Rockerpræsidenten kom tilbage til Gud efter tragedie

Leif Lunds rejse bort fra troen har været smertefuld. En trafikulykke, hvor han mistede kone og datter, blev vendepunkt for den tidligere rocker-præsident.

– Jeg tror, vi kommer tættere og tættere på Gud jo flere smerter, vi går igennem, siger Leif Lund.

Han er gået fra at være Pinsekirke-barn til rockerpræsident, til familiefar og offer for en trafikulykke, hvor hans datter og kone mistede livet…og tilbage til Gud.
Siden 2004, da han i Pinsekirken i Roskilde sagde ja til at blive frelst, har han hjulpet andre med at finde vej til Gud.
Med afsæt i sin egen glæde ved motorcykler er han bl.a. med til at dele BikerBiblen ud på motorcykeltræf og i MC-klubber rundt om i landet. Hans eget vidnesbyrd er i øvrigt med i den bibel, og han er medlem af den kristne motorcykelklub Exodus.

Præsident for 666

– Jeg er vokset op i en kristen familie, der kom i Pinsekirken i Roskilde, men da jeg var 18 år, syntes jeg, at alt var forbudt hjemme. Dengang følte jeg, at jeg blev slået i hovedet med Biblen, og jeg ville hellere ud og ”leve livet”.
– Det startede med værtshuse, speed og hash. Så begyndte jeg at køre på motorcykel, og året efter, at jeg var kommet med i en rockerklub, blev jeg præsident for den. Dengang hed den 666, men i dag hedder den Bandidos. (666 er i Bibelen et tal for Antikrtist, red.)
Vi troede, vi var udødelige, og syntes, det var fedt, når folk var bange og havde ”respekt” for os. Men jeg fandt aldrig glæde og indre ro ved det, fortæller Leif, der i dag er 63 år.
Efter at have været faret vild i rockermiljøet i nogle år, lagde han afstand fra det.
For 34 år siden fik Leif sin første datter. Sammen med sin hustru flyttede han til Fjenneslev, og to år senere meldte han sig ud af rockerklubben.
Parret fik også en søn, men han vejede 6½ kilo ved fødslen, som udviklede sig katastrofalt.
– De måtte bl.a. brække min søns skulderparti for at redde min kone under fødslen. Han blev multihandicappet og lå i respirator i en måned. Da vi så slukkede for respiratoren, døde han fredeligt.
Kort tid efter blev hustruen gravid igen. Med halvandet års mellemrum fik parret to piger til, og Leif Lund forsørgede familien som betonarbejder.
– Vi levede et almindeligt lykkeligt familieliv, indtil den 22. juni 2003, siger han.

Den værste ulykke

Den sommerdag tog Leif på ferie med sin hustru og deres to yngste døtre, som på det tidspunkt var 11 og 12 år.
På motorvejen i Vejle var der sket et trafikuheld. Der var en ti km lang kø. En lastbil med betonelementer kolliderede med Leifs bil. Konen og deres yngste datter blev slået ihjel på stedet. Hans 12-årige datter overlevede, men brækkede utallige dele i kroppen.
– Hun måtte bl.a. sættes sammen med en masse skruer i bækkenet, siger Leif.
Han blev selv genoplivet 4-5 gange af en lastbilchauffør, der holdt i den lange motorvejskø. Chaufføren, som kunne hjertemassage, skrev senere et brev til Leif, hvori han forklarede, hvad der var sket. Selv husker Leif intet fra ulykken.

Lå i koma en måned

Først var han på sygehus i Vejle, så i Odense. I over en måned lå han i koma.
– Da min ældste datter, som ikke var med på ferie, spurgte lægerne, om jeg ville overleve, sagde de, at hvis jeg gjorde, så ville jeg nok havne i en kørestol. Det var nærmest kun hjertet, der virkede. To brækkede ribben var gået igennem lungerne, der var hul på milten… men min familie udsatte begravelsen af min kone og datter. De håbede, jeg vågnede og kunne deltage i den.

Forbøn af Hans Berntsen

– Min mor og far var jo troende. De bad hele tiden for mig. De kontaktede også Hans Berntsen. Han havde ikke tid til at komme, men han bad for mig over et bedetæppe, som de fik og lagde over hovedet på mig. To-tre dage senere vågnede jeg – netop den dag, hvor min kone og datter skulle begraves. De optog begravelsen på video til mig, fortæller Leif.
Heldigvis havnede han ikke i kørestol, men blev fysisk velfungerende igen. Men en ting var de fysiske mén efter ulykken; noget andet var de psykiske – det følelsesmæssige kaos, han havnede i bagefter…Det tog meget lang tid at blive hel igen.
– Min bror og svigerinde flyttede ind til mig det første års tid efter ulykken. Min datter kom i pleje hos min kones søster. Jeg var ikke hel nok til selv at kunne klare det. Vi prøvede på et tidspunkt, men det gik ikke, siger han.
Familien skubbede på for at få ham tilbage til kirken.
– Min bror, Jack, forærede mig en BikerBibel, og jeg valgte at blive medlem af Exodus. Min mor og far sagde mange gange: ”Skal du ikke med i kirke?” Men jeg fandt hele tiden på undskyldninger, fortæller Leif.

Et vink ovenfra

14 dage senere – ca. et år efter ulykken – mødte Leif tilfældigt en gammel kammerat og hans kone på gaden.
– Mens vi står og taler sammen, træder hans kone pludselig et skridt tilbage, fordi hun i sit indre hører en stemme sige at jeg skal møde hendes søster. Men det får jeg først at vide fjorten dage senere.
– På det tidspunkt er min bror og hans kone ved at flytte ud af mit hus. Og jeg kunne ikke rigtig finde ud af at være alene i huset med alle minderne. Derfor kørte jeg ofte ud og sov forskellige steder – hos mine forældre, hos venner, i naturen. Men jeg tog altid ud til huset for at tømme postkassen, og en dag lå der et brev fra den omtalte søster.

