Danskere kan kristnes igen

Lektor Lene Hauge Jeppesen havde næsten mistet troen for fire år siden, men fik den stærkt tilbage. Her fortæller hun, hvordan vi holder ”ild i bålet”. Og om den pris det koster at bringe evangeliet tilbage til danskerne.

For fire år siden skete der et jordskælv i Lene Hauge Jeppesens liv.

– Jeg havde som ung været med i en frikirke i Vejle. Og fællesskabet hjalp mig meget. Jeg havde en svær barndom og havde nogle sår. Så det var dejligt at være med i et så positivt fællesskab. Vi kom ellers fra et helt u-kirkeligt hjem, fortalte Lene.
– Men jeg fandt alligevel ikke den styrke og fylde, som jeg nu har opdaget. Når andre sagde, at de kunne ”mærke”, at Helligånden var her, så tænkte jeg, at det ville jeg også gerne. Men jeg mærkede ingenting, fortalte Lene for 4 år siden til Udfordringen.

Skilsmisse og nedtur

– Jeg blev ret hurtigt gift, efter at jeg begyndte at komme i kirken, men blev skilt efter ca.10 år.
Jeg fordømte nok mig selv og gled efterhånden ud af kirken. Jeg fandt en ny kæreste, som jeg flyttede sammen med i Odense.
Han var ikke kristen, men det syntes jeg ikke betød noget – dengang – i dag kan jeg se, hvor vigtigt det er.
Jeg blev stadig mere lunken. Jeg regnede mig selv for kristen, men jeg sagde det ikke til nogen. Jeg læste ikke i Bibelen og kom ikke i kirken. Jeg levede det ikke ud, fortalte Lene.

Den store krise

Men for fire år siden var hun så kommet i en stor krise.
– Det lyder måske banalt, men dét, der udløste krisen, var faktisk, at jeg og min datter havde fundet et dejligt hus. Jeg var klar til at købe det straks, men nogle mandlige kolleger mente, jeg skulle trykke prisen. Og så blev det solgt lige for næsen af mig.

Det blev jeg så ked af, at jeg begyndte at sætte spørgsmål ved hele mit liv. Jeg følte, at alt var mislykkedes for mig. Jeg havde da været alene de sidste ca. 5 år.

Selv om jeg var gledet væk fra Gud og ikke rigtigt troede mere, så råbte jeg alligevel om hjælp, når jeg kom ud i en krise. Men jeg var for langt fra Gud til at kunne høre ham. Og derfor tvivlede jeg endnu mere.

Ingen Gud – suk!

– En dag, hvor jeg hørte nogen i radioen tale om, at alt bare var blevet til af ingenting, tænkte jeg, at disse kloge mennesker havde ret. Men samtidig løb tårerne ned ad kinderne på mig, fordi livet jo så var helt meningsløst.

Jeg havde nærmest ondt af min søster Lis og min svoger, fordi de gik og snakkede begejstret om den der gud, som jo åbenbart ikke fandtes. En dag ville det gå op for dem, at de havde taget fejl, og så ville de blive så skuffede, tænkte jeg – dengang.

Jeg græd i 14 dage. Jeg var bare så ked af det. Og jeg vidste, at hvis ikke der skete noget, så kunne det ende galt…

Forskerens vej

Lene Hauge Jeppesen var dengang forsker og underviser på Syddansk Universitet i Odense, samt på Erhvervsakademiet Lillebælt, hovedsagelig i marketing.
– Som forsker lærer man jo, at alt skal kunne forklares.

Jeg tænkte, at kun Gud kunne ændre min situation, og samtidig var jeg så overbevist om, at Gud slet ikke fandtes.
Det var mit – og er mange menneskers – dilemma.
Men jeg gav Gud en chance.

Jeg måtte have et håndgribeligt bevis. Så jeg begyndte at google mirakler på internettet. Og jeg fandt faktisk en del artikler, som virkede troværdige. Rigtigt mange har faktisk oplevet et mirakel.

Jeg så nogle You Tube videoer af Torben Søndergaard, og de talte til mig. For jeg tænkte: Hvis Gud virkelig findes, så vil jeg tro på ham, og så vil jeg leve et autentisk kristenliv.

Jeg vil være en del af det. Jeg vil ikke bare stå og kigge på.

Så jeg støvede min bibel af og læste nu med en helt ny indstilling. Det var nu eller aldrig. Jeg læste for at finde svar.

