Katolikker vil leve nær Jesus

Mange forbinder den katolske kirke med faste ritualer mere end personlig tro på Jesus. Men også blandt katolikker er der en strømning, som lægger vægt på et nært forhold til Jesus, lovprisning og nådegaver.
– Jeg har da tænkt på, om vi skal gå ud på Strøget her i Aarhus og tale med folk om Jesus. Det er jo det, Gud kalder os til at gøre, siger 34-årige Jan Ziele-kiewicz som bor i Aarhus.

– Men jeg mener også, at vi skal tilpasse os kulturen og tiden, for gør vi ikke det, støder vi folk fra os. Vi må finde det gunstige øjeblik, som Paulus vist også taler om, hvor vi kan nå ind til folks hjerter og så et frø, som kan vokse i dem. Så indtil videre lægger jeg flest kræfter i at deltage i kirkens aktiviteter og så fortælle om Jesus, når jeg får en god lejlighed til det på mit arbejde eller i andre sammenhænge. Jan Ziele-kiewicz tænker sig om et kort øjeblik. Så fortsætter han:
– Jeg vil meget gerne fortælle andre om Jesus og give dem indtryk af, at Jesus ikke er fjern for os, og at kirken ikke er et sted, man bare kommer som en rutine eller en del af en tradition. I kirken kommer man for at møde Jesus i nadveren og for at lovprise og takke ham. Mange, også katolikker, har nok aldrig erfaret, hvad det vil sige at have et personligt forhold til Jesus, men det er jo det, det hele handler om. Jesus elsker os hver og en og ønsker at være i et tæt forhold til os.

Katolsk messe og tungetale

Jan Ziele-kiewicz er polak, men har boet i Danmark i en årrække og er meget aktiv i den katolske kirke i Aarhus. Her kommer han til messe hver søndag sammen med sin halvt danske, halvt polske kone og deres to døtre, og her mødes han hver onsdag med 20-25 andre medlemmer af menigheden i et såkaldt Skt. Thomas-fællesskab, en gruppe, som har fokus på at lovprise Gud og give plads til, at medlemmernes nådegaver kan virke frit.
Ved deres møder begynder de med en kort messe, som følger de katolske forskrifter og ledes af en af kirkens faste præster. Derefter er der tid til at lovprisning med korte salmer, Taizé-sange og lignende, og der er mulighed for, at deltagerne kan give vidnesbyrd om, hvordan de har oplevet Helligånden virke i deres liv i stort og småt. Ofte er der også flere, som taler i tunger, udtaler profetiske ord eller beder frie bønner. Nogle uger holdes der bibelbaserede oplæg; andre uger deler deltagerne sig i mindre grupper, som går i dybden med en bestemt bibeltekst og udveksler erfaringer.
Det var Jan, der i april 2008 tog initiativ til dannelsen af det lokale Skt. Thomas-fællesskab. Han gik til en af menighedens præster, der også har polsk baggrund, og spurgte ham, om han måtte forsøge at etablere en gruppe, der skulle arbejde med nyevangelisering, et begreb, som er blevet mere aktuelt i den katolske kirke i de senere årtier.
Præsten var positiv over for ideen, blandt andet fordi han ligesom Jan kendte til nyevangelisering i Polen, og han bakkede Jan op i at etablere gruppen.
– Der var lidt mistro fra nogle dele af menigheden, der frygtede, at vi var en karismatisk bevægelse, der ville ændre liturgien og i sidste ende bryde med kirken. Men det er slet ikke det, vi vil. Vi er en bevægelse inden for den katolske kirke, som blot ønsker at lægge større vægt på den enkeltes møde med den levende Kristus, siger Jan.

Jesusbønnen åbnede en ny dimension

To af de andre faste deltagere i Skt. Thomas-fællesskabets møder, ægteparret Klaus og Ruth Aarup, nikker ivrigt.
– Det var lige præcis det personlige forhold til Jesus, vi savnede udtrykt i kirken, og det har vi i den grad fundet i Skt. Thomas-fællesskabet, siger Ruth, der selv er født i en katolsk familie. Klaus konverterede for omkring 30 år siden, efter at han i mange år havde været inaktivt medlem af Folkekirken og havde søgt spirituel næring mange forskellige steder.
– Som medlem af Folkekirken havde jeg knap nok åbnet Bibelen, men søgte i stedet i forskellige alternative bevægelser. Men så blev jeg introduceret for Jesusbønnen: ’Herre Jesus Kristus Guds Søn, forbarm dig over mig, synder’. Den åbnede en helt anden dimension for mig. Jeg oplevede en kærlighed og hellighed over alle grænser, der fyldte mit hjerte, så det føltes, som om det skulle sprænges. ’Så findes du, Jesus!’, tænkte jeg, siger Klaus med et stort smil.
– Det var det der med at få tankerne ned i hjertet og blive til en erfaring af Jesus, sådan som pater Waldemar talte om i dag, siger Klaus med henvisning til dagens gæsteprædikant, pater Waldemar. Han er en af de præster i Polen, der er kendt for at arbejde med nyevangelisering, og han har været på besøg i menigheden i Aarhus for at fortælle om nyevangeliseringsbevægelsen.