Hun skrev, at hun selv var gået igennem en masse forfærdeligt og havde hørt om ulykken. Hvis hun kunne hjælpe, skulle jeg bare ringe. Ellers kunne jeg bare krølle brevet sammen.
– Vi mødtes samme aften. Hun var en kristen kvinde, og jeg følte mig straks godt tilpas med hende. Vi blev senere gift, fortæller Leif.

Dyb fred og ro indeni

Kort tid efter, at han havde mødt hende, blev han opfordret til en gudstjeneste med en Biker-præst i Roskilde. Denne gang sagde han ja.
– Dér går jeg frem og siger ja tak til frelse. Jeg mærkede en dyb fred og ro indeni, da jeg gjorde det. Du kunne have smidt en bombe i min have, uden at jeg var blevet bange. Den fred og ro jeg fik inde i kroppen, er svær at beskrive.
– Lige siden er der sket rigtig mange ting i mit liv som kristen, som ingen anden end Gud kan have gjort, siger han.

Gud hjælper

Leif kommer med et lille eksempel på Guds hjælp:
I 2005 var han til sit første kristne biker-træf i Sverige. På andendagen kunne hans motorcykel ikke starte.
– Jeg bad og bad til, at den ville starte. Men folk måtte hjælpe mig med at løbe den i gang. Da jeg kom hjem, satte jeg lade-apparatet til. Klik, klik, klik. Den startede ikke. Heller ikke næste morgen. Men så tænkte jeg: ”Nu beder jeg.” Jeg gik ned i knæ. Så kom tårerne, og jeg bad: ”Tak fordi du får den til at starte”. I samme sekund startede den.
– Jeg kørte til mekanikeren. Batteriet var helt fladt. ”Det dur slet ikke”, fortalte mekanikeren. Så det var meget mærkeligt, at jeg havde kunnet køre derhen, husker han.

Mærkbar tro

Efter at han er blevet troende, har han også modtaget en del stærke reaktioner fra andre.
– Folk siger, at de kan se Gud igennem mig, når jeg fortæller min historie. Det er vigtigt og godt at tale om tro. Man bygger den op og styrker sig selv, når man gør det.
– Da min brors kammerat var lige ved at gå ind i Jehovas Vidner, fik han en BikerBibel.
Så begyndte han mere og mere at spørge mig om min tro. En dag ringede han til mig ” Hvordan får man det, du har? Du er altid så positiv, har tid til at lytte til mig og er glad”.
– Jeg svarede: ”Det kan du også få, hvis jeg beder frelses-bønnen for dig. Bed den til Gud hver dag og tak ham for blodet. Tak ham for, at han døde for os”.
Leif forklarede ham også om troen – som man ikke kan se, men mærke.
”Tror du på vinden?” spurgte jeg ham. ”Ja”, lød svaret. ”Den kan man heller ikke se, men mærke. Det kan man også med den fred, man får,” forklarede jeg.
Derefter understregede Leif, at man først skal være parat til at tage imod frelse. ”Du kan komme, når du er klar”, tilføjede han.
Det varede ikke så længe, før manden vendte tilbage, og Leif bad frelses-bønnen for ham. Det har han efterhånden gjort for en del gennem årene.

Mere sorg

I 2012 havde Leif igen store tab og stor sorg tæt inde på livet. Begge forældre døde med få måneders mellemrum. Kort forinden var hans ”nye svigermor” også gået bort. Det ruskede op i følelser fra familiens smertefulde fortid.
Der er stadig ting og smerte, der dukker op – også for hans børn. Oplevelser, som har været for smertefulde at huske og at tale om, kan pludselig kræve samtale. Det kræver rum, fred og tid at bearbejde stor sorg.
Ægteskabet holdt ikke, men det gjorde venskabet.
– Vi blev skilt for to år siden, men er stadig meget gode venner. Vi mødes mindst en gang om ugen… spiser, hygger os og taler tro, fortæller han.
Leif bor i dag i Osted. Han købte sine forældres store hus i Viby Sjælland, da han mistede dem – og lejer det ud til bl.a. sin datter.
– Jeg har lært, at sorg bearbejdes ved at tale om tingene og turde mærke smerten. Man skal åbne sig og være hundrede procent ærlig. At græde er en udluftningsventil. Da min første kone og datter døde, insisterede jeg på selv at rydde op i deres ting. Gå igennem smerten ved at huske ”dengang købte vi det stykke tøj og …”
– På et tidspunkt sagde jeg til mine børn: ”De ligger herinde i mit hjerte, men jeg skal videre med mit liv. Jeg skal forhåbentlig se dem igen den dag, Jesus kommer og henter mig”, siger han.

Tak fordi jeg overlevede

Leif mener selv, at han kommer stærk igennem smerten, fordi Gud er med. Og er taknemmelig – også over at han som ung overlevede at være i rockermiljøet, hvor folk gik med jagtgevær.
– Ja, jeg har været heldig. Hver morgen beder jeg: ”Tak fordi du har givet mig en chance til”. Jeg er lykkelig for livet i dag. Taknemmelig.
Leif taler med jævne mellemrum i kirker, hvor der ofte samles ind til BikerBiblen. Han deler også Street-Bibler ud på Roskilde Festival og har tidligere bl.a. medvirket i en radioudsendelse, hvor han fortalte om, hvordan han blev kristen, samt i en tv-udsendelse på Lorry.