Dansk politik år 2004…?
Dødssyg iraker udvist af Danmark
Hanan er én af de 250 irakere, der sendes hjem, men han vil næppe overleve en flytning, vurderer læger Hanan flygtede fra Irak med sin familie af frygt for bander af fanatiske muslimer, der går på systematisk jagt efter kristne minoriteter. Den nu 82-årige iraker oplevede adskillige gange at blive chikaneret på åben gade. En enkelt gang truede tre militante muslimer ham med mord og nedbrænding af familiens ejendom. Og kort efter blev naboens pige voldtaget af de samme tre mænd. Da vidste Hanan, at tiden var inde til at flygte.
Inden havde han dog forsøgt at anmelde de tre til politiet. Men da byens politimester er bror til byen imam, nægtede han at modtage anmeldelsen. I stedet blev han truet med fængsel, hvis han ikke trak anmeldelsen tilbage.
Under de forhold er der velbegrundet frygt for at vende tilbage til hjemlandet, vurderer advokat Kim Hvam fra Advokatfirmaet Bill Andersen, Århus, der fører Hanans sag. Vold, voldtægt, hærværk og chikane hører til dagens uorden i Irak. Og der er ingen fungerende ordensmagt til at sikre minoriteternes rettigheder.
Han fortæller endvidere, at irakeren og hans familie var vidne til, at en nonne blev voldtaget og bogstaveligt talt slagtet på åben gade i Bagdad.
Hanan er ikke en af de heldige, der har fået asyl i Danmark, selv om han fået konstateret kræft i halsen. Udlændingestyrelsen er bekendt med hans sygdom gennem lægejournaler fra Skejby Sygehus og notater fra sygeplejersken på asylcentret i Ebeltoft. Alligevel har Hanan fået afslag på sin asylansøgning.
Han er nu sengeliggende og vil efter lægernes vurdering ikke overleve en flytning.
Læs mere: Irakiske flygtninge i klemme i Danmark – Tryk her