Satser stort på ny serie til kristendomsundervisning
Foreningen af Kristne Friskoler satser 800.000 kr. på en ny serie undervisningsmaterialer til faget kristendom. I dag udkommer det første af i alt 11 hæfter
I løbet af de næste fem år udkommer 11 hæfter til brug i faget kristendom. Dermed har Foreningen af Kristne Friskoler ført en mere end 10 år gammel drøm ud i livet.
– Lærere på kristne fri- og efterskoler har i mange år spurgt efter et undervisningsmateriale til faget kristendom. Vel at mærke et materiale, som har en klar kristen holdning til tro og etik og tager udgangspunkt i selve bibelteksten, forklarer Kristian Søndergaard.
Han er pædagogisk sekretær i Pædagogisk Forening – Foreningen af Kristne Friskoler og redaktør af den nye undervisningsserie.
De materialer, der fås i forvejen, egner sig ikke altid til den form for kristendomsundervisning, de kristne skoler gerne vil give eleverne. Derfor har vi i flere år arbejdet på at lave vores eget materiale, siger han.
For to år siden besøgte en arbejdsgruppe samtlige 34 kristne fri- og efterskoler, der er tilknyttet foreningen, for at lytte til lærernes ønsker. Og det er der blevet 11 hæfter på tre forskellige niveauer ud af. Hæfterne udgives to ad gangen de næste fem år, og hvert hæfte indeholder materiale til to-tre måneders undervisning.
Det første hæfte, som udkommer i dag, tager udgangspunkt i Lukasevangeliet og henvender sig til eleverne i de ældste klasser. Inden udgivelsen er det blevet testet af to lærere og to skoleklasser. Derefter er det skrevet om og afstemt på baggrund af evalueringerne, fortæller Kristian Søndergaard.
De rettelser, som der ikke var plads til i elev-hæftet, findes i en lærervejledning, der følger med.
– Hovedparten af de 800.000 kr, der er brugt på projektet, kommer ind, når salget begynder. Men vi undgår nok ikke, at nogle af pengene må samles ind hos vores venner, siger Kristian Søndergaard.
Ingen skoler har forudbestilt materialet, men redaktøren forventer, at de 34 skoler i foreingen alle vil købe hele eller dele af serien.
Målgruppen er først og fremmest de kristne fri- og efterskoler, men Kristian Søndergaard håber og tror, at også folkeskoler vil benytte hæfterne.
– Vi har prøvet at annoncere i Religionlærerforeningens blad, og vi sender hæfterne ud til Amtscentralerne, efterhånden som de udkommer, siger han.