Psychedeliske hymner

”Sing my welcome home” tiltrækker mange, der ikke normalt køber lovsangsplader. Blot én af de sjove kommentarer jeg læste (Jesusfreakhideout.com) var: “Whoa…a worship album I actually like?? That NEVER happens!!”

Pacific Gold genbruger gamle hymner til folk/rock versioner. Ikke en ny opskrift, men det forfriskende er måden, de har gjort det på, og det faktum at originalteksterne er næsten glemte i vor tid, giver et mystisk præg. Det er den slags musik, som man kan spille til fester for mennesker, der ikke nødvendigvis har noget kristent/religiøst standpunkt. På humoristisk vis er de ikke blege for at skilte med deres “hipster ydre”. På deres Facebook side kalder Pacific Gold deres lyd ‘emo pop’. ‘Psych/gospel/folk/rock’ betegnelsen har bandet også brugt. De er dog ikke et band, der “flasher”, at de er kristne. Det bærer sangtitlerne også præg af.
Især “Song in the air” bærer vokalelementer, der får mig til at tænke på en tabt lyd fra 60’erne. Den gode melodi er i fokus, og guitarerne bærer sangene frem på elegant, drømmende vis. Den melankolske “Spirit of God” er poppet, svævende. Delayet på strengene og ekkoet på vokalerne giver en drømmeagtig lyd, som den psykedeliske lyd man hører i fx. Velvet Underground.
I “Refuge of my weary soul” er “on thee” byttet om med “On You”. De laver om i den originale tekst fra 1791 – men budskabet er det samme:
“Dear refuge of my weary soul,
On You when sorrows rise;
On You, when waves of trouble roll,
My fainting hope relies.”
Tunge emner er gjort lette uden at blive negligeret, glæden er i centrum. “Sing my welcome home” er fuld af melankoli og alvorlig, men cool, uhøjtidelig spiritualitet.
Marianne Glitfeldt