25 år på Grønland var ikke forgæves

Ulla og John Østergaard fik lov at se frugten af deres egen og andre missionsindsats på Grønland.
Ulla og John Østergaard Nielsen rejste til Grønland første gang for 26 år siden. Overbevisningen om, at de havde et kald, hjalp dem gennem udbrændthed og besværligheder. Nu ser de frugten af deres livslange arbejde.

Ulla og John mødte hinanden i Odense, hvor han var vokset op i Apostolsk Kirke.
Fra barnsben havde han en drøm om at blive missionær. Sammen med andre unge organiserede han en informationsgruppe om kirkens mission.
– Vi skaffede lysbilleder og small-film hjem fra missionærerne, som vi så viste rundt omkring i menighederne for at skaffe opbakning, fortæller han.
Ulla uddannede sig til sygeplejerske, mens John blev uddannet som lærer. De blev gift i 1981.

Tønder eller Grønland?

– Efter et par år begyndte jeg at føle et kald eller en uro. Det endte med, at vi henvendte os til kirkens missionsudvalg og spurgte, om de kunne bruge os til noget. De svarede, at vi kunne tage til Tønder og stå for en menighed der, eller rejse til Grønland, fortæller han.
– Vi syntes, Grønland lød mest spændende, selv om jeg nok havde forestillet mig, at vi skulle til Zambia. Men vi besluttede at søge et lærerjob ved Grønlands hjemmestyre, så vi i fritiden kunne være missionærer. Vi fik jobbet og rejste derop med vores første to børn, Mette og Lene. Senere kom Hanne til.
Det blev til tre år, før vi rejste hjem igen i 1989. Jeg var nok lidt udbrændt efter at have arbejdet som dansklærer 36 timer om ugen og ved siden af have stået for pionerarbejdet. Vi boede også i kirken. Der var kun en håndfuld grønlændere i menigheden, og der var næsten ingen vækst.
Andre havde arbejdet før os – og heller ikke haft de store resultater.

Profetisk kald

– Men der var ingen afløsere, og efter to år hjemme fik vi på Sommerstævnet i 1992 et profetisk kald til at vende tilbage. Der var simpelthen én, der profeterede, at vi skulle vende tilbage og ikke bekymre os om noget, for vi ville også få medhjælpere.
Vi kunne nu vende tilbage med en løn og arbejde fuldtids i mission.
Nu skete der en stille vækst i menigheden, hvor vi efterhånden var 30-40 omkring år 2000. Men så begyndte der at ske noget mere.

Tillid og enhed

Måske begyndte det med, at vi skandinaviske missionærer på vestkysten mødtes til en årlig samling i Nuuk. Der blev gennem årene opbygget tillid mellem de svenske, norske og danske missionærer fra frikirkerne. Her blev vi i år 2000 enige om at slå de forskellige menigheder sammen i én fælles frikirke med det grønlandske navn Inuunerup Nutaap Oqaluffia. Baggrunden var, at der blev stadig færre missionærer, og vi ville gøre det lettere for grønlænderne at overtage.
– I 2002 havde vi i menigheden i Nuuk en række møder med Hans Berntsen, hvor der skete mange mirakler. Det førte til en del omtale i medierne, og Hans Berntsen fik mulighed for at bede for lytterne i Radioavisen. Herefter fik vi rigtig mange henvendelser. En måned efter udsendelsen måtte vi stadig sørge for fast telefonpasning for at tage imod de mange henvendelser fra mennesker, der ønskede forbøn og kontakt. Kirken i Nuuk voksede meget hurtigt fra ca. 30-40 medlemmer til nu næsten 120. Vi byggede en ny kirke til 170, og den er nu snart igen for lille.

Mission i nye byer

Da Berntsen igen var på besøg i Nuuk i 2004, kom der næsten 1.000 mennesker, men det medførte ikke samme vækst som første gang. Til gengæld er der mere goodwill i befolkningen overfor frikirken end tidligere.
Teams fra menighederne tog på missions-fremstød i nye byer, og her skete både helbredelser og andre mirakler. I Uummannaq blev man overrasket over, at 80 mennesker mødte op til et evangelisk møde på skolen. Man havde kun medbragt to kander kaffe, men selv om de 80 grønlændere drak spandevis af kaffe, var de stadig kaffe på kanden, da de alle var gået…
I dag er der menigheder helt oppe fra Qaanaaq nord for Thule og nedover Kullorsuaq, Upernavik, Uummannaq, Illulissat, Qasigiuannguit, Aasiaat, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Qaqortoq, Nanortalik og Tasiilaq.
Ikke alle menigheder er lige store, et par af dem er kun husgrupper, men der kommer hele tiden nye mennesker til.

