Træd ud i tro

s22_CDColton Dixon kom på en 7. plads i det amerikanske ”American Idol” i 2012, hvor han sang sig ind i de mange seeres hjerter, og nu 2 år senere er han udkommet med sit 2. album ”Anchor”.

Dette album er blevet en af favoritterne hjemme ved mig. Det kører gentagne gange på en uge, og jeg er helt pjattet med det. Sangene fanger en, og allerede efter kort tid går man rundt og synger med på dem.
”Anchor” er proppet med nogle gode og meningsfyldte sange; der er bl.a. ”Walk on the Waves”, hvor der bliver sunget ”He’s got your hands, your heart, your life – so don’t be afraid to walk on the waves”, altså han tager vores byrde; Der er intet at frygte, for han er der til at gribe os, hvis vi falder.
Det er et stærkt budskab, og sangen bringer glæde, når man lytter til den og lytter til selve teksten.
Når vi kører igennem sangene, kommer der nogle forskellige budskaber eller nogle forskellige udfordringer. Temaet på albummet udfordrer os igennem sangene; en af de rigtig gode udfordringer bliver sunget i sangen ”Dare to Believe”, hvor udfordringen ligger i, at vi skal finde vores barnetro; vi skal turde at træde ud i tro.
Igennem dette album beder Colton Dixon os om at deltage i vandringen med Jesus; lige meget om det så bliver en vandring med nogle storme undervejs, så lover han, at det alt sammen vil være det værd, når vi til sidst vil få regnbuen at se.
Alt i alt er jeg rigtig begejstret for albummet. Det er en virkelig god blanding af pop- og rockgenren. Albummet har udfordret mig og sat nogle tanker i gang om mit gudsforhold, og om hvordan jeg egentlig lever mit liv med Gud. Jeg er også blevet inspireret til at tage et skridt ud af min egen lille komfortzone og tage lidt flere chancer i livet.
Sara Grønkjær