Læge skrev i journal: ”Helbredt af Gud” for enorm hjernesvulst

Henning Larsens ansigt er stadig præget af den enorme og ”uhelbredelige” hjernesvulst – som han blev helbredt for i en kirke i Toronto. Han har nu overlevet 20 år siden.

Henning Larsen er et mirakel: Tre gange blev han opgivet af lægerne på grund af en kolossal hjernesvulst. En tilskyndelse fra Gud sendte ham til en kirke …hvor svulsten forsvandt!

Da Henning Larsen var 12 år, begyndte hans højre øje at stikke lidt mærkeligt ud. Lægerne mente i første omgang, at det drejede sig om en pande- og bihulebetændelse, men nogle måneder senere blev han skannet på Rigshospitalet og fik konstateret en enorm hjernesvulst i hypofysen.

– Den havde også gennembrudt hjernekassen, hjernehinden og sad ude i ansigtet, hvor den trykkede på højre øje.
Den voksede kraftigt og fyldte til sidst hele rummet ud – fra hjernekassen og ud i højre side af ansigtet. Man kunne røre ved svulsten i højre næsebor og se den i svælget. Den sad også ned langs halspulsåren, og mit kindben var trykket ud, fortæller Henning Larsen.

Operation gjorde blind

På et tidspunkt stod hans ene øje så meget ud af hovedet, at det var tydeligt at se, at der var noget galt.
– Svulsten bestod af normale sunde celler, så jeg fik kun stråler, for hvis jeg skulle have haft kemoterapi, skulle jeg have så meget, at jeg ville dø af det.
– De forsøgte også at operere den væk, men det gjorde mig blind på det højre øje, fortæller Henning Larsen.

Opkald fra Vor Herre

Efter mange år med den livstruende sygdom, blev Henning opmærksom på Gud:
– Da jeg var 24 år, blev jeg kristen, fordi jeg havde et syn: Jeg så ”et billede” af mine hænder, som var tomme. Det fik mig til at forstå, at mit hjerte var mørkt og tomt.
– Gennem det syn, jeg havde, fik Gud adgang til at tale til mig, fortæller Henning.
Bagefter tog han nogle af sine ting, som repræsenterede mørket og tomheden i hans liv, og lagde dem ind i et skab, som han lukkede.
– Fra det øjeblik, jeg vendte mig fra de ting, havde jeg ikke noget livsgrundlag længere, følte jeg. Hvad skulle jeg så?

Så Jesus som en lysende skikkelse

– En uge senere fik jeg en indre tilskyndelse til at tage på sprogskole i England. Jeg forlod alt for at gøre det, siger Henning.
Mens han gik på skolen i England, inviterede en schweizisk pige ham med i en lokal kirke. Tredje gang han besøgte kirken, dukkede Jesus op bagerst i kirken.
– Jesus stod som en lysende skikkelse, og han rakte hænderne ud mod mig… Al Guds kærlighed strømmede fra ham og ind i mit hjerte. Et slør løftede sig fra mine øjne, og det væltede ud med vand fra øjnene, fortæller Henning.
Først efter at have set Jesus i kirken, blev han klar over, at det var Gud, der havde givet ham synet og inspireret ham til at tage til England.

”Henning, jeg vil helbrede dig.”

– Seks år senere – da jeg igen var i en kirke i England, talte Jesus til mig midt under lovsangen. Jesus sagde: ”Henning, jeg vil helbrede dig”.
– Da jeg kom hjem, fortalte jeg venner og bekendte, at jeg vidste, at jeg ville blive helbredt, for Gud havde sagt det.
– Seks måneder senere fik jeg igen en stærk tilskyndelse. Denne gang til at tage til en kirke i Toronto.

Mærkede en varme

– Jeg boede hos et medlem af kirken, som satte mig af ved kirken hver morgen, når han skulle på arbejde.
– Da jeg en af dagene ved frokosttid stod i kirken, som syntes at være helt tom, kom en pige fra Sverige spontant hen til mig og begyndte at tale fra Gud til mig.
Uden at kende det mindste til mig og mit sygdomsforløb, sagde hun: ”Henning, alle de år, hvor du har været så syg og lidt så meget, da forlod jeg dig ikke. Det er sket for, at mit navn kan blive herliggjort”.
Da hun talte, mærkede jeg en varme omkring mit ansigt, og jeg vidste, at jeg var blevet helbredt.

Miraklernes tid

– En uge efter at jeg kom hjem, blev jeg skannet på Hvidovre Hospital. Lægen skrev bagefter til mig:
”Kære Henning Larsen.
Miraklernes tid er endnu ikke forbi”. Lægesekretæren var så begejstret, at hun læste hele brevet op for mig i telefonen. Svulsten var forsvundet.
– Den bestod af en skal af almindelige celler og en masse blodkar, der var forbundet med hjernens blodkar og halspulsåren. Da svulsten forsvandt, skulle jeg derfor være forblødt. Det skete ikke, for alt var normalt, siger han.

En rystet læge

Det var i 1996, at Henning blev skannet på hospitalet – en uge efter, at han kom hjem fra Toronto.
– Jeg havde en samtale med lægen kort efter. Da jeg trådte ind i rummet, hvor lægen sad, begyndte han at ryste over hele kroppen, fordi han var i chok over, at svulsten var væk.

Jeg lagde hånden på hans skulder, og så holdt han op med at ryste. I et kvarter sad jeg og fortalte ham, hvad der var sket.
– Engang imellem sagde han ja, og engang imellem kom der en halvkvalt lyd fra ham, der nok også skulle være et ja. Ellers sagde han intet. Da jeg gik ud, blev han siddende som i chok.

Fik også meningitis

– Da svulsten blev opdaget i 1978, fik jeg seks måneder at leve i af lægerne, men jeg døde ikke, selvom svulsten også voksede meget i årene fremefter.

– På grund af svulsten fik jeg nogle år senere meningitis og blev hasteindlagt på hospitalet. Da jeg flere dage havde ligget dybt bevidstløs i en respirator, tilkaldte lægerne mine nærmeste, så de kunne komme og sige farvel, fordi jeg kun havde nogle timer tilbage at leve i.
– Men Gud bragte mig igennem, og jeg blev udskrevet et par uger senere. Jeg fik derefter en tid til skanning året efter. Den tid viste sig at være en uge efter, jeg kom fra Toronto, hvor Gud havde helbredt mig.

Skulle have været død

– Det står i min lægejournal, at Gud har helbredt mig. Læger, jeg aldrig har talt med, er kommet hen til mig for at spørge ind til helbredelsen, fordi der står, at det er Gud, som har helbredt mig.
– Jeg ”skulle have været” død fem gange siden 1978. Tre gange sagde lægerne helt klart til mig, at jeg ikke ville overleve, slutter Henning Larsen.

Gud havde andre planer. I de senere år har den 51-årige Henning Larsen fra Roskilde været med i en team af frivillige forbedere i Healing Rooms i Taastrup.