde dem menneske til menneske. Samtidig har det også været givende at se forskellige medlemmer af kirken vokse ind i lederansvar.
– Men det har også nogen gange været det hårdeste, når de så er rejst videre. Fordi vi selv har så stort hjerte for Kolding, er det svært at bære. Men det er jo vilkåret, når vi tjener i Guds rige fremfor den enkelte menighed, forklarer han.

Ikke bænkevarmere

Derfor håber Flemming også, at der bliver mulighed for, at de kan blive i Kolding og tjene ud fra menigheden, når der er en dag er fundet en ny leder.
Foreløbig har ægteparret bekendtgjort, at de stopper deres tjeneste senest til sommeren 2014, og at de ikke har tænkt sig at blive bænkevarmere.
– Vi er stadig friske på noget nyt. I princippet er vi åbne for hvad som helst. Lige nu bruger vi en del tid på at bede over, hvad Gud vil.
– For uden hans kald ville vi ikke have klaret udfordringerne de sidste mange år, forklarer Flemming og hans hustru.