Drømmen var til dels en illusion, men drømme er også det, der driver verden fremad

I 1909 rejser den danske læge Laurits K. Larsen og hans kone Olia, der er uddannet jordemoder, af sted på en lang rejse til den anden side af Jorden. De rejser via Riga og med den Transsibiriske Jernbane for at komme til Manchuriet i det nuværende Kina, hvor Laurits skal virke som lægemissionær.

Ægteparret vil slutte sig til den danske mission i Kina, som på det tidspunkt tæller 28 kristne præster, læger, sygeplejersker, lærere og medrejsende hustruer. Hospitalet i byen Antung, hvor Laurits K. Larsen skal arbejde, har på det tidspunkt en operationsstue med plads til syv-otte sengeliggende patienter, og poliklinikken har plads til 100 siddende patienter. En voldsom koleraepidemi nordfra har raset i månederne op til ægteparrets ankomst, og der er politiske uroligheder i området, med nationalistiske og kommunistiske kræfter, hvoraf nogle har som mål at vælte kejserdømmet, som da også falder syv år senere, da barnekejseren abdicerer i 1911 – blandt andet under indtryk af, at Rusland og Japan har kæmpet blodige krige i Manchuriet med Japan som sejrherre, og at de indre spændinger i landet, som styres af krigsherrer, er vokset betydeligt.

Inden kejserrigets fald har Laurits dog – som den første vesterlænding – opnået at modtage en særlig drageorden, og han og Olia har etableret sig som missionærpar – Laurits som en travl læge på hospital og poliklinik, Olia primært som hjemmegående husmor med en voksende børneflok. Parret bliver i Manchuriet i 15 år, og da de vender tilbage til Danmark, har Olia født otte børn, hvoraf syv endnu lever. Parrets første barn, en datter, dør af dysenteri, og det er blot en af mange trængsler, som Laurits og Olia må overkomme i deres tid i Manchuriet.

Prami Larsen, der er barnebarn af Laurits og Olia, har skrevet bogen ”Pest, tyfus og hedenskab. Lægemissionær i Manchuriet 1909-1924”, som udkom i februar 2026. I bogen beskriver han sin farfars baggrund og opvækst i et indremissionsk miljø, hans beslutning om at blive lægemissionær og den pris, som han selv og hans familie kommer til at betale for hans kald som Kinamissionær. Bogen er baseret på gamle dokumenter, bl.a. dagbogsnotater fra Laurits K. Larsen, og de rejsebreve, rapporter og artikler, han sendte hjem under udsendelsen i Manchuriet.

”Så vidt jeg læser hans dagbøger og den selvbiografi, han begynder på, er han meget bevidst om, hvor meget han kan takke kristendommen for. Det er hans forældres missionske tro, der har gjort dem i stand til at give ham en god opvækst, og det er en kristen kvinde, der arbejder med diakonalt arbejde på Nørrebro, hvor han vokser op, der ser evner og muligheder i Laurits. Hun tilbyder at give ham kost og logi og finansiere hans uddannelse – til gengæld for, at han rejser ud som missionær til Kina, enten som præst eller læge,” fortæller Prami Larsen.

Konkurrence og intriger blandt missionærerne

Forpligtelsen til at betale tilbage for muligheder, han har fået i livet, sidder dybt i Laurits K. Larsen, vurderer hans barnebarn. Kunne han have valgt frit, ville han formodentlig være blevet historiker eller journalist, men han vælger lægefaget, da han gerne vil gøre godt for andre og kan se muligheder i at udbrede vestlig medicin i Kina. Han stoler ikke nok på sine egne evner som forkynder til at blive præst og vælger derfor lægegerningen.

