Vi er alle skabt til at kunne græde

Portrait Of Sorrowful, Grieving Man Kære K.
Lad mig starte med at sige, at gråden og det at kunne græde er meget vigtigt og betydningsfuldt for os mennesker.
Gråden er vigtig, fordi der både er fysisk og psykisk lægende kræfter i tårerne.
I den ældste jødiske tradition siger man, at tårerne er en dyrebar skat, en kostbar perle, fordi ”når mennesket er i sorg, når dets hjerte smerter, og sindet er tungt, flyder der tårer fra øjnene. Og se! – Sorgen letter.”
Sådan så man på gråd og tårer i det gamle Israel. Og det er faktisk en biologisk kendsgerning, at tårer virker lettende på det stress, som tab og traumer medfører.
Ja, tårer har på flere måder en helbredende virkning. Gråden frigør os nemlig fra talrige spændinger i kroppen og i organerne.
Børn kan græde fra fødsels-øjeblikket, og de græder som små ved den mindste stress- eller ubehags-oplevelse. Og så godt som altid ved fysisk smerte.
Mennesket er det eneste levende væsen, der kan reagere med gråd. Dyrene kan fx ikke.
Desværre bliver denne evne til at komme af med stress ved gråd ofte ødelagt eller reduceret gennem vores opvækst.
Det er kolossalt ødelæggende, når de voksne på den ene eller anden måde viser foragt for børns gråd, eller for den sags skyld viser foragt for hinandens gråd.
Når et barn græd, og det gik nok mest ud over drengene, bremsede man ofte den naturlige gråd, fx med ord som: – ”Det er ikke noget at tude for !” eller – ”Det er tøsedrenge, der tuder !”
Sådanne udtalelser gjorde og gør kolossal skade på barnet, for barnet græder, fordi det har behov for det. Og det behov har drenge lige så vel som piger.
Man ødelægger barnets evne til ved gråd og tårer at opløse sine traume- og stress-oplevelser. Nogle børn lærer efterhånden at kontrollere sig selv så godt, at de som voksne aldrig græder. Måske er det sket for dig. Du ville nok egentlig gerne kunne græde som de andre. Men det lyder til, at du har glemt, hvordan man gør det.
Kroppens og psykens sunde balance-tilstand er afhængig af, at de spændings- og stresstilstande, vi som mennesker udsættes for, bliver opløst og afladet igen. Dette sker ved, at man giver efter for smerten og følelserne og begynder at græde.
Har man ophobet gamle kroniske og traumatiske spændinger i kroppen og i psyken, så er forløsningen næsten altid ledsaget af gråd. Dette har jeg oplevet selv hos ældre mænd. Det medførte i flere tilfælde stor glæde for dem bagefter. Gråden medvirker således til at genoprette den gode og naturlige balance i kroppen og i psyken.
I fysiske sår kan der gå betændelse. Det kan der også i indre sår, hvis de ikke læges. I forhold til helbredelse af indre sår har tårerne og gråden derfor en vigtig funktion.
En del læger og forskere mener at se en tydelig sammenhæng mellem ulægte indre sår og fysisk sygdom. Dog er man i lægekredse ikke helt enige om, hvor omfattende denne sammenhæng er.
Til sidst et par spørgsmål:
– Har vi voksne generelt begået uret mod børnene, især mod drengene ved at lære dem, at det ikke er passende eller ”pænt” at græde?
Har vi generelt undertrykt og skammet os over tårer og gråd?
Har vi herved medvirket til at psykens eller for den sags skyld kroppens lægende kræfter er blevet hæmmet, eller i værste fald sat ud af drift hos mange?
Så har vi i hvert fald brug for at rette op på det og bede om tilgivelse.
Dit brev bragte mig vidt omkring. Men jeg håber, at mit svar kan give dig en dybere forståelse af det med gråd og tårer.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Brev:

Jeg kunne ikke græde til begravelsen

ed begravelsen lagde jeg mærke til, at jeg ikke kunne finde ud af at græde. Det gjorde nemlig de fleste. Også en del der ikke tilhørte familien. Det undrede mig, at jeg ikke kunne.
ed begravelsen lagde jeg mærke til, at jeg ikke kunne finde ud af at græde. Det gjorde nemlig de fleste. Også en del der ikke tilhørte familien. Det undrede mig, at jeg ikke kunne.

Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig, fordi jeg er kommet til at undre mig over mig selv. En hændelse er faktisk begyndt at give mig hovedpine, og det har jeg aldrig lidt af tidligere, altså rigtig hovedpine. Måske har du lidt indsigt i det. Det er faktisk derfor, jeg skriver til dig.
Jeg er en mand på 52, og min ældre søster på 56 døde for en tid tilbage af kræft. Det sørgeligste for mig er nok, at hun ikke blev ældre, for hun havde masser af planer for fremtiden, og hun var et rigtigt godt menneske.
Men hun havde måske forudset noget, for hun talte altid om, at kræftsygdommen måske lå til familien. Min mor døde nemlig også af kræft.
Men tilbage til det med min undren over mig selv. Ved begravelsen lagde jeg mærke til, at jeg ikke kunne finde ud af at græde. Det gjorde nemlig de fleste. Også en del der ikke tilhørte familien. Det undrede mig, at jeg ikke kunne.
Jeg følte mig helt skyldig, og skammede mig faktisk over det. Min søsters piger så nærmest helt forarget og vredt på mig. Det følte jeg i hvert fald.
Da jeg kom hjem den aften havde jeg en voldsom hovedpine. Det har jeg faktisk ikke oplevet siden mine unge dage, da jeg var indkaldt til militæret.
Jeg oplever ikke, at jeg er hård og kold, altså uden følelser. Orla Lindskov, hvad tror du, årsagen så kan være?
Venlig hilsen
K.

Oplevelser:

Til Orla Lindskov
Har læst flere gange Brevkassen, ”Fra sygdom til sundhed,” og har fået at vide af en bekendt, som har fået en salvedug tilsendt, at den har gjort en stor bedring på hendes sygdom. Hun har fået det så godt nu.
Jeg døjer så meget med slidgigt især i mine fingre, og jeg har næsten prøvet alt. Jeg vil derfor bede om at få tilsendt en salvedug og prøve det.
Jeg er et troende menneske, og jeg er indforstået med, at forbøn kan virke.
Venlig hilsen
B.

 

Kære Orla Lindskov!
Jeg skriver til dig for at sige dig mange tak for salvedugen. Jeg bruger den både dag og nat.
Den har givet mig fred og glæde, og det er jeg dig meget taknemmelig for.
Må Guds rige velsignelse altid være over dig og din gerning.
De kærligste hilsener og tanker fra mig og min hustru.
C.J og N