Teenagere vil eksperimentere og gøre sine egne erfaringer

Kære rådvilde morTak for dit brev og for din åbenhed. Allerførst kan jeg godt se, at vi i brevkassefamilien kan komme til at optræde lidt for vellykket. Sådan vil jeg selvfølgelig også gerne fremstå, men det er ikke sådan. Hver gang jeg læser et brev, kan jeg genkende noget af min egen smerte og kan komme til at tænke på situationer i min egen familie, hvor jeg ikke forstod, hvad der foregik og greb det helt skævt an. Så jeg opfatter mig selv som en person under rehabilitering, og jeg har det godt sammen med mennesker, som stadig ønsker at eksperimentere og lære nyt. Jeg forstår det selv som en stadig vækst til modenhed i Kristus for nu at tale med Paulus.

Jeres dreng har nu en alder, hvor han er voksenaspirant. Han er ikke barn længere, han rykker fremad. Det i sig selv er en udfordring for os forældre. Og hertil kommer det særlige twist, at han er adopteret ind i familien. I dit brev skriver du, at du ’næsten kan gå i panik over, hvad det hele skal ende med’.
Umiddelbart vil jeg mene at jeres familie som en adoptionsfamilie er som andre familier med mulighed for nogle ekstra komplikationer. Det betyder også at jeres drengs situation slet ikke er så særlig eller anderledes, som det omgivende samfund nogle gange mener eller frygter.
Helt generelt så sker der i teenagefamilien en række omrokeringer, som giver sig af selve livets og familiemedlemmernes udvikling. Når drengen vokser sig stor vil han i samspil med sig selv og resten af familien på en ny måde. I som forældre mister både kontrol og fortrolighed og han får nye betydningsfulde mennesker i sit liv.
Han vil eksperimentere og gøre sine egne erfaringer. Han har ikke brug for forældre til at kontrollere sig og udstikke ordrer, som han står i fare for hele tiden at overtræde så han bliver mere og mere skyldig. Min erfaring er, at han hellere vil have jer som sikkerhedsnet, at I er der når hans eksperimenter giver bagslag og der vil han gerne kunne sunde sig og reflektere over, hvad der skete, så han kan lære og komme videre.
Altså noget mere i retning af et godt venskab som forældreskabets nye indhold.

Det kan gå gruelig galt – det er en del af kærlighedens væsen, at den er forbundet med smerte. Panik før lukketid redder det ikke. Det er bedre for alle parter, at du mere udtrykker tillid til, at han nok skal få sig nogle skrub og nok skal komme sig over det og komme videre end, at du udtrykker din bekymring. Din angst og din smerte er din egen, den kan han ikke redde dig fra og den må du hellere skaffe dig én eller flere andre, som du kan dele den. Børn er tilbøjelige til at høre os voksnes bekymring som kritik, de hører ’jeg er ikke tilfreds med den, du er blevet til’ eller ’jeg stoler ikke på dig’ eller noget lignende.
Så ligesom han prøver at finde sin egen midte, således vil det hjælpe og inspirere ham, hvis du vil finde din egen ro, slippe din (over)ansvarlighed for ham og beslutte dig for, at du vil nyde turen sammen med ham gennem hans teenageår. Hverken din mand eller dig har været perfekte forældre, men I har givet ham ballast og den skal han nok finde frem når han nu er ved at sætte sit skib i søen. Han har ressourcerne til livet i sig, sådan har Gud skabt ham.

Adopterede børn har tidligt i deres liv mistet kontakt til deres biologiske forældre. Det tab kan lignes med hvad andre børn og familier kan opleve, feks. i forbindelse med sygdom (psykisk eller fysisk) ved fødsel, død af en forælder osv. Adoptivfamilien adskiller sig på den måde, at barnet bliver modtaget i en ny familie, noget som er selvfølgeligt for et biologisk barn. Så adoptivbarnet bliver særligt bevidst om at være i en modtagende position.
Samtidig, og det gælder meget muligt også dig og din mand, er adoptivforældre – når de endelig træffer beslutningen om adoption – meget indstillede på at give, at spille den værdifulde rolle for et andet menneskes liv som kun forældre kan.
Så der kan opstå et samspil mellem adoptivforældre og adoptivbarn som ligner samspillet i enhver anden familie, blot med den forskel, at det træder tydeligere frem.
Hvis din mand og dig er ’selvoptagne’ i den forstand, at I stadig tænker på at give og give kan det blive meget hårde for jeres dreng. Hvis mønstret er, at han kun kan være værdifuld for jer ved at modtage, kan det ende med at blive smertefuldt for ham. Jesus sagde, at det er saligere at give end at modtage, og det gælder også for (adoptiv)børn. Det tærer på vores selvfølelse at være bistands-modtagere. Og I har nu fået jer en dreng, som ikke er selvudslettende og nem, men en som er udfordrende og besværlig.
Tillykke med det! Og jeg mener det.

Sandsynligvis kan jeres dreng ikke blive ved med at modtage og modtage uden, at han mærker, at det koster på selvfølelsen. Når han siger: ’Du skal ikke kalde mig din mor. For du er kun min adoptivmor’ så vil han sige dig noget vigtigt. Som Jesper Juul siger et sted: ’Teen-agere – adopterede såvel som hjemmelavede – går direkte til hjertekulen på deres forældre når de vil dem noget vigtigt. De ved, det er der vi har dem!’
Så kunne det være at han siger: ’Hold op med at være så hjælpsom og bedrevidende og omklamrende og lad mig give noget til dig’. Eller: ’Ja, jeg har noget, der gør ondt i mig, og det vil jeg gerne have respekt omkring. Når du vil give mig alt og vil redde mig fra den, bliver jeg hjemløs med min smerte og ensomhed i familien’.
Oftest – for nu ikke at sige altid – er det forældrene som skal på arbejde. Det er de voksne, som har ansvaret for atmosfæren i familien. Børnene hejser deres signalflag, feks. voldsom opførsel, tyveri, overvægt, utilgængelighed osv. Det er helt på linje med alle andre børn, hvor de siger, at det er svært for dem at være i familien som dem, de er. Og årsagen kan vel være, at de er i centrum på den ufede måde, for nu at tale deres eget sprog. Den, som er i centrum, er nemlig ikke med i fællesskabet.

Jeg tror en erkendelse af, at du ikke kan redde den dreng, du holder af, fra den smerte, han har, over sine barndoms tab. Du kan acceptere hans måde at håndtere sig selv og sin sårbarhed på uden at trække dig væk fra ham, men også uden at skulle helbrede ham. Anerkend at sådan er hans historie og hans liv og sådan er dit liv og lad være med at kritisere nogen af jer.
Hvis du synes det virkelig går i hårdknude, så vil jeg foreslå dig, at du søger mere professionel hjælp. Slutningen af dit brev tyder på, at du savner opbakning fra dit netværk. Måske der alligevel kunne være et par stykker, som kan give dig noget andet, end det, du skriver. På nettet kan du feks. søge under ’adoption’ og få kontakt og viden ad den vej. Der er meget godt stof at hente der.
I Århus har Rita Ebbesen en familieklinik, som særlig henvender sig til adoptivforældre og adopterede.
Adoption betyder ’at tage til sig som sin egen’ og i det stykke synes jeg, at det er væsentligt at sige, at det er hvad Gud har gjort for os. Og I gør det så i forhold til jeres dreng. Og det har en særlig skønhed og kvalitet, som jeg glæder mig over, og som jeg håber bliver ved med at skinne igennem hos jer, også i den tid her, hvor udfordringerne presser sig på.