Det store nej

s15_kkSchopenhauerJohannes Møllehave fortæller et sted fra sin teologiske studietid om professor N. H. Søe, der gik under tilnavnet Det Store Nej blandt sine studerende.

Søe kunne holde timelange forelæsninger, hvori han omhyggeligt redegjorde for de store filosoffers tanker, også hvor han var lodret uenig med dem. Så plejede han at runde sin forelæsning af med devisen: ”Til dette må vi fra kristen side sige et absolut NEJ!”
I den brede offentlighed er filosoffen Nietzsche nok mest kendt for en titel som ”Antikrist” (1888), for sit ofte gentagne udsagn om Guds død (der lige så meget skulle ses som et udtryk for samfundets fremadskridende verdsliggørelse) og for sine tanker om en elite, et overmenneske, som den gudløse, nazistiske ideologi tog imod med kyshånd.
I dette ungdomsværk redegør Nietzsche begejstret for sin betagelse af filosoffen Schopenhauer, som han kaldte sin eneste lærer og tugtemester. Ikke et forhold, han fastholdt livet igennem, men sådan er det jo. Nietzsche fortæller, at han havde en tanke om, at filosofien skulle være opdragende.

Overraskende nyskreven

Bogen udkom første gang i 1874 og kan sine steder virke overraskende nyskreven – trods de ellers mange år på bagen. Således skriver Nietzsche, at det moderne menneske lever i en splittelse, et frem-og-tilbage mellem det kristne og det antikke ”og lider derunder” (s. 26). Andetsteds opponerer han mod tanken om staten som menneskehedens højeste mål og kalder det for ”et tilbagefald til dumheden” (s. 53).
Nietzsche taler om religionens udtørrede vandløb og dens efterladte sump-områder (s. 54) og siger lige ud: ”En filosof er kun noget værd for mig i det omfang, han er i stand til at være et eksempel”, skriver han (s. 33). Afslutningsvis opstiller han som et krav til filosofferne, at deres kærlighed til sandheden må være ”frygtelig og voldsom” (s. 138). Her ligger vel et stort og mægtigt potentiale for fx en Augustin, en Thomas Aquinas, en Pascal, en Kierkegaard? – Men dén udfordring kan jeg ikke se, at Nietzsche tager op.

Friedrich Nietzsche:
Schopenhauer som
opdrager
140 sider – 150 kr.
Informations Forlag