Over 200 Chibok-piger er stadig ikke kommet hjem

– Det lykkedes med Guds hjælp at få hende fri. Nu skal hun fortsætte sin uddannelse. Boko Haram har ikke mere magt, udtalte forældrene til Sarah Abana i 2016 til Aljazeera.

For tre år siden blev næsten 300 piger bortført af terrorgruppen Boko Haram i Nigeria.

Forældrene til de bortførte piger beder Gud om, at de må komme fri. Men de har ikke tillid til regeringens indsats og vilje til at gribe ind.

Ifølge SRNNews.com er det lykkedes for mange af pigerne at flygte. Nogle er døde siden kidnapningen, mens andre har været gravide med deres kidnapperes børn, da de slap fri. Atter andre har muligvis valgt at blive sammen med deres barns far i Boko Haram.

I oktober 2016 blev 21 af pigerne løsladt af Boko Haram efter aftale med Nigerias regering. Det er uvist, om der indgik en fangeudveksling med Boko Haram-soldater, eller om terrorgruppen fik penge for at frigive pigerne.

Efter frigivelsen har pigerne modtaget lægebehandling både for fysiske og psykiske mén.

Kritik af regeringen

Aktivister kæmper fortsat for at få regeringen til at yde en mere helhjertet og effektiv indsats for at få frigivet de sidste 200 piger.

– Det er stadig et mareridt for mig. Det virker, som om det bare skete sidste nat, siger Rebecca Samuel, hvis datter stadig ikke er frigivet. ”Regeringen prøver at gøre noget, men jeg tror stadig, at de kunne gøre mere end det.”

Hvad sker der nu?

Boko Haram har tidligere meddelt, at yderligere 83 piger ”meget snart” vil blive frigivet, men det er endnu ikke sket.
Nigerias regering menes at være stødt ind i uforudsete udfordringer under forhandlingerne.
Situationen følges af mange internationale menneskerettighedsgrupper.

– Det er dybt chokerende, at flertallet af pigerne stadig er savnede tre år efter denne ulykkelige og ødelæggende voldshandling, hedder det i en udtalelse fra en gruppe FN-eksperter, der besøgte Nigeria sidste år.