Valgmenighedspræst bliver ny SALT-rektor

Teolog og præst i Århus Valgmenighed Anders Michael Hansen tiltræder 1. januar en stilling på fuld tid som rektor ved Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi (SALT) i København. Han afløser Jesper K. Larsen, der har valgt at stoppe for at hellige sig andre opgaver.

Anders Michael Hansen

SALT er en menighedsbaseret teologisk lederuddannelse, der i Danmark er baseret på et partnerskab mellem BaptistKirken, Pinsekirken København, Dansk Oase, Missionsforbundet og Apostolsk Kirke.
Desuden indgår SALT i et akademisk partnerskab med Örebro Teologiska Högskola, Hyllie Park Folkhögskola i Malmø og Baptisternes teologiske Seminarium i Oslo.
I Danmark har SALT seks faste lærere og 40 studerende, der repræsenterer næsten hele spektret af dansk kirkeliv. Alle studerende på SALT er som et led i studierne tilknyttet en uddannelses-menighed og har en personlig mentor fra deres kirkelige bagland.
Anders Michael Hansen blev cand. theol. fra Aarhus Universitet i 1996, og har siden 1997 været præst i Århus Valgmenighed. En menighed, der med ham ved roret er vokset fra 69 til 239 voksne medlemmer og ca. 350 jævnlige gudstjenestedeltagere. Desuden er den 40-årige teolog med i arbejdsgruppen bag Willow Creek-arbejdet i Danmark samt med i lederskabet af Dansk Oase, hvor han særligt har arbejdet med visioner og udvikling af strategier.
Det er lærere, studerende og repræsentanter fra de involverede kirkesamfund, der har opfordret århuspræsten til at søge stillingen.
Blandt andet på baggrund af hans missionale tilgang til teologien, hans store kendskab til internationale kirkeforhold og evne til at omsætte teologi til praksis, fortæller SALT-Danmarks formand Ole Thorndahl.
Selv lægger den nye rektor ikke skjul på, at missionen står øverst på dagsordenen.
– Det er mit mål, at både jeg selv, lærere og studerende udlever en missional livsstil, forklarer Anders Michael Hansen, der kalder sig selv missionær i sin egen kultur.
På SALT bliver Anders Michael Hansens opgaver først og fremmest af strategisk karakter. Men det er også planen, at han skal undervise i faget missionsteologi. Det første halve år af 2005 skal dog bruges på at sætte sig ind i opgaverne og mest af alt at lytte til lederne i de forskellige kirkesamfund.
Anders Michael Hansen henter gerne inspiration udefra og har i flere omgange besøgt de amerikanske megakirker Saddleback Community Church, Willow Creek Community Church og Community Church of Joy. Desuden har han et tæt samarbejde med sin engelske mentor Mike Breen, som netop er blevet ansat som consultant pastor ved Community Church of Joy, en luthersk megakirke i Phoenix, Arizona, med 12.000 medlemmer.
– Det er vigtigt at lade sig inspirere af, hvordan andre gør. Men der kommer i længden sjældent noget godt ud af at tage et færdigt koncept fra én eller anden kirke til sig. I stedet skal vi være bedre til at tænke inspirationen ind i en dansk sammenhæng. SALT må gerne blive et sted, hvor kirkeledere kan hente hjælp og støtte til den nødvendige refleksion, siger Anders Michael Hansen.
Selv om hverdagen for den 40-årige teolog fremover bliver mere skemalagt og akademisk, er han meget opmærksom på ikke at miste følingen med livet i menighederne.
– Hvis jeg ikke hele tiden har fingeren på pulsen, kan jeg heller ikke uddanne andre til tjeneste i menigheden, siger han.
Derfor fortsætter han som inspirativ hjælpepræst i Århus Valgmenighed ved siden af stillingen i København.
Anders Michael Hansen føler ikke, at han svigter menigheden i Århus. Tværtimod.
– Jeg er som type innovativ og strategisk problemknuser. Og efter et langt hårdt træk er det lykkedes at skabe en dynamisk og velfungerende menighed. Derfor mener jeg, at det er tid til at lade mine dygtige hjælpepræster tage over, siger han.
Hjælpepræst Keld Dahlmann er indstillet til at efterfølge Anders Michael Hansen som ledende valgmenighedspræst fra 1. jan. 2005. Og cand. theol. Peter Søndergaard ansættes som ny hjælpepræst efter en stilling som teologisk projektmedarbejder.