Opbrud med hele familien
Ruben og Anne-Mette Knudsen solgte huset i Næstved, sagde jobbet op og flyttede til Jylland uden at vide, hvad Guds plan var for dem og deres femtidSkrødstrup ligger lidt udenfor Mariager mod Randers. Her, på en firelænget gård, bor familien Ruben og Anne-Mette Knudsen med børnene Gunilla, Josephine og Gustav. Den ældste søn, Daniel på 20, bor i Randers. Der er jord nok til et lille hestestutteri, som Anne-Mette bestyrer.
Dagen på gården var denne dag begyndt allerede kl. 04, forstår jeg. En hest havde folet, og føllet og moderen havde svært ved at finde sammen om at die. Så der skulle en del menneskehjælp til. Får føllet ikke del i råmælken, er det meget mere udsat for sygdom fremover, og det er tvivlsomt, om det overhovedet kan leve, forklarer Ruben mig.
Vi bliver bænket indenfor, forældrene og de to piger og mig, som er nysgerrig efter, hvad der bringer en byfamilie fra Sjælland til en lille landsby i Jylland.

