Bag Jerusalems mure:
Udfordringen på besøg i palæstinensisk menighed

Palæstinensiske kristne er klemt mellem jøder og muslimer. Men troen lever… Af Svend Løbner, Jerusalem

Bag Jerusalems mure lever en palæstinensisk menighed, skjult for omverdenens blitzende kameraer. Udfordringen besøgte den i søndags.

Dens 100 medlemmer samles i den muslimsk kontrollerede gamle bydel, „til arabisk tid“ som menighedens pastor Jim udtrykker det, dvs. omkring en halv time efter programmet.
Jim vil gerne interviewes, men en anden gang, og vi må ikke fotografere. De kristne palæstinensere er klemt – som en lus mellem to negle: ortodokse jøder og fundamentalistiske muslimer. Derfor må vi gerne fortælle om deres arbejde – for de går selv modigt og åbent til værks – men vi må ikke fotografere enkeltpersoner, som derved kan risikere at blive forfulgt.
Menigheden er ung og gammel på samme tid. Gammel, fordi den blev startet af amerikanske missionærer i 1950’erne – ung, fordi de fleste medlemmer er børn, unge og unge familier.

Længere kom vi ikke med kameraet: Den palæstinensiske menighed har lånt lokaler hos Nasaræerkirken i Østjerusalem

Pastor Jim sætter sig hen til keyboard’et og får på forunderlig vis klemt de karakteristiske arabiske toner ud af det vestlige instrument. En overhead med arabisk skrift smækkes på projektoren, og de unge synger lovsangene – fra højre mod venstre – med en indlevelse der sjældent ses i danske kirker.
Her er troen en pris. For selv om de fleste medlemmer er vokset op i kristne katolske familier og derfra fået en mere personlig evangelisk tro, bor de stadig klods op ad muslimer, måske endda unge netop udklækket fra PLO’s træningslejre.

Højdepunktet i gudstjenesten i det tætpakkede lokale er prædikenen. Jim har tandpine, så en stedfortræder skal prædike. Han har valgt sin tekst fra Paulus’ brev til Romerne, kap. 6, vers 13 og 16, en passage, der pludselig får helt ny mening i en konfliktzone, hvor atmosfæren er ladet med fjendskab, og en gnist nemt kan få det hele til at eksplodere:
– Stil ikke jeres lemmer til rådighed for synden, så det fører til uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber, lyder ordene fra Paulus.
Menighedens unge skal være anderledes end den vrede pøbel, der så ofte vises på tv. Deres højeste mål skal være at ære Gud – men hvordan, spørger prædikanten.
– Kan vi overhovedet give Gud noget. Kan vi komme frem andet end tomhændede. Vore evner har han skabt. Vore penge er dybest set hans. Og al vor kundskab og visdom er ingenting i sammenligning med hans. Hvad skal vi give ham? Giv ham dig selv, dine lemmer, din tunge, råber prædikanten.

Norske Karin Riske er ansat ved Det palæstinensiske Bibelselskab og tager ud på skoler med bibeldrama

Og det er just, hvad de palæstinensiske kristne i Østjerusalem gør. De deler mad og tøj ud til de fattige. De har et hjælpearbejde blandt narkomaner – i øvrigt ledet af en tidligere PLO terrorist – og de tager ud på skoler med Det palæstinensiske Bibelselskab og opfører bibelske dramastykker:
– De er fantastisk modige, og menighederne arbejder helt åbent, fortæller Karin Riske, norsk volontør og den, der har introduceret mig til menigheden. – Men de driver ikke pågående evangelisation.
Dramastykkerne handler om de bibelske beretninger og taler for sig selv. Deres motto er at „leve Bibelen ud“…
Den palæstinensiske menighed er vokset en hel del de senere år – så meget, at pastor Jim, stærkt inspireret af kirkevækstbevægelsen, sidste år delte menigheden op i to. Så der, foruden menigheden bag Jerusalems mure, også er en menighed i omdiskuterede palæstinensiske områder udenfor Jerusalem.