Forbyd alkohol- reklamer – for børnenes skyld
Har du talt alkohol med dit barn? er mottoet for Sundhedsstyrelsens kampagne i uge 40.
Det spørgsmål vil de fleste forældre i rødvins-Danmark nok synes, de hverken har tid eller lyst til at gøre noget ved, for hvad har vi skolen til?, og desuden vil de hellere til vinsmagning og tale årgangsvine med andre forældre.
Jamen, så bedsteforældrene da? Kunne de ikke tale alkohol med deres børnebørn? Nej, det kan heller ikke lade sig gøre, for de skal med naturvejlederen ud at finde krydderurter til snapsen (og husk snapseglasset – der er smagsprøver undervejs!).
Men der er andre, der står på spring for at tale alkohol med børnene, og det er reklamerne! De taler deres eget demagogiske og tarvelige sprog, jf. Cult Shaker-reklamerne.
Måske skulle Sundhedsstyrelsen og forældrene i forening hellere tale alkohol med lovgiverne og kræve alkoholreklamer forbudt.
For børnenes skyld!
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C