Gert Grube vil styrke troen med fortællinger

s14_Solsikken
“Solsikken fra Theresienstadt” er en bog med 14 tankevækkende fortællinger.

– Med bogen ”Solsikken fra Theresienstadt og andre for-tællinger” har jeg bestræbt mig på at skrive til alle lag, så både ung som ældre kan få udbytte af læsningen, fortæller Gert Grube.

Grube er pensionereet lærer, og har som en god pædagog altid forsøgt at gøre kristendommen relevant. Dels gennem sine mange bibelske skulpturer, som nu kan ses på Galleri Bibelland i Brejning. Dels gennem noveller med en moralsk eller kristen pointe. Og det glæder ham, at de bliver brugt.
– En præst fortæller mig, at han sammen med sin kone tager ud og holder møder. Når han har holdt sin prædiken, fortsætter konen mødet med at læse en fortælling op efter kaffen. I mange år har hun brugt H.C. Andersens eventyr, men da hun fik øje på mine fortællinger, blev de anvendt i stedet. Den oplysning blev jo en stor opmuntring for mig, fortæller Gert Grube.

Gert Grube har skrevet bogen "Solsikken fra Theresienstadt".
Gert Grube har skrevet bogen “Solsikken fra Theresienstadt”.
Samler på indtryk

Gert Grube er et følsomt og poetisk menneske, som opfanger mange ting, som andre overser.
– Ja, man kan vist godt sige, at jeg samler på indtryk – det gælder både fra hverdagsliv, bibeltekster, naturen og rejser. Det viser sig, at mange indtryk lægger op til en fortælling. En dag købte jeg et maleri, som forestillede en jøde, der i forbindelse med den sidste plage var i gang med at smøre blod på dørstolperne. Kunstneren havde på en fin måde formået at formidle budskabet om beskyttelse. Det blev inspiration til fortællingen ”Blodet på dørstolperne”.
Et andet maleri, som jeg ligeledes erhvervede, forestillede Jesu lidelse og kongeværdighed med henholdsvis en tornekrone og kongekrone. Maleriet var så inspirerende, at jeg måtte omsætte kunstværket til en fortælling. Ja, det blev til to fortællinger: ”Tornekronen” og ”En malers mesterværk”.

Skelletter fortæller

For en del år siden besøgte jeg og min kone Øm kloster, som i dag ligger hen i ruiner. Jeg fik fat i en bog, som omtalte klosterlivet. Her blev det fortalt, at man ved udgravninger havde fundet knogler fra mennesker, der var angrebet af en sygdom, som hed ”kæmpevæksten.” Det betød en øget vækst af pande, underkæbe, fingre og tæer. Utvivlsomt har disse mennesker søgt ly i et kloster, for at blive fri for nysgerrige blikke og andet ubehag derude i hverdagslivet. Oplysningen om kæmpevæksten blev til fortællingen ”Den navnløse.”

Besøg i KZ-lejr

– Sammen med nogle venner besøgte jeg i efteråret 2011 koncentrationslejren Theresienstadt.
Besøget efterlod mange tanker. Men det var især to billeder, som jeg blev indfanget af: En skulptur, som viste en pige, der sad på hug, med bagbundne hænder og en sæk over hovedet – og en solsikke, som bogstavelig talt voksede frem af en lodret murstensmur. Billederne blev til fortællingen “Solsikken fra Theresienstadt,” hvor jeg kobler fantasi på noget virkeligt, fortæller Gert Grube.

Novelle om elevs død

– I år 2000 mistede jeg én af mine elever i folkeskolen. Jeg havde haft hende til matematik og kristendomskundskab siden 1. klasse. Hun gik nu i 5. klasse, hvor jeg havde hende i matematik i timen før middag. Hun virkede glad og oplagt, fordi hun holdt meget af faget, men så om eftermiddagen fik vi at vide, at hun havde fået et ildebefindende i fritidsklubben og kort efter var død…
Det kom som et chok for mig. Så efter nogen tid var jeg i gang med fortællingen ”Munkebjergbøgen,” hvor jeg af forældrene havde fået lov til at indføje minder fra begravelsen. Det blev selvfølgelig gjort med nænsom hånd.

Ridder, død og djævel

– Fortællingen ”Den hvide kappe” har flere inspirationskilder, dels en tegning af Albrecht Dürer, som hedder “Ridder, død og Djævel”, dels det sekulariserede samfund, vi lever i og dels Jesu alvorlige ord i Matt. 12,43-45: ”Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af’ og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.”

En styrtet pilot

– Den 11.marts 1945 skete der et flystyrt i nærheden af Øster Starup. Piloten lod sig skyde ud med katapultsæde, men omkom alligevel, idet hans faldskærm fik fat i sideroret.
Piloten, Jack D. Hodge, havde været på rekognicering over Tyskland og var på vej over Danmark, da et par tyske jagere fik ram på ham. Han ligger nu begravet på Øster Starup Kirkegård. Moderen ønskede ikke liget hjem til USA, idet hun sagde, at ”Han hviler blandt venner.” For at mindes sin søn forærede hun et dåbsfad til kirken. Tragedien blev til fortællingen ”Valmuens hemmelighed.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jerusalems ødelæggelse

Også historiske begivendheder har Gert Grube skrevet om. Fortællingen ”Sidste udkald” handler om Jerusalems ødelæggelse år 70.
– Kejser Titus rejste i år 80 en triumfbue for at sætte sit fodaftryk af en betydelig sejr.
Marmorrelieffet af triumfbuen viser på nordsiden en scene fra triumftoget, hvor jødernes hellige symboler: bordet til skuebrødet, sølvbasunerne og den gyldne syvarmede lysestage, bæres frem af laurbærkransede romerske legionærer.
Feltherren Cestius Gajus omringede Jerusalem år 66, men af uforklarlige årsager ophævede han hurtigt belejringen. Det betød, at jøderne fik mulighed for at flygte.
I år 70 blev Jerusalem igen belejret, men nu af kejserens søn, Titus. Han belejrede byen i fem måneder og gik til angreb, da han blev underrettet om, at hungersnøden i byen havde drevet mødre til at spise deres egne børn. Templet ville han i første omgang skåne, men da en legionær kastede en fakkel ind i bygningen, omsluttedes den af flammer.
Hele byen blev jævnet med jorden. Den totale ødelæggelse er årsag til, at udtrykket ”Jerusalems ødelæggelse” stadig er en del af vort sprog, fortæller Gert Grube.
Nogle af de 14 fortællinger har været offentliggjort før i små hæfter eller i Udfordringen.
Men det er første gang, Gert Grube udgiver en hel bog på 84 sider. Alle fortællinger har en klar berøring af den bibelske verden. Og Gert Grube håber, at bogen bl.a. vil blive brugt til bibelkredse og som gave til konfirmander.

Gert Grube: ”Solsikken fra Theresienstadt og andre fortællinger”. 84 sider, 80 kr. Etnos forlag, Lundbjergvej 5, Gårslev, 7080 børkop. Mobil 5152 8582.