Hvorfor gjorde I ikke noget?
Ane skiftede skole efter 7. klasse. Hun plages nu ikke længere af kammerater, selvmordstanker og manglende tillid til voksne…Op igennem hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til og med 7. klasse er Ane blevet mobbet. Holdt udenfor, bagtalt og efterladt med en følelse af forkastelse og mangel på værdi.
Hun besøgte klassen allerede i september 2004 altså lige efter hun havde forladt skolen. På det tidspunkt har klassen fået et par nye elever, og hun ser, hvordan det nu er de to, der bliver mobbet. Hun kan pludselig se forskellen på hendes situation i 7 klasse. og nu på den nye skole, hvor hun synes, hun bliver behandlet ordentligt og bliver taget alvorlig. Hun erkender, at hun faktisk havde vænnet sig til at leve under de utålelige forhold på den tidligere skole hun kendte ikke andet!
Min stil om mobning
I vinteren 2004/05 bad Anes tidligere klasselærer hende om at skrive om sine tanker og følelser om det at blive mobbet. Klassen var i gang med et emne om mobning, og da kunne det være godt med hendes historie, som jo egentlig også var klassens historie.
Her følger brevet i uredigeret form:
– Man kan ikke ligefrem sige, at det har været lykken at gå i klassen. Jeg har næsten altid været ked af det, når jeg kom hjem fra skole. Ked af at der ikke var nogen, som kunne lide mig som den, jeg var. For den, I troede, jeg var, er jeg ikke. Jeg har aldrig rigtigt været mig selv 100 procent! For det kunne jeg ikke
.L. Prøv at forestille jer, at I er helt alene i verden, og at der ikke er nogen, som kan lide jer. Der er ikke noget mere modbydeligt end det. Jeg har cyklet i skole mange gange, hvor jeg bare har haft lyst til at vende om og bare cykle langt, langt væk. Det var lige meget, hvor det var. Om jeg så skulle dø for at komme langt væk, så havde jeg gjort det! At jeg hele tiden havde lyst til at dø eller bare ville væk for evigt. Jeg havde selvmord i tankerne, i de stile jeg skrev og i hovedet hele tiden. Hver gang, jeg var ved at gå over en vej, havde jeg lyst til bare at blive stående og vente, til der kom en bil. Jeg havde det så dårligt og var så ked af det, at jeg ikke havde lyst til at leve mere. Jeg har været et ensomt menneske næsten hele mit liv. Og det er der ikke nogen mennesker, der fortjener. Og der er heller ikke nogen som skal mobbes, bare fordi de måske går i grimt tøj, har bumser eller er grimme! Så det her er også en af grundene til, at jeg har en psykolog! (skrevet af Ane i januar 2005)
En lærer sagde stop
Hendes klasselærer i 7. klasse var ikke klar over omfanget af Anes vantrivsel i klassen. Det var derimod hendes klasselærer i de første seks år. Hun tog også nogle initiativer såsom at lave regler: blandt andet når en sagde stop, betyder det: Hold op!
Det blev også lidt nemmere, men Ane oplevede aldrig en rigtig opbakning. Ane opfattede i hvert fald selv, at mange af de andre elever var ligeglade.
Skoleinspektøren var aldrig inddraget i sagen.
I 6. klasse fortalte Ane sin mor, at hun ikke havde lyst til at leve længere. Det kunne moren ikke forstå. Ane sagde det til hende flere gange, men uden nogen form for reaktioner, der indeholdt større empati og handlekraft.
Ane var og er skuffet over morens manglende forståelse.
Farvel til livet?
Ane har tænkt på selvmord siden 4. klasse. Hendes tanker, som hun også nævner i brevet, drejede sig om at gå ud foran en bil. Hendes skolevej førte langs en større sø. Stort set hver dag i 4.- 7. klasse tænkte hun på at drukne sig i den.
Pigerne i klassen vidste om det, men ingen reagerede.
På et tidspunkt i 7. klasse skrev hun en stil, hvor hun fortalte om at blive mobbet, hendes vantrivsel og hendes massive selvmordstanker.
Læreren kvitterede med at give hende 10 – uden yderligere kommentarer!!
Ane føler sig svigtet af moren og lærerne:
– Hvorfor gjorde I ikke noget? Betød jeg så lidt for jer?!
Og Anes råd til piger i samme situation: – Skift skole!
Søg et nyt sted hen, hvor de vil passe på dig. Det er første afgørende skridt. Det næste er så samtaler med en god terapeut, som kan hjælpe med at løse knuderne op.
