Hveranden i verden tror på ’gud’
En undersøgelse fra analysefirmaet Ipsos viser, at over halvdelen af verdens indbyggere (51%) tror på noget større. Man taler om en såkaldt ’guddommelig enhed’. Til sammenligning er der 18 %, som ikke tror og 17 %, som bare ikke er sikre.
Undersøgelsen bygger på svar fra 18.829 voksne fra 23 lande. 45 procent tror på enten en gud eller et højeste væsen, mens 6 % af de adspurgte tror på mange guder eller højeste væsener.
Troen på flere guder findes især i Indien, som jo er kendt for en polyteistisk religiøs tilgang med hinduismens mange guddomme. Kun 18 % af verdens befolkning tror ikke på guder eller højeste væsener af nogen art.
Udviklingslandene er mest troende
Antallet der tror på en gud eller et højeste væsen er størst i Indonesien (93%) og Tyrkiet (91%), efterfulgt af Brasilien (84%), Sydafrika (83%) og Mexico (78%).
Blandt de lande, hvor man tror på mange guder eller højeste væsener fører Indien med 24 procent fulgt af Kina (14%) og Rusland (10%).
De mest ikke-troende bor med størst sandsynlighed i lande som Frankrig, hvor kun 39 % tror på en Gud. Blandt andre lande med mange ikke-troende nævnes Sverige (37%), Belgien (36%), Storbritannien (34%), Japan (33%) og Tyskland (31%).
Det er et kendt mønster ifølge religionsforsker Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Århus Universitet:
– Der er sådan et begreb, der hedder den store transition, som referer til økonomisk udvikling. Man går fra et underudviklet land til et udviklet land. Så er der en masse parametre, der ændrer sig.
Det er ikke specifikt for religion, men det gælder tilsyneladende også for religion. Der er simpelthen en enorm værdiholdningsændring, hvis man går fra at være en nation af mellemindkomst-lande til en nation af rige højindkomstlande. Det er også det,man ser på religion. Som befolkning sker der et fald i tro, når folk bliver rige og uddannede, forklarer Uffe Schjødt.
Danmark mere troende end gennemsnittet
Danmark er ikke med i Ipsos’ undersøgelse, men en undersøgelse fra 2008 viser, at 64 procent tror på Gud. En anden undersøgelse fra 2009 viser, at 53 % af danskerne beder til en højere magt. 8 % gør det ofte, 13 % af og til og 32 % gør det, men kun sjældent.