Grå biler, sorte biler, hvide biler

Tag en tur på motorvejen eller kig op ad indkørslerne i dit parcelhuskvarter. Der er en stor sandsynlighed for, at du vil se følgende. Grå bil, sort bil, grå bil, hvid bil, sort bil. Måske hvis du bor i det indre København lejlighedsvis en rød, blå eller gul bil.

Det virker på en eller anden måde som spild af farve at lade den største forbrugsting i vores liv – bortset fra vores hus – fremstå så kedelig og ensrettet som mulig.
Jeg søgte på bilfarver på Google, og det blev tydeligt, at det mere eller mindre var samme sag over hele verden. Hvid, sort eller grå biler er omkring 70 procent af alle biler i verden. Undtagen i Rusland, hvor de af én eller anden grund er meget vilde med grønne biler.
Nogle gange tænker jeg, at det kan se lidt ud på samme måde, når man kigger rundt i kirkerne – eller i supermarkederne for den sags skyld. Vi kan godt lide at ligne hinanden. Det er trygt – og vi behøver ikke være så bange for, at folk ikke tager os seriøst. Det er jo ikke, fordi der er noget galt i det, eller at det er bedre at have en vild og en flagrende stil end en professionel stil.
Men nogle gange, når jeg ser på det skaberværk, som omgiver os. Alsidigheden. En sommerfugl, en regnorm! En mælkebøtte, et egetræ. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi misser noget af det unikke skabelses-DNA, som Gud har lagt ned i hver enkelt af os.
Ja, han har også skabt os med masser af fællesstræk. En gang imellem kan jeg bare ikke lade være med at tænke, om vi ikke skinnede lidt klarere her i verden, hvis vi turde omfavne hele vores egen personlighed – også den del, som måske er lidt skæv eller modig eller rød eller blå…

I Salme 139, 14 står der: ”Tak Gud, at du skabte mig så forunderligt. Dit skaberværk er fantastisk!” Lad det hermed være min opfordring til en tilføjelse til både din og min aftenbøn, at vi må kunne skinne i alle de farver, som Gud brugte, da han skabte os.