Det underfulde, der løfter
Prædikener og det, der ligner’ kaldte forfatteren, kulturredaktør
Henrik Wivel lidt uforbindtligt en samling
kunstkritik, han udgav tilbage i 2001.
Det er noget hen i den retning, der også er i spil med denne bog. ’Essays’ (i ordets oprindelige betydning: forsøg) kunne være endnu en karakteristik; Henrik Wivel forsøger nemlig at indkredse det underfulde, der løfter vores eksistens.
Det gør han på ganske fremragende vis i en højst veloplagt tur rundt omkring i sit møde med nogle af kunstens og litteraturens allervigtigste navne og værker. Tempoet er nærmest slentrende, så alle kan være med. Selvfølgelig skal man også selv gøre en indsats, men fornem formidling – det er det.
Det er kristendommens kerne at få mørket til at lyse, fastslår Wivel. Bogens afsæt er den jødiske forfatter Stefan Zweigs farvel til ”Verden af i går” (titlen på hans erindringsbog). Her erkender han for alvor den vigtige forbindelse mellem lyset og skyggen: de tos gensidige afhængighed. Det er dette samspil og denne dobbelthed, som Henrik Wivel udforsker: ”det skabende mørke”, kalder han det også.
Inspirerende input
Det er meget inspirerende at læse hans gennemgang af udvalgte værker af bl.a. Goya, Caravaggio (”Jesus i Getsemane”, 1602), Rudolf Rud-Petersen (”Kristoforus med Jesusbarnet”, Vodskov Kirke, 1903) og Paul Klee.
Ikke alle kunstnere vil være lige bekendte, men så får man lige lukket dét hul i éns viden og dannelse. Jeg har flere gange læst den fine, tankevækkende analyse af Jean-Léon Gérômes Golgatha-billede: ”Det er fuldbragt” (1867).
Men også litterære indblik og indspark bliver det til, bl.a. H. C. Andersen og to, der er hinandens modsætninger: Johannes Jørgensen og Johannes V. Jensen, den ene katolsk konvertit, den anden darwinist.
Bogen præsenteres i et lille, smukt, handy format, meget læsevenlig typografi og fremragende gengivelser af de gennemgåede kunstværker.
En oplagt gaveidé, skulle jeg mene. I alle fald en fin opmærksomhed.
