Stjernetegnenes kristne budskab (3)
Billedbibel på stjernehimlen

Artikel nr. 3 i serien om „Stjernetegnenes Kristne Budskab“ Har Gud fra tidernes morgen givet en billedprofeti om Jesus i de forskellige stjernebilleder? Vi siger ikke god for den måde, som astrologien bruges på i dag. Men vi ser i de stjernetegn, man benytter, nogle overraskende ligheder med det kristne budskab om Jesus, der vinder over den Onde og befrier sin brud.
Hvis disse tegn fandtes allerede før kristen tid, hvem „opfandt“ så tegnene?
I sidste artikel gennemgik vi den oprindelige symbolik i de 12 stjernebilleder.
I denne uge ser vi på de 36 mindre stjernebilleder.

Hver af de 12 tegn har på enten nord- eller sydsiden af Zodiac-bæltet tre mindre stjernebilleder, som yderligere fremhæver den kristne symbolik. De kaldes dekaner. Araberne kaldte dem ansigter.
Her er lidt diskussion om, hvilke tegn der hører til hvor, men vi går her ud fra den opstilling, som den arabiske fysiker og astronom Abu Masher fremlagde for ca. tusind år siden, og den jødiske astronom Aben Ezra anerkendte.

De tre mindre tegn under stjernetegnet Jomfruen er:
1. Coma – Barnet, som Jomfuen sidder med (ændret af grækerne til hendes hår.)
2. Kentauren, gud og mand, som med sit spyd gennemborer sit offer.
3. Bootes, den store hyrde eller høstmand, der går foran sin flok (fejlagtigt udlagt som hans skæg).

1. Crux – Sydkorset.
2. Lupus – Slangen, gennemboret af Kentauren.
3. Corona – Kronen, (borealis) Nordkronen, som slangen vil tage.

1. Slangen, som kæmper med Ophiuchus.
2. Ophiuchus = „slangeholderen“. Slangen har hugget ham i den ene hæl, mens han træder på den med den anden. (1. Mos. 3, 15…!)
3. Herkules – den mægtige mand, såret i den ene fod, men med den anden fod på Dragens hoved. I den ene hånd holder han de gyldne æbler og den trehovedede helvedeshund, med den anden hånd løfter han en kølle.

1. Lyra – en triumferende ørn holder en lyre (harpe).
2. Ara – Alteret, som brænder nedad.
3. Dragen, den gamle slange, som snor og bugter sig ækelt om Nordpolen.

1. Sagitta – dødens pil, som sendes af sted.
2. Aquila – Ørnen, ramt og faldende.
3. Delfinen – som „genopstår“ af vandet.

1. Sydfisken – som drikker i (helligånds-)strømmen fra Vandmandens krukke.
2. Pegasus – den vingede hest, på vej med gode nyheder.
3. Cygnus – den flyvende svane med korsets tegn.

1. Båndet – hvormed Lammet holder Fiskene oppe. Dets dobbelte ende er fæstnet til Cetus, sø-uhyret.
2. Andromeda – den lænkede kvinde, som trues af slangen fra Medusas hoved.
3. Cephenus – den kronede konge, som holder et bånd og et scepter. Med foden plantet på Nordstjernen som universets sejrherre.

1. Cassiopeia – kvinden sat på en trone.
2. Cetus – søuhyret, bundet stærkt af Lammet.
3. Perseus – en bevæbnet mægtig mand med vinger på fødderne, der i triumf bærer det afhuggede hoved fyldt med slanger bort.

1. Orion – en glorværdig prins med et sværd i siden og fødderne på hovedet af en slange (eller fejlagtigt: hare).
2. Eridanus – den slyngede flod, dommens flod.
3. Auriga – Kusken, eller Hyrden, som bærer en ged og dens to kid i sin venstre arm, og snore og bånd i sin højre.

1. Lepus – Slangen (Haren), den vrede fjende under Orions fødder.
2. Canis Major – Sirius, den store hund, egentlig Prinsen, som kommer.
3. Canis Minor – Procyon, den lille hund, som følger efter Sirius og Orion.

1. Ursa Minor – Lillebjørn, oprindeligt kaldt den lille fåreflok, omfatter Nordstjernen.
2. Ursa Major – Storebjørn, oprindeligt kaldt den store fåreflok, tæt på Arcturus, som vogter og bevarer flokken.
3. Argo – Skibet – de rejsende under den store Canopus, deres prins. Græsk mytologi siger: De modige Argo-nauter, som vender tilbage med deres gyldne buer.

1. Hydra – den flygtende slange, trådt under fod af Krebsen og Løven.
2. Crater – vredens bæger, som hældes ud over Slangen.
3. Corvus – Ravnen, dommedagsfuglen, som hakker på Slangen.

Betlehems-stjernen er altså ikke det eneste eksempel på stjernernes bibelhistorie.
Som vi så i sidste artikel, er der tydelige bibelske symboler i alle de 12 stjernetegn, og her ser vi, at der også i de 36 undertegn er mange kendte symboler fra den store frelseshistorie, som Bibelen fortæller, hvor Jesus er centrum for Guds forsøg på at redde mennesket fra det onde.
Det spændende er, at disse stjernetegn var kendt længe før Jesu fødsel. De kristne kan ikke mistænkes for at have plantet dem. Ja, faktisk var den romerske statskirke med til at udrydde astrologien, som først for alvor dukkede op igen i middelalderen og renæssancen.