Mirakler på gaden

– Jeg så på Torbens hjemmeside, at man kunne blive ”kick-startet” ved at gå på gaden sammen Torben, men han var i udlandet, så jeg blev i stedet tilbudt at gå på gaden i Aabenraa sammen Tommy Gubi.

Vi gik rundt på gaden i 3½ time. Tommy viste mig, hvordan han kom i kontakt med folk.
Vi bad for mange, og jeg var helt ør i hovedet. For der var i hvert fald 15, der blev helbredt – hvor vi kunne se resultatet her og nu. Desuden var der nogen, som først skulle have det tjekket.

Efter den aften tvivlede jeg ikke længere på, at Gud findes, fortæller Lene.

På denne måde kom Lene i gang med at tro på en meget mere konkret måde, og hun begyndte at bede om helbredelse for de syge mennesker, hun mødte omkring sig eller på gaden.

Det har været en nærmest eventyrlig rejse de sidste fire år.

Holder begejstringen?

– Men hvordan går det så idag? Var det bare begejstring, eller holder troen?
– Det korte svar er: JA! Men det interessante for os alle, det er jo, hvordan man holder ”ild i bålet”.
At komme til tro bør ikke være et valg efterfulgt af stilstand. Det er en vandring, en proces, hvor vi lærer og modnes.
En vandring hvor vi skal lære at vandre i Guds naturlighed – som er overnaturlighed.

Vi skal repræsentere det overnaturlige liv, vi har i Jesus. Vi er Jesu hænder og fødder. Vi er jordens salt, forklarer Lene.
– Det er en vandring, hvor vi ofte lever i et spændingsfelt mellem vores rationelle tankegang og det liv, Gud har tænkt for os.
– Skal vi så aflægge den sunde fornuft, logik og følelser?
– Nej, men vi skal lære at sætte Guds ord, hans visdom og principper over vores egen fornuft og ræsonnementer, mener Lene og nævner en række eksempler, hvor det viste sig, at Gud havde en større og bedre plan.
For øvrigt fik hun også det hus, hun sådan havde ønsket sig.

Forud fik hun et løfte fra Gud om, at hun skulle få huset til oktober, men det trak ud et år, før det hele faldt på plads i oktober.

Lene fortæller også om en fremmed kvinde, som hun følte sig ledt til at kontakte. Kvinden tog straks imod Jesus, men trak sig så. Lene undrede sig over det. Men efter fire år kontaktede kvinden hende igen – og nu var hun klar.

Prisen, der må betales

– Nu har du selv oplevet, at Gud virkelig er der, og du er endda gået på gaden for at fortælle andre om Gud og bede for dem.
Men der er også nogle, der mener, vi blot skal vise med gode gerninger, at vi er kristne, og ikke snakke for meget om det?
– Ja, men vi skal bare huske, at gode gerninger også findes i humanismen og buddhismen.
Gaver til naboen og praktisk hjælp er ikke nok. Hvis Jesus kun gjorde dette, ville han ikke være forfulgt.
Der er en pris, vi skal betale.

Vi er ofte bange for afvisninger, og at folk ikke kan lide os. Det er naturligt. Gud har skabt os, så vi ønsker accept.
Men hvis vi elsker vores næste eller nabo som os selv, så må vi ofre vores forfængelighed og tillade den option, at de ikke kan lide os, og at de måske kritiserer os. Vi må bære den afvisning.

Vi skal også prioritere vores tid. Tv og fornøjelser osv.
Hvis vi virkelig vil se vækkelse, må vi gøre det, Gud har sat os til. Vi skal handle på det, vi har fået.
Hvorfor sidder vi i lønkammeret og beder Gud gøre det, han har bedt OS gøre?

Gå ud – og tegnene vil følge med, lover Jesus. (Markus 16)
Hvis vi opvækker en død, så har vi al den vækkelse, vi kan håndtere. Anledningerne er der hele tiden. Vi skal bare åbne munden, siger Lene.

– Vi må ikke blive ramt af håbløshed, når vi ser alle de mennesker omkring os, som ikke tror.
Gud velsigner det, vi gør.
Og der sidder MANGE rundt omkring med et sult efter Jesus!

Og vi HAR noget at tilbyde.

I Apostlenes Gerninger 28 står der, at tegn og undere fulgte med, når de forkyndte. Det gør de også i dag, slutter Lene Hauge Jeppesen – af egen erfaring.