Vium: Vigtigst at støtte mission
Men den skal være effektiv og ikke bruge pengene på administration.
– Der er et utal af muligheder for at støtte og give penge til alverdens ideer, projekter, nød og fattigdom.
– Men når jeg skal vælge, hvad jeg vil støtte, med de midler jeg har fået betroet, så vælger jeg at støtte mission. Helst den mission, som giver de bedste resultater, så flest mulige omvender sig og tager imod Jesus.
Det siger grundlæggeren af forlaget Scandinavia, Jørgen Vium Olesen. Efter at han er pensioneret, har han kastet sig over at støtte indfødte missionærer i Nepal.
– Det er en rigtig god og effektiv måde, hvor du får rigtig meget for dine penge. Især hvis de kan plante nye menigheder. Det har vist sig at være et godt redskab til at vinde mennesker for Guds rige, siger han og tilføjer.
– Men der er selvfølgelig også mange andre missioner, der giver gode resultater, fx Gospel Outreach’s kampagner med Per Hyldgaard, tv, radio og litteratur.
Kristendom løfter også fattige socialt
– Man siger: Det er godt at give en sulten mand en fisk, men det er bedre at lære ham at fiske.
At forkynde evangeliet og se at mennesker bliver forvandlet indefra, er i overført betydning som at lære mennesker at fiske og dyrke jorden.
Derfor ser man meget ofte, at erhvervslivet blomstrer i generationerne efter en vækkelse. Mange har fået ny inspiration, nyt initiaitiv, ny kreativitet, efter at de er blevet kristne eller fornyet i deres tro, forklarer han.
– I Indien har jeg set den enorme forvandling, der sker med grupper af mennesker, når de bliver kristne. Forvandlingen sker på alle områder i livet – hygiejne, familie og arbejdsliv, uddannelse og skole. Men frem for alt glæder det Guds hjerte, når en synder omvender sig og kommer hjem.
For meget administration
– Nogle missions-organisationer bruger en megen stor del af de gaver, de får ind, til administrations-omkostninger, ja man hører om, at over 50 % går til administration.
Administrations-omkostningerne bør holdes nede på ca. 7 – 8%, før jeg vil støtte en missionsorganisation, fastslår Jørgen.
– Det er vigtigt, at de som administrerer de penge, der gives til mission, er nøjsomme og lader flest muligt penge gå videre til de formål, de er givet til.
Støt de indfødte
– Ved at støtte en indfødt missionærer kan du være med til at fremme Guds rige i en anden nation. Med et månedlig beløb på 500 kr. vil du kunne underholde en missionær, så han/hun kan bruge tid på at plante en menighed i én af Nepals 11.000 landsbyer.
Du kan besøge din missionær og den kirke, han arbejder under. Du kan få dine venner til at støtte nogle andre indfødte missionærer. Brug de midler, du har fået betroet, til at fremme Guds rige, opfordrer Jørgen Vium og citerer Jesus for: Saml dig skatte i himmelen, hvor rust og møl ikke fortærer.
Jørgen Vium Olesen har indrykket en annonce i dette nummer for det nye projekt.