Truende og trøstesløs teologi

Claus L. Munk ”er bange for, at en hel del, der er med i et kristent fællesskab i dag, ender med at gå fortabt”. Noget af det farligste er en frimodig tro på sin frelse og det evige liv.

Det får ham til at løfte en stor truende pegefinger og advare om, at ”det kommer ikke an på, hvordan du begynder livet som kristen, men hvordan du slutter”.
Hvis man føler, man lykkes som kristen, så lurer selvretfærdighed. Selv de gode ting i livet, som Gud giver os, kan blive vores forbandelse, fordi vi kan komme til at gå for meget op i dem.

Jo dårligere, jo bedre

Han får det fremstillet sådan, at jo dårligere man har det som kristen, jo bedre er det. Det gælder om at bære sit kors. Og gør man ikke det, bliver man tugtet af Gud. Det kan han gøre ved at sende nød og sorg ind over vores liv.
Gud vil udsætte os for ydmygelser for at gøre os til skamme, ja, han kan ligefrem finde på at lede os på afveje og få os til at synde for at bruge det imod os til at sætte os på plads som mislykkede og hjælpeløse.
Jeg synes, det er en mærkelig form for ”børneopdragelse”, Gud bliver tillagt. At han skulle ønske at bevare os i troen ved at skræmme med fortabelsen og ved at holde os nede i modløshed, så vi ikke bliver glade for livet.
Vist er der i Bibelen advaret om at falde fra troen, og det er alvorligt. Men jeg tror ikke, løsningen er en truende og trøstesløs teologi.

Generel og ukonkret

I øvrigt bliver farerne for frafald beskrevet i alt for generelle vendinger. Der bliver advaret imod ”materialisme”, ”underholdningsindustrien”, ”forbrugerisme” og ”fjernsynet”. Det er for ukonkret og dermed også uanvendeligt.

Claus L. Munk: Frafald – en aktuel trussel for os alle
93 sider • 50 kr. • Nyt Livs Forlag