Forbedere indtager København

s2_danmarkskortFælles samling i København den 29. november. Forbedere nu også i gang i Gladsaxe og Aarhus.

Selv om det især er i Jylland, kristne er begyndt at organisere sig i bedegrupper, er øerne og København nu også begyndt at røre på sig.

Bedehus Danmark holdt for nylig et bede-seminar i Ribe med ca. 80 deltagere, hvor den finske forbønsleder Päivi Heikkilä underviste.
Nu inviterer Bedehus.dk igen til seminar om ”Bøn for byerne”, lørdag den 29. november, men denne gang i København.
Seminaret holdes i Frelsens Hær’s lokaler ”Templet” på Frederiksberg Allé 9, København V.
Det begynder med en kop kaffe, før undervisning, bøn og lovsang starter kl. 10 og varer frem til kl. 17.
Der bliver bl.a. undervisning af Peter Tinggaard (forfatter til flere bøger om bøn). Bent Christiansen fortæller om Politiker-bøn og Henri Nissen om Bøn for Danmark (kampagnen i Udfordringen).
Rakul Kristiansen fra Bedehus.dk opfordrer forbedere på Sjælland til at møde op og få del i visionen om at vinde Danmark med bøn, kommune for kommune.

Gladsaxe også dækket

Og så er der kommet endnu en opmuntrende farve på Danmarkskortet. Fra Gladsaxe fortæller Janne Zenia Bach:
– Vi er en lille gruppe (en bibelkreds), som er gået i gang med at bede for vores kommune, Gladsaxe. Vi mødes ca. hver 14. dag. I må derfor gerne sætte Gladsaxe på kortet!

Aarhus er med!

Fra Aarhus fortæller Annie Birthe Matthes, at Citykirken i Aarhus har bøn hver onsdag formiddag kl. 10-12, torsdag kl. 19-20.30.
Vi er en gruppe på omkring 6 personer. Vi har bøn før gudstjenesten søndag, hvor vi specifikt beder for gudstjenesten og bl.a. også for nye, der kommer i kirken, fortæller hun. Men sammen med sin mand var Annie til bedesamling i Ribe med Päivi Heikkilä (omtalt i Udfordringen), og de begyndte at arbejde med den finske hovedtalers bog ”The Lord vil give you the City”. Det har inspireret til, at de nu også beder for byen og landet.

Hvad betyder farverne?

En læser, Elisabeth Madsen, har undret sig over farverne på Danmarks-kortet:
– Jeg mangler et skema, der angiver, hvad farven gul, lysegrøn, græsgrøn, mørkegrøn og sort farve indikerer, skriver hun.

Glade farver for håb

Alle de glade farver symboliserer blot, at kristne fra forskellige kirkeretninger finder sammen for at bede for deres nærområde. Farverne er blot forskellige, for at man kan adskille de enkelte kommuner fra hinanden.
Men de sorte områder er de kommuner, hvor der endnu ikke er kendskab til en gruppe af forbedere, som vil tage ansvar for deres by og kommune.
Det kan nok overraske, at selv meget kristne områder som fx Bornholm åbenbart ikke har en fælles bedegruppe, som beder for kommunen.
Hvem tager initiativ?
Nye grupper kan skrive til forbedere@udfordringen.dk.