Da han kommer til Kina, møder der ham og hans kone store udfordringer af mange slags. De oplever, at kinesernes kultur og religiøse traditioner ligger meget langt fra kristendommen og dens værdier, og da mange – især kvinder – ikke kan læse, er det vanskeligt at give dem en grundig introduktion til kristendommen. Desuden erfarer Laurits hurtigt, at der er intern konkurrence og intriger blandt missionærerne, og at præsterne mener, at lægemissionærernes gerning er mindre vigtig. Desuden oplever han ikke den forståelse og opbakning fra Dansk Missionsselskab hjemme i Danmark, som han kunne ønske sig.

”Alt i alt vil jeg ikke mene, at man kan kalde missionen i Kina en succes. Især den første generation af missionærer, som er kommet før Laurits og Olia, er meget stålfaste på, at kineserne skal tage kristendommen til sig i en dansk indremissionsk udgave. Det erfarer Laurits hurtigt, er urealistisk. Kineserne har ikke noget forhold til Bibelen, som jo er en meget kompleks bog, og de har heller ikke noget syndsbegreb. Til gengæld er de modtagelige for den uegennyttige kærlighed, som ligger bag tilbuddet om gratis lægehjælp,” siger Prami Larsen.

Kvindemission har succes

Prami Larsen tilføjer, at flere af de kvindelige missionærer har succes med arbejdet blandt kvinder og børn, hvor de virkelig gør en forskel. Da missionærerne kommer til Kina, lever børn og kvinder generelt under meget barske vilkår. Det er ikke ualmindeligt, at kvinder og store piger bliver afleveret på skøgehuse, og mange børn og kvinder dør af sygdomme, de let kunne helbredes for.

”Laurits og hans kollegaer oplever også, at patienter bliver smidt af ved hospitalets port og efterladt af deres slægtninge, og at slægtninge nægter at betale for behandlingen, da der er blevet indført en vis brugerbetaling for dem, der har råd til det. Han oplever det hele vejen igennem som en skuffelse, at kineserne ikke har et begreb om kærlighed, som svarer til det kristne næstekærlighedsbud,” fortæller Prami Larsen.

Laurits K. Larsen mister med tiden troen på, at Dansk Missionsselskab kan lykkes med deres forehavende, dels fordi de fastholder, at der skal stilles høje og kulturelt farvede krav til kineserne, når de ønsker at tilslutte sig kristendommen, dels fordi der mangler finansiering til at udbygge hospitalerne, så det reelt kan dække behovene for behandling.

”Vesterlændinge kommer med en forståelse af bakterier, smitte og isolation som en central strategi i bekæmpelsen af sygdomme som pest. Det tager kineserne til sig. Missionshospitalerne bliver med tiden overtaget af kinesiske ledere, og på den måde gør de en varig forskel,” fortæller Prami Larsen.

Det samme gælder den haveskole, som en af de andre missionærer, Johannes Vyff, får etableret, hvor havebrug og akademisk undervisning kombineres, og flere af de institutioner for børn og kvinder, som pionererne Karen Gormsen og Ellen Nielsen etablerer.

”Men kineserne tager ikke den indremissionske pakke til sig, og da kineserne overtager hospitalerne, bliver de kinesiske evangelister, som missionærerne har oplært, smidt ud. Til gengæld er der kristne kinesere, som insisterer på selv at organisere sig og bygge bro over de skel, der er mellem de kirkelige retninger, som missionærerne repræsenterer,” siger forfatteren.

Missionærbørnenes fremtid er usikker

Laurits K. Larsen er optaget af, at kineserne selv skal have råderet over både sygehus og kirke, og han er på den måde en af de mere fremsynede missionærer, mener hans barnebarn. Dansk Missionsselskab har til gengæld svært ved at svare på de udfordringer, som missionærerne møder.

”Fra 1920’erne begynder det at halte med opbakningen i de missionske kredse i Danmark, og økonomien svækkes. En del missionærer giver op og rejser hjem, ofte med henvisning til helbredsproblemer, selv om idealet er, at man skal være parat til at ofre livet for missionen,” siger Prami Larsen. Laurits K. Larsen og Olia begrunder selv deres beslutning om at forlade Manchuriet efter 15 års tjeneste med, at sikkerhedssituationen er blevet for uforudsigelig.

