Fodbold forener

Honduras er en fodboldnation! ”Næst efter troen på Kristus er fodbold honduranernes ”mejor amigo” (bedste ven)”, som en lokal forklarede mig om den honduranske fodbold-kultur.

Da Honduras sidst blev kvalificeret til VM, erklærede den daværende præsident en national fridag. Offentlige kontorer og skoler lukkede for at fejre, at landet var kvalificeret, og for en stund blev den hårde og barske hverdag glemt.

Som nye volontører i Honduras har vi fået denne stærke, honduranske fodbold-ånd ind under huden. Først og fremmest har den bidraget til et tættere fællesskab i volon-tørgruppen, når vi efter en lang dag med intensiv spanskundervisning i hovedstaden Teguci-galpa har spillet på den lokale, nedslidte multiarena.
Ligeledes har fodboldkulturen skabt relationer mellem os og honduranere, når vi undtagelsesvis har begivet os ud efter mørkets frembrud for at spille mod et lokalt hold. En sikker sejr på 19-1 til de danske, kvindelige volontører mod et honduransk kvindehold, der trods resultatet ikke lod sig slå ud og krævede revanche, vidner om, at honduranere står sammen i medgang og modgang.

Vigtigst af alt forener fodbold det honduranske folk. Klasseskel, narkohandel, fattigdom og bandekriminalitet lægges på hylden, når det honduranske fodboldhold skal vise deres værd.
For nyligt overværede vi landskampen mod Panama på honduransk hjemmebane. Hvor stor en del af tilskuerne der havde skaffet sig billet på legal vis, ved jeg ikke, men aldrig har jeg oplevet så stærk en kampgejst fra overfyldte tribuner. Indtil det sidste blev der kæmpet både på banen, tribunerne og i de private hjem.

Den honduranske fodbold-ånd minder om deres stærke Kristus-ånd. Samme begejstring og glæde spores i kirkerne og i gadebilledet, når ”Gud velsigne dig” siges i flæng. I et land med store udfordringer og en kaotisk hverdag er troen på sejr i fodboldverdenen og en sejr over døden en nødvendighed for at kæmpe sig igennem hverdagen.