KKR/TV producerer kristent tv til Tyrkiet
Som de første i verden producerer KKR/TV i København tv-programmer på tyrkisk til den første kristne tv-kanal i Tyrkiet nogensindeI disse måneder bliver der skrevet kirkehistorie i KKR/TVs studier i København, hvor man i øjeblikket arbejder på højtryk for at producere kristne tv-programmer på tyrkisk, der skal sendes i Tyrkiet i løbet af efteråret. De første 22 programmer af 30 minutters varighed er allerede produceret.
Det fortæller svenske Tore Pansell, der er tv-direktør i KKR/TV i København. Han og KKR/TV er primus motor i et nordisk projekt, der arbejder på at starte en tyrkisk tv-kanal, som skal sende første gang i løbet af efteråret. Det bliver således den første kristne tv-kanal i det muslimske land. Den skal hedde Eurasian Christian Television, ECTV.
Det hele sker blandt andet i samarbejde med en lokal tyrkisk radioproducent, Kamill Moussa, der har sendt kristne radioprogrammer i 23 år fra Rusland ind i Tyrkiet.
Hans datter, Jay Moussa, opholder sig i disse måneder i København på KKR/TV for at blive oplært i tv-produktion. Til efteråret skal hun hjem igen og producere kristent tv-arbejde sammen med sin far i et tv-studie i byen Selcuk, der ligger få kilometer fra det gamle Efesus i Tyrkiet.
De tyrkiske nationale tv-kanaler er renset for kristendom. Er der referencer til kristendom, er den ikke positiv. Men den nye kristne tv-kanal vil sende en time dagligt til at begynde med for så senere at udvide sendefladen til fire timer dagligt.
De første 22 programmer er indspillet med en tyrkisk kristen præst, der fortæller evangeliet kombineret med lidt sang og musik.
I øjeblikket forberedes en dramaserie om menighedsplantning af husmenigheder, som skal indspilles af tyrkiske amatørskuespillere. Den er tidligere sendt på arabisk i arabiske lande.
– I den verdensdel er hjemmet det naturlige mødested og i mange tilfælde også den eneste mulighed for kristne at mødes på. De første menigheder i de områder var også husmenigheder, forklarer Tore Pansell.
– Der bor 72 millioner mennesker i Tyrkiet i dag, hvor befolkningen overvejende er muslimer. Man regner med, at kun 0,2 procent af dem er kristne. For 100 år siden var 22 procent af den tyrkiske befolkning kristne. Noget er hændt. Det fortæller lidt om de vanskeligheder, der er forbundet med at sprede det kristne budskab. Dem møder vi også nu. Det er et Guds under, at vi har fået denne mulighed for dagligt at sende tv i Tyrkiet, understreger Pansell.
Den nye tyrkiske tv-kanal skal modtages via parabol. Man regner med et seertal på 10 millioner tyrkere i Tyrkiet og seks millioner tyrkiske seere udenfor landets grænser.
– Vi overvejer at sende nogle af programmerne på KKR/TV i København også. Men da de fleste tyrkere uden for Tyrkiet har en parabol, skal den nye tv-kanal nok blive set af tyrkere i København alligevel, mener Tore Pansell.
Flere europæiske kristne tv-stationer og kirker uden for Norden er også ved at koble på pionerarbejdet i Tyrkiet og har givet tilsagn om blandt andet økonomisk hjælp. Det gælder foreløbig folk fra England, Østrig og Tyskland.
For to uger siden samlede man tillige 250.000 kroner ind under en gudstjeneste i Pinsekirken i København til tv-arbejdet i Tyrkiet.
KKR/TV har sendt lokal-tv i København siden 1984.