En dynamo fylder 60 år
Folk tror som regel, at Bjarne Nederby Jessen er yngre. For han er ungdommelig af sind og meget dynamisk. Nu vender han hjem til Danmark efter 13 år på Grønland. Klar til at kæmpe for en plads i FolketingetDu har set hans navn mange gange, hvis du læser anmeldelser i Udfordringen eller kender til Missionsforbundets arbejde på Grønland – eller har krydset et af Bjarne Nederby Jessens andre varme spor.
Han er en dynamo på tres år. Ja, man tror det ikke, for han er fyldt med ungdommeligt gå-på-mod som få.
Da han i 1979 stillede op til landsformand for Kristeligt Folkeparti, vandt Flemming Kofod-Svendsen. Men folk sagde til den unge Bjarne: Din tid kommer. Du er jo ung endnu! – De forestillede sig ikke, at den unge mand med pandehår og murerskjorte var lige så gammel som den noble Kofod-Svendsen.
– Men det var måske godt, at jeg ikke blev formand, for så var jeg nok ikke kommet til Grønland, siger Bjarne idag.
– Og Kofod-Svendsen er en ihærdig og seriøs politiker, som jeg respekterer meget.
Bjarne Nederby Jessen er født 29. april 1944 i Silkeborg, samme dag som prinsesse Benedikte. Den gang var det meget vigtigt, at kongeparret fik en søn. Så Bjarnes mor sagde altid: Det var mig, der fik prinsen! husker han.
Prinsen kom til København og tog lærereksamen fra N. Zahles Seminarium i 1967 og fandt sin prinsesse, svensk-fødte Kerstin, som er socialpædagog. Parret fik fem børn – heraf en adopteret blind thailandsk dreng, David.
Bjarne var i mange år leder i kristent børne- og ungdomsarbejde; han var lejrchef på mange teenage- og ungdomslejre og med i Missionsforbundets Ungdoms landsledelse i 60´erne og 70´erne. Ved siden af studierne var han redaktør af Missionsforbundets Ungdomsblad Kristen Ungdom og derefter redaktør af Missionsforbundets blad Morgenstjernen 1975-1987.
Han elskede at undervise som lærer på Enghaveskolen i Frederiksværk, men han havde også en anden stor interesse:
Bjarne har altid haft en glubende appetit på bøger. Allerede i 1972 føjede han en ekstra uddannelse til som skolebibliotekar fra Danmarks Lærerhøjskole og tog desuden en lang række kurser om litteratur og skolebiblioteker.
Han fortsatte som lærer samme sted frem til nytår 1984, men en stor del af årene som skolebibliotekar.
Nu blev han skolebibliotekskonsulent i Frederikssund kommune og samtidig skolebibliotekar på Åbjergskolen i Frederikssund indtil 1991, hvor han og Kerstin lagde deres liv helt om. Men inden da havde Bjarne været med i meget andet:
I 1972 opstod nemlig Kristeligt Folkeparti, og det var kun 14 dage gammelt, da Bjarne kastede sig ind i partiet med al sin energi. Han var med til at starte partiet op i Frederiksborg amt og blev amtsformand.
Han sad i hovedbestyrelsen – eller rettere: stod, for han talte ofte og var med i det ledende forretningsudvalg.
Som folketingskandidat i Frederiksværk- og Helsingørkredsen var han så ivrig, at han fik den gode Kolding-kreds, som kan give valg, hvis partiet blot går en smule frem. Og Bjarne var myreflittig. F.eks. gennemførte han en valgkamp på tandemcykel i Vejle amt. Han skrev stakkevis af læserbreve og lå i fast rutefart fra Sjælland til Jylland for at holde møder for selv den mest forkølede lille flok.
Desuden var han f.eks. formand for partiets pædagogiske udvalg, sad i Krogerup Højskoles repræsentantskab og i repræsentantskabet for Statens Kunstfond.
Her foreslog han, at kristne forfattere som Poul Hoffmann og den færøske Adrian Johansen kom på finansloven. Senere bakkede tv-manden Jørgen Thorgaard op om Hoffmann med en kronik, der anklagede kultur-magthaverne for bevidst at overse en af vore betydeligste forfattere, blot fordi han var kristen. Og Hoffmann fik trods alt et mindre legat. Men det vigtigste var, at Bjarne fik sat fokus på uretfærdigheden.