Det er der helt sikkert noget om. Laurits er en skarp iagttager af de politiske og sociale forhold og har et godt blik for, hvilke konfliktflader der præger både Kina og regionen. En evne, han ifølge Prami Larsen formodentlig har udviklet gennem en opvækst, hvor han har lært at tolke Bibelens komplekse univers. Laurits’ dagbøger og breve afslører dog, at det snarere var hensynet til børnenes fremtid, der var afgørende for hans og Olias beslutning om at vende hjem til Danmark.

”De kan ikke se en god fremtid for deres syv børn i Kina, og her oplever de, at Dansk Missionsselskab har svigtet. De har ingen strategi for, hvordan det skal gå missionærernes mange børn,” siger Prami Larsen. Desuden påvirker det ægteparret at se adskillige missionærer og børn dø under opholdet i det fremmede. Så parret vender tilbage til Danmark i 1924 sammen med deres børn.

5.000 operationer

Hermed slutter et udfordrende eventyr, hvor Laurits har fået stillet sin store nysgerrighed efter at besøge og opleve fremmede lande og kulturer – blandt andet via besøg i Korea og Japan. Laurits har foretaget omkring 5.000 operationer og har reddet massevis af liv. Han har også oplevet kinesiske evangelister tage den kristne tro til sig og formidle den til patienterne på hospitalet på en måde, de danske missionærer ikke selv har været i stand til.

Han har opnået en høj status som vestlig læge, der blandt andet lykkedes med at bremse spredningen af en pestepidemi, og han har levet et V.I.P.-liv med visitter og middage hos højtstående politikere og embedsfolk i Manchuriet. Det ændrer sig afgørende, da familien rejser til Danmark.

”Laurits oplever, at hans meritter i Kina ikke er meget værd i Danmark. Han må tage til takke med dårligt lønnede stillinger som praktiserende læge og kommunelæge, og han mister status i forhold til sin position i Manchuriet. Hans livsopgave lå helt klart i Kina, og jeg er sikker på, at han hele vejen igennem bevarede troen,” siger Prami Larsen.

Selv er forfatteren ikke troende og har et kritisk blik på religiøse institutioner, hvor han oplever, at magt, penge og dobbeltmoral ofte spiller en alt for stor rolle. Samtidig anerkender han, at kristendommens værdigrundlag og den indremissionske bevægelse i Danmark – sideløbende med arbejderbevægelsen – har haft stor og positiv betydning for udviklingen af velfærdssamfundet.

”Laurits vokser op i en periode, hvor industrialiseringen skaber usikkerhed og fattigdom mange steder i Europa, og her tilbyder kristendommen og arbejderbevægelsen to forskellige svar på, hvordan man kunne få et bedre liv. Arbejderbevægelsen vandt nok umiddelbart, men de kristne værdier har aflejret sig i samfundet,” siger han.

Historien om hans farfar er ifølge Prami Larsen både en historie om kristendom og kald, men også en fortælling om et menneske, der følger sine drømme og visioner og dermed gør en konkret forskel i verden. Prami Larsen har selv arbejdet som filminstruktør og rådgiver inden for filmområdet og har oplevet mange unge mennesker, der har haft en lige så brændende drøm om at lave film, som hans farfar havde om at gøre en forskel som lægemissionær.

”Mange af dem lagde hele deres liv i det, og mange havde ikke talentet og forstod ikke, hvor svært det er at bryde igennem i filmverdenen. Så de tabte kampen. Men undervejs skabte de forandring for sig selv og for samfundet. Drømme og visioner er en enorm ressource, som vi ikke må lægge låg på, for det er den ressource, som har medført alle de store og væsentlige ændringer i menneskehedens udvikling,” siger han.

Prami Larsen
Født 1957
Er filminstruktør og rådgiver inden for filmområdet.
Leder af Filmværkstedet i København 1995-2023