Tårnhøje forventninger

Forleden læste jeg en ”vandrehistorie” på Facebook om en nylig skilt mand, som pludselig havde indset, hvad han skulle have gjort, før det var for sent.

Og den havde en masse gode punkter, som er vigtige, hvis man ønsker at bevare sit ægteskab. Som ”Tag ikke din hustru som en selvfølge”, ”Beskyt dit eget hjerte”, ”Det er ikke dit job at fixe hende” og ”Tag ansvar for dine egne følelser”. Rigtig gode råd, som er vigtige at holde fast i – uanset om man er mand eller kone i et ægteskab.
Der var endda endnu flere virkelig gode punkter som ”Vær sårbar”, ”Vær transperant” og ”Vær hurtig til at tilgive”. Alligevel sad jeg tilbage efter læsningen med en forpustet følelse på mandens vegne.
Gode og meningsfyldte råd som ”Vær altid nærværende”, ”Fyld hendes sjæl op hver dag”, ”Forelsk dig igen og igen” og ”Sørg for at blive ved med at date hende” kan gøre meget godt for et fastlåst parforhold. Alligevel har de også potentiel dynamit i sig – dynamit af den ødelæggende slags.
For denne mand, som ønsker at gøre alle disse ting for sin nu mistede hustru, havde samtidig et job, hvor han skulle være ansvarlig. Højst sandsynlig var der også børn i forholdet. Børn, som havde brug for tid med deres far. Samtidig havde han sikkert, ligesom alle vi andre, sine egne udfordringer.
Misforstå mig ret. Ens første prioritet, efter Gud, må være ægtefællen. Men selvom en mand har denne prioritet rigtig, er det meget sandsynligt, at han kun sjældent formår at opfylde de fire sidstnævnte punkter i hverdagens lynhurtige livsræs.
Jeg tror, det er vigtigt – og meget overset i mange gode råd til ægteskabet – at vi giver plads til hinandens menneskelighed. En klog kvinde skrev i en bog omkring sindssygdomme, at det er vigtigt, at vi skaber et samfund, hvor der både er plads til, at roserne blomstrer, men også at de står vintersovende hen. Det samme tror jeg gælder for ægteskabet.
Hvis vores allerinderste menneskelige relation bliver centreret om alt det, vi konstant skal gøre og bidrage med – og ikke giver virkelig reel plads til vores fejl og til-kort-kommenhed, så er der ingen fred.
Bibelen siger ”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden”. At ”bære over med” er mere en tilstand end en handling. Det er en tilstand, hvor jeg accepterer, at det er et menneske, jeg er gift med. Et menneske ligesom jeg selv.
Det giver mig mulighed for at juble over det, når der er plads, tid og overskud til at fejre ægteskabet og kærligheden i hverdagen – i stedet for at blive opslugt af manglerne og kritikpunkterne i min ægtefælles bidrag til ægteskabet.