Adamogeva.dk undersøger unges forhold til seksualitet

I april satte rådgivningssiden adamogeva.dk gang i en netbaset undersøgelse af, hvordan unge kristne forholder sig til og praktiserer porno og onani, og hvordan deres seksuelle erfaringer er.

Teenagere og unge mellem 11 og 30 år kan deltage i undersøgelsen.
– I redaktionen for adamogeva.dk har vi nogle ideer om, hvordan virkeligheden ser ud, men nu vil vi have facts på bordet, så vi kan gøre vores undervisning og rådgivning endnu mere relevant, siger Vibeke Sode Hjorth, som er leder af og redaktør på adamogeva.dk.
– Vi håber at få mindst 1.000 besvarelser, så vi får så bredt et billede som muligt, siger Vibeke Sode Hjorth om den hidtil største netbaserede undersøgelse af emnet.
Arbejdet med at lave undersøgelsesskemaet har været i gang siden efteråret 2015.
– På adamogeva.dk oplever vi, at mange unge efterspørger en værdibaseret vejledning, der tager udgangspunkt i Bibelens syn på følelser, krop og seksualitet. Med besvarelserne fra undersøgelsen vil vi gerne klæde voksne på til at være til stede i de store børn og unges liv med relevant samtale og rådgivning i en kristen kontekst, siger Vibeke Sode Hjorth.
adamogeva.dk blev lanceret i 2006 og besøges hvert år af mere end 400.000. Siden indeholder omkring 80 artikler, et leksikon og en brevkasse med ca. 4.500 svar i arkivet. En gruppe på godt 70 frivillige fagpersoner udgør svarpanelet. Indre Mission betaler for driften af siden, som også støttes af andre kristne ungdomsbevægelser og en del efterskoler.