Astrologer er enige om, at stjernetegn er meget gamle.
Enkelte stjernetegn har været kendt for mindst 4.000 år siden – bl.a. nævnes det i Jobs bog 9,9, at Gud „skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.“ Også i Amos bog 5,8 og i Salmerne nævnes disse stjernetegn. I Esaja 40,26 nævnes, at Gud har navngivet alle stjernerne. Men Jobs bog er den ældste bog i Bibelen. Her er ingen henvisninger til jøder eller Israel. Den er formentlig fra 2150 f. Kr. eller ældre.
I Job 38, 31-33 spørges Job:
Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger? Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden?
I en engelsk oversættelse står der i vers 32: „Canst thou bring forth Mazzaroth in his Season“. Det er et hebræisk ord for Dyrekredsen.
I Job 26, 13 fortælles om Gud: „med sin hånd gennemborede han den flugtsnare slange“. Hvilket minder meget om Kentauren i Jomfruens tegn, der gennemborer slangen Lupus i Vægtens tegn. Eller Slangen, der gennembores i Skorpionens tegn.
Job 41,1 nævner søuhyret Leviathan, som menes at være Cetus i Vædderens tegn.

I persisk og arabisk tradition er det Bibelens Adam, Enok og Set, der har „opfundet“ eller nedskrevet stjernetegnene.
Babylonierne og egypterne anså også Enok for at være den, der kendte visdommen om stjernerne. Grækerne kaldte Enok for „Atlas“.
I den sumeriske skabelsesberetning, som ligner den bibelske en del, beskrives i den 5. tavle, hvordan Gud skaber stjernebillederne. Tavlerne er fra ca. 2.000 før Kristus.
Så tegnene er meget gamle, mens inddelingen i den nuværende Dyrekreds, som dækker hele året, muligvis er yngre. Men ca. 700 f. Kr. havde man navngivet 18 stjernebilleder langs månens bane. Og ti af disse er med i Dyrekredsens 12 stjernetegn, som vi kender dem i dag. Den første skriftlige kilde, bortset fra Bibelen, hvor Dyrekredsen nævnes, er fra 419 f. Kr.
Men i alle tilfælde altså længe før Jesu fødsel.
De 12 stjernetegn, som bruges i moderne horoskoper, stammer oprindeligt fra Mesopotamien (Irak), men også Egypten, Indien og de arabiske lande havde denne dyrekreds af stjerner. Ja, den genfindes i Kina og blandt indianerne.
Det er oplagt, at alle disse folk ikke hver for sig opfandt billederne, men at de havde dem fra en fælles kilde.
Spørgsmålet er, om de blot har udviklet sig i primitive menneskers tankegang, som den materialistiske historieforklaring siger, eller om billederne er givet i et syn eller en drøm til en person.
Der er nemlig ingen naturlig forklaring på dem. Selv om du stirrer nok så meget på stjernehimlen, er der ikke meget, der ligner. Man er nødt til at bruge en masse fantasi for at få det til at passe.
Så hvor kom de fra, disse billeder?

Ifølge Bibelen (og mange gamle myters historieskrivning) VAR mennesket allerede på et højere niveau før den store katastrofe, Syndfloden, som findes beskrevet i alverdens folks gamle beretninger. Efter katastrofen ændredes levevilkårene drastisk, mennesket levede nu ikke så længe, og måtte begynde forfra.
Berosus, den gamle kaldæiske, babylonske astrolog, fortæller faktisk, at de overlevende efter Syndfloden rejste til landet mellem Eufrat og Tigris (Mesopotamien) for at grave de gamle tavler med den gamle viden op af mudderet.
Det kan man så tro på eller lade være, men det er da påfaldende, at de astrologiske „videnskaber“ netop udviklede sig først i Mesopotamien (det, der også hed Sinear og Kaldæa – sidstnævnte er navnet for dyrkelsen af Kalda, 72 himmellegemer).

For en sikkerheds skyld skal vi lige igen fastslå, at der ingen grund er til at tro på eller lade sig kommandere rundt af, hvilket tegn man er født i, eller hvad ens horoskop nu ellers måtte fortælle.
Det hele bygger nemlig kort sagt på, at man i det gamle Babylon og Egypten anså planeter og stjerner for at være guder, der havde bestemte egenskaber som f.eks. krig, handel og kærlighed.
I moderne tid kan astrologerne ikke fastholde, at planeter er personlige guder. I stedet påstår man f.eks., at det er planeternes tyngdekraft, der påvirker os. Og selv om det i minimal grad er rigtigt, så giver det jo ingen mening, at man fortsat knytter de gamle guders egenskaber som f.eks. kærlighed og handel til disse kloder. Med al respekt for seriøse astrologer: Det ER overtro.
Heldigvis kan kristen tro frigøre os fra skæbnetro og okkulte bindinger.
Men det spændende er altså, at også stjernebillederne er en slags profeti, som stemmer overens med Bibelen.
Der er derfor grund til at tro, at de ikke er spor tilfældige, men at de blev givet som et syn til en af vore forfædre – så også astrologer kunne famle sig frem til Gud.
Dette vil vise sig tydeligere, når vi, efterhånden som stjernetegnene skifter i årets løb, vil gennemgå dem måned for måned her i avisen.

Kilder
Disse artikler bygger især på den lutherske præst og astronom, Joseph A. Seiss’ (1823-1904) bog „The Gospel in the Stars“ og E. Raymond Capts bog „The Glory of the Stars – A Study of The Zodiac“ samt på tilgængelig viden om astronomi og astrologi.

Andre artikler i serien