I slutningen af 1980erne mindede Kerstin sin hyperaktive mand om, hvad de havde talt om, da de blev forlovet.
– Vi havde begge et kald til at rejse ud som missionærer. Men da Kerstin mente, det var Congo, og jeg troede, jeg skulle til Thailand, gjorde vi ikke straks alvor af det.
Vi lagde også mærke til, at mange unge familier måtte vende tidligt hjem pga. børnene. Derfor besluttede vi vente, til børnene var fløjet fra reden. Nu var tiden kommet.
Vi stillede os til rådighed – uanset hvor de havde brug for os. Vi talte om Congo og Kina, men det endte med Grønland.
Og det blev bekræftet for os ved, at vi begyndte at interessere os for Grønland. Når vi mødte grønlændere på gaden, bankede hjertet osv.
Vi forberedte os ved at melde os ind i en grønlandsk forening i Nordsjælland. Gennem to år lærte vi grøn-lændernes kultur, deres humor, mad, sange osv. at kende.
Vi læste også eskimologi på universitetet, men efter et par måneder droppede vi det igen. Vi kunne ikke lære sproget så hurtigt, og vi kan stadig ikke tale det rigtigt, selv om vi efter 13 år forstår meget.
I 1989 rejste vi på besøg, og to år efter flyttede vi derop.
Bjarne nedlagde nu alle sine tillidsposter i partiet.
Helt i ro kunne han dog ikke holde sig. I Illusiat var Bjarne med i redaktionen af lokalavisen Iluliarmioq fra 1992 og redaktør fra 1997-2002, samt formand for Illusiat Museum 1992-2003.
– Det blev 13 helt vidunderlige år, fastslår Bjarne, som fortæller om verdens største isbræ og isbjerge, der driver forbi stuevinduet, om sejlture med Kerstin i midnatssolen, om ture på snescooter i det pragtfulde landskab…
Men fremfor alt handler det om mennesker, der kom i kirken eller ungdomsklubben og blev hjulpet til et bedre liv.
Da socialinspektøren var til jubilæum for nylig, genkendte hun ansigt efter ansigt i kirkens kor, som tidligere havde været klienter med masser af dybt alvorlige problemer. Nu havde de mødt kraften i troen på Jesus og var blevet fri og forandrede.
Den kristne gruppe ønskede at blive en del af den nye grønlandske frikirke.
– Vi er ligeglade med, om det er apostolsk, pinse- eller missionsforbund. Vi vil have vores egen kirke, sagde de. Og det er blevet en karismatisk kirke på deres egne betingelser, fortæller Bjarne. Han blev præst og fik lov at opleve vækst og vækkelse på Grønland og mange guddommelige helbredelser på både krop og sjæl.
– Alt det havde vi slet ikke regnet med, da vi kom herop.
Pladsen tillader desværre ikke at gengive nogle af de mange gribende person-historier om mordere og mennesker med dybe traumer, som nu er aktive i kirken. Men vi bringer en større artikel næste uge om den spændende nye vækkelse blandt inuitter.
To af sønnerne, Joel og Thomas, har begge besøgt forældrene og fundet hver sin kone deroppe. De tre øvrige, Kisbeth (ja, det hedder hun), Heidi og David bor alle i Frederiksværk-området, og dem glæder Kerstin og Bjarne sig nu til at være mere sammen med. Ikke mindst børnebørnene!
Og så vil Bjarne myreflittigt kæmpe for en plads i Folketinget. Siden han i november blev opstillet i Vejle amt, har partiet ca. 80 gange været omtalt i lokalpressen. Han er sikker på, at partiet vil gå frem.
– Jeg vil gerne i Folketinget, men hvis andre får pladsen er det okay – bare partiet går frem.
Og jeg kan li at være med, jeg elsker valg-rumlen.
Jeg har nok altid kunnet li at være dér, hvor der sker noget. Og forsøgt at gøre en forskel.