En ungdom med stoffer og oprør

For Jan er det en stor oplevelse at se pater Waldemar prædike i kirken i Aarhus. Jan kender ham fra Polen, hvor han som gymnasieelev blev undervist af ham i skolen og brokkede sig så meget i hans timer, at han blev smidt ud af klassen. I mange år skænkede Jan ikke præsten mange tanker. Som teenager fjernede han sig mere og mere fra kirken.
– Min mor var meget troende og bad med mine søskende og mig hele min barndom, og vi gik i kirke sammen med hende. Men da jeg blev omkring 18 år, besluttede jeg, at nu ville jeg selv bestemme over mit liv, og jeg ville ikke lade Gud og kirken begrænse mig. Jeg troede, at kirken havde et meget sort syn på seksualitet, som ikke kunne rumme den person, jeg var. Jeg var bange for, at kirken ville begrænse mig. Jeg begyndte at ryge hash og tage LSD, men forsvarede det over for mig selv med, at så længe det ikke var heroin, var det ikke forkert. Jeg var en del af et miljø, hvor vi brugte technomusik til komme i en form for trance, som vi mente, var en spirituel oplevelse, fortæller Jan.
Han bliver stille lidt, så tilføjer han:
– Jeg syntes, at jeg havde alt. Jeg havde en kæreste, som jeg også havde sex med, selv om vi ikke var gift, og jeg havde venner og festede en masse. Men jeg følte mig ikke hel, og jeg længtes efter kirken, men kunne ikke forestille mig, at jeg kunne blive tilgivet og taget tilbage. Alligevel lod jeg mig lokke med til en helbredelsesmesse, som min mor fortalte mig om. Det var pater Waldemar, som jeg kendte fra skolen, der var præst. I sin prædiken beskrev han, hvordan Gud længtes efter hver af os, og at selv om vi stod i mørke, skulle vi ikke være bange, for Jesus elskede os. Jeg følte mig rørt af den kærlighed fra Jesus og blev helt overvældet, for kunne det virkelig være sandt, at Jesus elskede mig, selv om jeg havde bevæget mig så langt væk fra ham!

Gud bygger med legoklodser

I en periode herefter forsøgte Jan at overbevise sin kæreste om, at også hun måtte finde tilbage til kirken. Men hun afviste det og mente, at den nyevangeliseringsgruppe, som Jan kort efter blev en del af, var en form for sekt.
– Jeg indså til sidst, at det ikke var Guds mening, at vi skulle være sammen, og det var en befrielse, for så kunne vi gå i hver vores retning. Gud skubbede mig til Danmark, hvor jeg i første omgang kun var kort tid, men da jeg fik chancen for at vende tilbage, gjorde jeg det. I dag er jeg sikker på, at Gud havde en plan med mig. Det er, som om de mange legoklodser i mit liv, der lå og rodede, langsomt blev bygget op til den tilværelse, jeg har nu, siger Jan.

I Danmark har han fast arbejde i en virksomhed, der leverer køleelementer til industrien, og han har fundet sin dansk-polske kone, som nu venter deres tredje barn.
– Det er en velsignelse, at hun accepterer mit kald til at lære andre mennesker Jesus at kende. Hun bakker mig op, og det betyder alt. Jeg kan også spørge hende til råds, når jeg er i tvivl om, hvornår det er rigtigt at tale med mennesker på mit arbejde om Jesus. For hun kender kulturen bedre end mig, siger han.
– Så jeg går forsigtigt frem, men jeg oplever åbninger, hvor jeg kan tale om Jesus. Jeg havde fx en kollega, hvis mor var syg af kræft. Jeg gav hende en rosenkrans og forklarede hende, hvordan man bruger den, og jeg fortalte hende min egen historie og spurgte, om vi måtte bede for hendes mor i Skt. Thomas-fællesskabet, og det blev hun meget taknemlig for.

Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl