Jeg – en misbruger
Jeg hedder Ole, og jeg er cola-holiker. Ifølge et bredt flertal i Folketinget er jeg at betragte som misbruger. Måske endda et behandlingskrævende tilfælde. Det skal jeg godt nok lige vænne mig til.Jeg ved godt, at jeg har en svaghed for søde drikke. Og jeg ved godt, at det ikke ligefrem er sundhed, jeg strutter af. Men misbruger! – Sådan har jeg da aldrig set mig selv.
Misbrugere hænger jo med deres flasker på bænke i parker. Eller de smadrer ruder og begår indbrud for at finansiere deres misbrug. De forsørges af det offentlige, skræmmer ældre damer og kører i bybus uden at købe billet. Sådan er jeg da ikke.
Men de danskvand-drikkende politikere på Christiansborg har altså vedtaget, at man ikke bør drikke mere end en halv liter sodavand om ugen. I hvert fald hvis man er under 18 år.
Heldigvis har de ikke lavet regler for voksne.
Den søde væske må jo være farlig. Livsfarlig endda! Helt præcis 14 gange så farligt som øl, som vi mænd ifølge Sundhedsstyrelsen må drikke 21 flasker eller syv liter af om ugen. Man burde mærke sodavandsflaskerne med dødningehoveder og sorte kryds på orange baggrund.
Alligevel slår jeg det hen med, at jeg da ikke er værre end så mange andre, der holder af lidt til den søde tand.
Præcis sådan reagerer mange mennesker, når de første gang får at vide, at de er håbløse syndere, og at de ikke kan undvære Jesus.
Nu tror jeg langt om længe, jeg forstår reaktionen.