Karina måtte forsvare sin tro

Karina ønsker, at kirken får et mindre indforstået sprog og fælleskab. Det vil gøre det lettere for nye at komme ind.
Karina ønsker, at kirken får et mindre indforstået sprog og fælleskab. Det vil gøre det lettere for nye at komme ind.

Da Karina Cæsar Borum oplevede Guds nærvær, betød det en stor udfordring i hendes nære relationer. En ny identitet skulle forsvares og forklares – og familien var ikke begejstret…

Hun havde i månedsvis overvejet for og imod, da taleren pludselig stillede det helt rigtige spørgsmål: Hvem var Jesus af Nazaret?

”En mand, der siger, han er Guds søn… Han må være rablende gal eller også er han den, han siger, han er”, sagde taleren.
– Da var jeg ikke længere i tvivl. Den aften tog jeg imod Jesus, fortæller 27-årige Karina Cæsar Borum og tænker tilbage:
– Det skete mandag aften på Discipeltræf (Kristeligt Forbund for Studerendes efterårslejr, red.), men 14 dage før havde jeg haft et møde med Gud, som var medvirkende til det. Jeg havde lånt en cd med hjem fra en rytmisk gudstjeneste.
Da jeg nåede til nummer seks, ’Open the Eyes of My Heart’, sagde jeg til Gud: Hvis du findes, så må du åbne mit hjerte for dig. Der skete ikke noget, og jeg tænkte ved mig selv: Ha! Der var du lige ved at hoppe på den. Men da jeg slukkede min natlampe for at lægge mig til at sove, blev den ved med at lyse, uanset hvad jeg gjorde. Jeg blev varm i hele kroppen og fyldt af Guds nærvær.

Tiltrukket af  ægte fællesskab

– Jeg er vokset op i en familie, der ikke taler om tro. Jeg er døbt og konfirmeret, men uden at det betød noget. I 9. klasse ville jeg melde mig ud, men fik aldrig gjort det.
Efter folkeskolen tog Karina til Canada på udveksling, og her mødte hun nogle kristne, der gjorde indtryk:
– For dem var kirke ikke bare noget, man tog til om søndagen. Der var også en masse ved siden af, fx cellegrupper (mindre grupper, der mødes til bibelstudie og opbyggelse af relationer, red.). Man kunne mærke, at der var et stærkt fællesskab mellem både unge og gamle. Og der var trommer til gudstjenesten! Det var nutidigt… Det vakte min nysgerrighed, og det virkede ægte.
Tilbage i Danmark mødte hun i gymnasiet Lisa, som kaldte sig kristen. Karina begyndte at dele sine spørgsmål med hende.
– Jeg husker, at hun med glædesstrålende øjne fortalte, at hun havde været ude at kælke med IMU (Indre Missions Ungdom, red.) – og om andre ting, de lavede sammen.
Lisa inviterede Karina med til ungdomsgudstjenester i sin kirke og til Discipeltræf…

Sproget er indforstået

Efter beslutningen om at blive kristen begyndte Karina at følges med Lisa til IMU.
– Det var rigtig hyggeligt og godt. Jeg lærte en masse. Jeg var meget ivrig omkring alt det nye og ville med til alting.
Hun følte sig godt modtaget i IMU, men hendes særlige baggrund gjorde det svært at føle sig fuldstændig integreret.
– Der var en stor sproglig indforståethed. Hvad betyder ’forbøn’ og ’nådegaver’? Man refererede til Babelstårnet og andre ting i Bibelen uden at forklare det nærmere. Jeg var den eneste, som ikke havde al den baggrundsviden.
Karina følte sig også fremmedgjort, når det flød med referencer til det kristne netværk:
– ”Ham gik jeg på efterskole med”… ”Hendes forældre er vi i bibelkreds med…”
Folk spørger ofte: Hvem er din familie? Og man ved på forhånd, at de ikke kender dem. Not a chance. Det er svært altid at være den, der ikke kender nogen, der kender nogen.
Karina kæmpede bravt for at lære de ’kristne’ ord og forkortelser at kende, men hun oplevede dog ikke noget pres for at skulle være på en bestemt måde, som kristne subkulturer af og til skydes i skoene.
– Min livsstil var ikke langt fra den kristne kultur, jeg mødte. Jeg havde fået min del alkohol i 8.-9. klasse. Fester i gymnasiet var i forvejen ikke noget, jeg havde det godt med, så jeg havde fundet en gruppe venner, hvor vi lavede andre ting sammen. Jeg holdt op med at bande, og det tog lidt tid at vænne sig til at bruge andre udtryk. Men mange af værdierne er der i forvejen i min familie. Fx måden at hjælpe hinanden på – min familie har altid haft et stærkt fællesskab med naboerne.

