Kirke for kirkeløse unge
Spændende projekt i Vanløse
Det er tirsdag aften. Lidt før kl. 18. Jeg er netop kommet ind i den gamle Vanløse Bio, hvor Det Danske Missionsforbunds Bethlehemskirke har holdt til i mange år. Rundt omkring hænger en gruppe unge ud. Man spiller billard. Hilser. Giver krammer. Småsludrer. Da klokken nærmer sig 18.30, går man til bords. Menuen består af to pølser med brød og diverse tilbehør, og så får man vand til.
Inden flokken 35-40 unge tager plads ved bordet, synger man et bordvers, temmelig højlydt. Man har kontakt med ca. 70 unge, som kommer på forskellige tidspunkter, og man gl;der sig over at have en stor berøringsflade. Efter måltidet går man ind i kirke-salen. Men inden da observerer jeg to unge, der sidder og snakker sammen, beder sammen og giver hinanden et stort knus.
I kirkesalen er der lovsang. Justin Christian fra USA, der netop har undervist på et lovsangsseminar i Baptistkirken i Aalborg, synger og bringer en stærk appel, hvorefter man går over til lovsang ledet af Justin og de unges eget band. Samværet i salen afsluttes med opfordring til forbøn. Resten af aftenen hænger man ud og hygger sig med hinanden.
Hvem er de, disse 35-40 unge? De har det til fælles, at de hver uge samles i WACK, what a creative King. WACK er vokset ud af Missionsforbundets efterskole Øresund i Espergærde. Her var Jarle Kolstad, der nu læser til præst på SALT, volontør i et år og startede en cellegruppe blandt skolens elever, hvoraf flere var blevet kristne, mens de gik på skolen. Da skoleåret var omme, og eleverne skulle spredes for alle vinde, fik Jarle og cellegruppen sammen med nogle i Bethlehem i Vanløse ideen til WACK og der var ikke langt fra idé til handling. I september sidste år startede han sammen med bla. David Højgaard, ungdomspræst i Bethlehem i Vanløse, WACK, en kirke for kirkeløse unge. 80% af eleverne på Efterskolen Øresund kommer fra ikke-kristne hjem. Nogle af dem bliver kristne undervejs og leder så efter et samlingssted, når de kommer hjem. Andre bliver ikke kristne på skolen, men savner fællesskabet og lovsangen, når de kommer hjem. For dem er WACK et godt tilbud. De fleste af de unge, jeg mødte i WACK, har gået på Øresund, men andre var kommet med, fordi de havde en kammerat, der har gået på Øresund, og som så inviterede dem med til WACK. Og flere af dem kommer langvejs fra. Det er lidt af en rejse at tage fra f. eks. Skævinge til Vanløse for at komme i kirke, men de kommer.
I WACK mødes man hver tirsdag til en tilsyneladende strukturløs aften, men der er i virkeligheden masser af struktur. Det foregår bare så afslappet, at man ikke rigtigt opdager strukturen. Tirsdag aften er den egentlige mødeaften, men mandag aften samles nogle af dem til cellegruppe og træning med deres eget band, som gerne vil frem med deres musik og efterhånden skal bruges til evangelisationsfremstød, bl.a. på Efterskolen Øresund. Torsdag aften er det planen, at andre skal mødes til drama og film for med det at evangelisere i lokalsamfundet. På forskellige aftener mødes en gang om ugen eller hver 14. dag forskellige cellegrupper, og gennem dem vokser de unge i troen på Jesus. Det var meget stærkt for en gammel missionær at møde disse kirkeløse unge i deres egen kirke. Kun få af dem finder frem til kirken om søndagen, men som én udtrykte det: Det kommer nok en dag.
Blandt de unge mødte jeg et meget stærkt kammeratskab, en lyst til lovsang og en stor åbenhed og ærlighed for hinanden og så en lyst til at vokse i tro.
Flere unge fortalte, at de var glade for, at fællesskabet og lovsangen fra efterskolen kunne fortsættes efter efterskolen. For mig at se har Jarle, David, Rasmus, Mette, Karen og Martin, WACK´s ledergruppe, fat i noget rigtigt og noget, som andre kristne efterskoler kunne tage ved lære af. En af dem, jeg interviewede, kom bagefter løbende hen til mig og sagde: Bjarne, husk at skrive, at det betyder rigtigt meget, at vi har det her sted. Det er fedt at have et sted, hvor unge mødes for tale om tro. Hans forældre er iranere og muslimer. Jeg fik en mere personlig snak med Didde, Sina og David.
Didde Corfitzen er 19 år og var elev på Øresund i 2 år fra 2000-2002. Der var problemer i hjemmet, og socialforvaltningen ville have hende på en efterskole så langt fra hjemmet som muligt. Gennem eftersko-lebogen fandt hun selv frem til Øresund, selv om kommunen anbefalede toskoler på Fyn. På efterskolen oplevede hun både op- og nedture. Var på et tidspunkt ved at rejse derfra, men blev der og fortsatte året efter. I barndommen havde hun mødt evangeliet i en kristen børneklub, men på Øresund blev troen noget personligt for hende, og hun har været med i WACK siden starten. Da hun sluttede på Øresund, mistede hun kontakten med sine kristne venner, men genfandt flere af dem i WACK. Hun siger: I WACK kan jeg være mig selv, og WACK er min kirke. Måske bliver jeg en dag klar til en søndagskirke. Jeg håber det.
Sina Esmailian er 21 år. Han kom til Danmark fra Iran som 1-årig. Han har ikke gået på Øresund. Hans bedste kammerat, David, der er tidligere Øresunds-elev, inviterede ham med til WACK. Forældrene er muslimer, men ikke outrerede, som han udtrykker det, og de respekterer hans valg af den kristne tro. Han oplever WACK som et sted, hvor han får styrke og indre ro, og han er glad for at være med i WACK´s eget band. Det betyder rigtigt meget, at vi har det her sted, siger han.
Sina går på HF og vil gerne tage en uddannelse, der giver ham mulighed for at være med til at hjælpe andre, ikke mindst omkring fremmedes integration.
David Gitao er 17 år. Har en kenyansk mor og en dansk far. Kom på efterskole på grund af problemer derhjemme. Opfattede sig som en kristen, men på skolen kom kristentroen til at betyde mere for ham. Det har været vigtigt for ham at komme ind i et kristent lovsangsband. Han sluttede på Øresund i sommer, men da var han allerede begyndt at komme i WACK, hvor det er dejligt at samles med de gamle elever og opleve fællesskabet fra skolen, at være med i lovsangen og blive respekteret for sin tro.
