Clausens demens-film Gabriel-vinder

Bodil Jørgensen og Erik Clausen i ”Mennesker bliver spist” (still fra filmen: © Susanne Mertz (Nordisk Film))
Bodil Jørgensen og Erik Clausen i ”Mennesker bliver spist” (still fra filmen: © Susanne Mertz (Nordisk Film))

Mennesker bliver spist lader dig ikke glemme det, der er vigtigst.

Herluf passer sit liv og passer det egentlig ganske godt. Hans arbejde på et bilværksted fylder hverken mere eller mindre, end det skal, og han holder både af sin noget flyvske kone og deres giftelystne datter, selvom hverdagen er blevet en rutine og ligeledes kærligheden. Men han er begyndt at glemme ting. Små ting som nøglerne først, derefter de store ting. Da han en dag glemmer at tjekke bremserne på den bil, han er ved at reparere, sker ulykken: Bilen smadres i en trafikulykke, og mesteren sender ham hjem på ubestemt tid. Hukommelsen bliver stadigt værre, og en dag kommer Herluf ikke hjem, som han plejer.
Erik Clausen har altid været en dygtig fortæller, når det kommer til at fusionere socialrealisme og humor, og det gælder også i denne film. Med Bodil Jørgensen og Erik Clausen selv i fortrop ser vi et hjerteskærende, men også humoristisk billede af hverdagen i en familie, der pludselig rammes af den frygtede sygdom. Vi vil gerne tro, at vi er mere end summen af vores erfaringer, vores tilhørsforhold og vores erindringer. Ideelt set må der findes noget ekstra og uigenkaldeligt, noget der gør os til os, selv når en sygdom som demens har taget alt andet fra os. Mennesker bliver spist er en blid undersøgelse af dette: Når vores sind begynder at forråde os, vores erindringer udviskes, når vi begynder at miste vores erfaringer og endda vores uafhængighed, er vi så ikke stadig den person, vi plejede at være? Mennesker bliver spist er en fremragende film, der med følsomhed behandler dette spørgsmål uden at gå den letteste vej til melodramaet.
Det er let at se, hvorfor Mennesker bliver spist vandt årets Gabrielpris. Filmen er helt igennem drevet af forståelse for dens emne, og med elegant håndelag og tilstrækkelig tilpas humor forhindrer den os i at drukne i sødsuppen. På intet tidspunkt påtvinger filmen følelsen af empati; for alt synes ægte, ægte følt. Og glæden ved livet skinner alligevel igennem. Det er filmens største styrke og gør det til en film for alle, ikke blot for dem af os, der har levet med et elsket menneske med demens.

Mennesker bliver spist (DVD)
104 min.