Familien tog afstand

Selvom Karina oplevede det uproblematisk at forene sin livsstil med sin nye tro, betød det ikke, at alt var rosenrødt.
– De første to år, hvor jeg boede hjemme, var hårde. Lige så ivrig jeg var for at lære mere, lige så vred og bitter blev jeg på Gud over, at han havde talt til mig, men ikke til min familie. Hvorfor kunne han ikke bare have ladet mig være i fred – jeg havde det jo fint, tænkte jeg.
Familien tog køligt imod Karinas valg om at blive kristen.
– Min far sagde ikke så meget, men min mor kom med spydige kommentarer: ”Nu er det da vist for meget med alt det hjernevask”, kunne hun finde på at sige, når jeg bestilte kristne bøger.
Min storebror sagde, at jeg var en idiot for at kunne tro på den slags. Jeg følte mig til grin.
– Jeg måtte helst ikke tale om Gud på nogen måde. Det var hårdt, for som teenager havde jeg et tæt forhold til min mor. Jeg kunne snakke med hende om alt – indtil da. Jeg kunne ikke dele det med troen med hende, tværtimod blev der set ned på det.
– På et tidspunkt begyndte jeg at date en sød og rar fyr. Men han var ikke kristen, så jeg afbrød det, før vi blev kærester. Jeg kunne ikke udholde tanken om at være sammen med én, jeg ikke kunne dele troen med, når jeg ikke engang kunne dele det med min familie.
Nogle år efter mødte hun Thomas – en kristen fyr – som hun i dag er gift med.

Kirke er ikke kun gudstjeneste

Karina besøgte den lokale folkekirke et par gange, men her faldt hun aldrig til.
– De andre kunne godt se, at jeg ikke plejede at komme der. Der var ingen, der talte til mig. Kombinationen af manglende fællesskab og tung liturgi gjorde, at jeg droppede det og i det hele taget ikke kom så meget i kirke, mens jeg boede hjemme. Det gjorde det heller ikke nemmere, at de andre sad derhjemme og spiste rundstykker.
Karina tog dog i kirke juleaften for at vise forældrene, at det med troen ikke bare var et teenagefænomen.
Efter gymnasietiden flyttede Karina til Aarhus for at studere. Her fandt hun en kirke, hvor hun følte sig mere hjemme.
– Sproget var venligt over for folk, der ikke var vant til at komme i kirke. Og man så kirke som mere end en aktivitet, man går til om søndagen – det er et liv, der leves.
Her mødte jeg også andre, der kom fra ikke-troende familier. Med dem kunne jeg dele nogle af de tanker, glæder og sorger, der knytter sig til det.

Nyt syn på sex

Selvom Karina var flyttet hjemmefra, oplevede hun stadig, at hendes og forældrenes holdninger kom i konflikt.
– Da jeg blev kærester med Thomas, var det fx en udfordring at få lov at sove i hver vores rum, når vi var på besøg hos mine forældre. Det, at vi ville vente med sex til ægteskabet, havde min mor svært ved at forstå:
”Jeg tog ikke din far, før jeg vidste, om han kunne noget”, sagde hun engang. Jeg var omkring 15, da min mor gav mig en pakke kondomer, fordi jeg havde fået en kæreste. Hun sagde, at jeg skulle passe på mig selv.
– Det med sex har nok været den største kulturændring for mig ved at blive kristen. Men jeg synes, det giver mening at vente, til man kender hinanden godt og har den tillid, der skal til. Jeg har da oplevet nogle ting, jeg gerne ville have været foruden. Med Thomas vidste jeg i hvert fald, at han ville have mig for andet end min krop. Det gav en tryghed.
Men til sidst accepterede hendes mor hendes valg.
– Da vi senere blev forlovet og ville giftes, bakkede mine forældre både økonomisk og følelsesmæssigt op om det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vrede blev til håb

I år er det ti år siden, Karina blev kristen. Med tiden har hun fået et tættere forhold til sin mor.
– Jeg tror, hendes spydigheder bundede i en frygt for, at jeg ville vende ryggen til dem. Men hun er blevet mere rolig i takt med, at hun har set, at jeg stadig elsker hende og vil hende. Jeg føler, jeg har fået min mor igen. Det gør stadig ondt, at vi ikke kan dele troen, men jeg håber, at vi kan komme til det.

Kom som du er… og drik kaffe med os

Det fællesskab, som virkede dragende på den dengang 18-årige Karina, ligger højt på hendes dagsorden i dag. Hun vil gerne gøre kirken mere åben. Hun har oplevet ekskluderende sider ved kristne fællesskaber på grund af deres subkulturelle karakter, men ensliggørelse – ”kom som du er og bliv som os”-fænomenet – er ikke hendes største bekymring.
– Jeg kommer i en kirke, hvor der også kommer folk med læder, nitter og sort makeup, og hvor der er plads til at te sig mærkeligt. Jeg er nok mere bange for den der: ”Kom som du er – og få et stykke kage og en kop kaffe…”
Altså, vi skal passe på, at det kristne fællesskab ikke bliver en kaffeklub for de indviede i stedet for et fællesskab, der rækker ud. Hvornår går vi på gaden? Hvornår inviterer vi folk ind?”
I bund og grund tænker Karina fællesskab som noget meget simpelt.
– Vi mennesker har behov for dels at blive elsket og dels at gøre nytte, det vil sige være noget for andre. Vi er ikke skabt til at være alene, slutter hun opfordrende.

Af Louise Jensen, 
sociologistuderende


Artiklen fortsætter efter annoncen: