145.000 indiske børn mister faddere
Den kristne organisation Compassion International, som har hjulpet de fattigste børn i Indien i 48 år, er ligesom 11.000 andre organisationer nu smidt ud af landet.
Den indiske regering har besluttet, at Compassion International ikke længere må sende økonomisk støtte til landet.
Ifølge Christianity Today har Compassion gjort alt for at få omstødt denne afgørelse. Alene i USA skrev 40.000 mennesker til deres respektive kongresmænd for at få dem involveret. Og sidste år forsøgte USAs udenrigsminister John Kerry at tale organisationens sag med de indiske embedsmænd. Men alle forsøg har været forgæves.
Reelt betyder den indiske beslutning, at 145.000 fadderbørn havner på gaden, fordi de 589 udviklings-centre med 6.000 indiske ansatte må lukke.
Religiøs nationalisme
Kristne i Indien oplever stigende fjendtlighed og vold fra hinduistiske ekstremister. Ekstremisterne lagde pres på regeringen for at få Compassion International på listen over de organisationer, som skal søge regeringens godkendelse til at indføre støtte til Indien. Efterfølgende blev Compassion nægtet godkendelsen.
Åbne Døre har nu Indien som nr. 15 blandt de 50 lande, hvor kristne forfølges mest. Dermed er landet rykket op fra en 31. plads i 2013.
Compassion oplyser, at omkring 40 procent af deres indiske samarbejdskirker stadig prøver at hjælpe børnene, selv om det nu må ske uden den økonomiske støtte fra udlandet.
Compassion Int. har et partnersamarbejde med over 7.000 kirker i 25 forskellige lande, hvor man tilbyder hjælp til næsten 2 millioner børn.