Kedlen koger videre i Venstre

Det er naturligvis glædeligt, at kirkeministeren ikke vil være med til, at Folketinget skal lovgive hen over hovedet på kirken og gennemtvinge kirkelige vielser af homoseksuelle par.
Men meget tyder på, at der internt i ministerens eget parti er blevet lagt låg på en storsydende heksekedel. Flere af partiets unge løver med politisk ordfører Jens Rohde i spidsen, har således fulgt deres statsministers eksempel og luftet deres egne og helt personlige meninger om de omdiskuterede vielser. I modsætning til statsministeren var Rohde og Co. klar til at stemme med hjertet, når SFs lovforslag kommer til afstemning i efteråret. Man spørger sig selv, om det sidste ord er sagt i dén sag i regeringspartiet Venstre.
Kirkelig vielse af homoseksuelle par er på ingen måde politikernes bord. Det er ganske enkelt misbrug af politisk magt, hvis Folketingets medlemmer med lovens magt vil gennemtvinge en sådan ordning. Folkekirken skal kunne tage debatten uden skelen til det politiske pres fra Christiansborg. Politikere må respektere folkekirkens egne rammer og holde fingrene fra at politisere et indre anliggende for Folkekirken ved utidig lovgivning.

MF Jann Sjursen,
kirke- og retspolitisk
ordfører for KD