Radioer i tolv byer

– Det med radioen kom bare til os som en gave, uden at vi selv havde tænkt over det. Først fik vi besøg af canadieren Allan McGuirl fra Galcom, der arbejder med kristen radio. Han gav os ideen til at oprette en radio.
Kort efter fik vi en henvendelse fra Radio Lindin på Færøerne. De vidste ikke noget om besøget fra Canada, men de indsamlede nu 260.000 kr. og kom selv og opførte en radiostation i løbet af 14 dage i de lokaler, jeg havde bygget til dem.
Vi fik sendetilladelse i Nuuk. Og Galcom og andre hjalp os med udstyr, så vi også kunne oprette lokale radioer i elleve andre byer hele vejen op langs kysten. Radioerne modtager programmerne fra Nuuk over internettet og kan så tilføje lokale udsendelser.
Det er en fantastisk mulighed, som bare kom dumpende ned til os. Her sendes nu dagligt kristen musik, gudstjenester, andagter, og mennesker fortæller deres livshistorier.
Samtidig er de fleste verdslige lokalradioer gået ned, så mange lytter til radioerne, fortæller John.

Sommerkonferencer

Grønlands Frikirke har netop haft sit årlige sommerstævne. I år var det i Maniitsoq (på dansk Sukkertoppen), og hertil var ca. 100 rejst fra de fjerneste egne for at møde andre kristne. Også fra byen deltog ca. 100 lokale i konferencen og i de udadvendte aftenmøder. Mange nye ønskede at tage imod Jesus i deres liv, og mange blev også helbredt for fysiske sygdomme og lægt for psykiske traumer. Bl.a. rejste en kvinde sig fra kørestolen efter i tre år at have været totalt lammet i den ene side efter tre hjerneblødninger.

Afløsning – ikke endnu

John og Ulla er nu 57 år og er begyndt at tænke på, hvornår de skal trække sig. Men det er ikke så enkelt. For selv om kirken nu er selvstændig, så er de med til at trække i mange tråde.
– Udfordringen er at opfostre og opbygge nye ledere, som kan tage over. Det meste af arbejdet bliver nødt til at foregå frivilligt. Men gennem de senere år har kirken kunnet betale ca. halvdelen af min løn, og vi håber, at kirkens medlemmer efterhånden vil kunne bidrage mere til de udgifter, der er, når støtten udefra forsvinder. Til gengæld har vi heller ingen gæld.
Vi har også oplevet, at vi har fået det, vi skulle bruge. Vi manglede engang 30.000 kr. Og Ulla gik tre gange ned til postkassen for at se, om der ikke var kommet noget. Og til sidst lå der også en check fra en amerikaner, som havde følt, at Gud sagde, han skulle sende 30.000 kr.

Et mandat fra Gud

– Har I aldrig haft lyst til at opgive arbejdet eller tvivlet på, at I skulle være her?
– Nej, det har vi egentlig ikke for alvor, for vi har følt, at vi havde et mandat til dette arbejde. At det var her, Gud ville have os. Der var da en periode, hvor vores tre piger – Mette, Lene og Hanne – var blevet store og flyttede til Danmark, hvor vi begyndte at tænke på, om vi også skulle flytte derned.
Engang for vel 10 år siden, hvor vi gik og overvejede det, talte Jørn Hyldgaard på Apostolsk Sommerstævne i Kolding. Han kendte ikke noget til os eller vores overvejelser. Men midt under sin prædiken stoppede han pludselig og pegede på os. Han havde et ord til os. Vi skulle fortsætte, og Gud ville sende nye medarbejdere.
Og der kom faktisk også flere nye fra både Danmark og Grønland og hjalp.

Elsker grønlænderne

John og Ulla sætter stor pris på grønlænderne og den grønlandske natur. Når der er brug for at slappe af fra arbejdet, tager de gerne ud i den hytte, som John har bygget ca. en times sejllads fra Nuuk. Hytten ligger ned til noget godt fiskevand, og her behøver John kun at sætte garnene i vandet, så strømmer fiskene ind i det.
Ligesom grønlænderne holder John også af at gå på jagt, bl.a. efter de store grønlandske rensdyr, som lever i vildmarken. Kulden og de mange afsavn fra familien og den vestlige civilisation forhindrer ikke John i at fastslå:
– Grønland er et dejligt land, og vi elsker at bo her.