Mange grønlændere tog imod Jesus i Ilullisat
Sammen med Den Grønlandske Frikirke holdt Gospel Outreach en stor kampagne i Ilullisat.
– Vi var ikke i tvivl om, at vi denne gang var landet i Grønland for at holde kampagne!
Sneen lyste byen op – med træhuse malet i alle regnbuens farver – slædehundenes glammen bød os velkommen, og i Isfjorden sejlede den ene smukke isbjerg efter det andet forbi byen.
Det er ikke for ingenting, at byen på grønlandsk hedder “isfjelde” eller “byen ved isen” fortæller Lisbeth Hyldgaard, som var på Gospel Outreach’s kampagne i Grønland i slutningen af april.
Verdens mest producerende isbræ på den nordlige halvkugle ligger inde i fjorden, og hvert år sender den 50 gigaton isbjerge ud i Isfjorden! Til stor glæde for alle de mange turister, der ankommer til byen for netop at opleve dette fænomen, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
I byen bor der omkring 4500 mennesker, og byen er i begyndende vækst bl.a. pga den blomstrende turisme.
Fra børneklub til frikirke
I mange år har Missionsforbundet fra Danmark drevet missionsarbejde ud fra denne by.
I starten var det børnearbejde, der var i fokus og kunne lade sig gøre, men efterhånden udviklede der sig et menighedsfælleskab, og i starten af 1990’erne opstod der en kirke, som nu er en del af Grønlands Frikirke (INO), og det var denne menighed, som var samarbejdspartnere ved kampagnen med Gospel Outreach.
Jens Sørensen fra Vestermarks-kirken i Grindsted, der sammen med sin familie havde startet arbejdet i Ilullisat i år 1978, var organisator for kampagnen.
300 tog imod Jesus
Den lokale idrætshal var rammen om møderne. Fredag, lørdag og søndag aften blev der holdt møder, og mange mennesker kom.
Folk lyttede opmærksomt til talen, og da Per Hyldgaard gav invitation til at modtage Jesus som sin personlige frelser, kom mange mennesker frem.
I alt omkring 300 gav respons for frelse, for mange var det første gang, mens andre “genfandt” Jesus og ønskede igen at tilhøre ham.
Den lokale kirke havde små hæfter med frelsesbudskabet som tegneserie samt indbydelser til møder i kirken i den kommende uge, og disse blev delt ud til alle, der havde givet respons til frelse.
Mange blev helbredt
Efterfølgende var der bøn for alle, der ønskede og havde behov for at blive bedt for.
Mange tog imod invitationen om forbøn og oplevede, at Gud greb ind i deres liv med helbredelser m.m.
Specielt en af aftenerne var der mange, der oplevede, at smerter og stivhed i nakken forsvandt, og at de nu kunne bevæge hovedet helt frit. Men også smerter efter brud på ribben og hovedsmerter blev helbredt.
Nogle kvinder vidnede om, hvordan Jesus havde helbredt deres syn, så at de nu kunne se klart, og én læste, hvad der stod på et skilt helt nede i den anden ende af hallen, hvilket bragte jubel og klapsalver!
Det nationale tv, Arctic Tv, kom og optog på møderne og vil efterfølgende lave en reportage om kampagnen med bl.a. interview med den lokale pastor, hvilket var til stor opmuntring.
Live-radio til Grønland
Desuden kom John Østergaard Nielsen fra Nuuk op og var med på hele kampagnen. Han er sekretær for Grønlands Frikirke (INO) og leder desuden den kristne radio på Grønland.
For første gang blev der sendt live radio fra Ilullisat, som folk rundt om i hele Grønland lyttede til. Der kom tilbagemeldinger om helbredelser efter radioudsendelsen, så det var dejligt, at det kunne lade sig gøre at sende direkte.
Folk i Danmark kunne også koble sig på, hvilket de gjorde.
Nye kom i kirke
Efter kampagnen tilbød kirken opfølgningsmøder for de nyfrelste, og det var derfor spændende at se, om der kom nogle nye mennesker i kirken efter weekenden! Og det gjorde der!
Mandag aften blev der holdt møde i kirken, hvor bl.a. John Østergaard Nielsen underviste i det at være fyldt af den Hellige Ånd. Efterfølgende blev der givet invitation til, at folk selv kunne opleve det, og næsten alle modtog Helligåndens dåb/fylde, og mange grønlændere begyndte at tale i nye tunger.
Flere kom også og fortalte vidnesbyrd om helbredelse efter weekenden, og specielt et vidnesbyrd gjorde indtryk:
Kvinde fik nyt liv i stedet for selvmord
En kvinde kom og fortalte, hvordan hun havde planlangt alt til, at hun ville tage sit eget samt sin lille datters liv, idet hun følte, alting var så håbløst. Hun havde endda allerede købt remedierne til selve handlingen. Men hun oplevede, at hun i weekenden skulle gå ned i hallen til møderne, og der mødte hun Jesus, som kom med håb og glæde igen, så nu var hun i kirken og oplevede Helligåndens styrke og hjælp til livet fremover.
– Tak for total sejr over det onde på alle måder! Lad os fortsat bede for alle disse mennesker, at de må blive bevaret i Jesus, slutter Lisbeth Hyldgaard, der denne gang var med på sin mands kampagne.